YouTubes kloge storebror besøger København

Det globale netfænomen TED har haft en milliard seere til dets gratis foredrag på nettet. Succesen handler om let tilgængelighed, maks. 18 minutter per oplæg og vores tørst efter kvalificeret viden. I dag byder TED på foredrag i København.

TED er et 32 år gammelt fænomen, der i dag indtager Bremen Teater i København. På billedet er det kunstneren Sharon Beals ved TED2012, hvor hun forelæste over emnet »The Fragile Beauty of the birds’ nest« – fugleredens skrøbelige skønhed. Foto: Ryan Lash/TED Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ti ting du ikke vidste om orgasme. De introvertes magt. Sådan kan vi dyrke afgrøder uden vand. Emnerne, titlerne og antallet af forelæsninger på den globale medieplatform TED lader kun den ekstremt kræsne gå uvidende i seng.

Når det 32 år gamle TED (Technology, Entertainment, Design) i dag indtager Bremen Teater i København, er det niende gang, københavnerne har mulighed for at overvære optagelserne til de populære videoforelæsninger. Titlen denne gang er »Reconsider This«, og som altid foregår det hele på engelsk.

Med over en milliard visninger på hjemme­siden ted.com er den amerikansk baserede nonprofit-organisations små koncentrerede forelæsninger på maksimalt 18 minutter et viralt og socialt fænomen, en konference, et medie for sig.

Under mottoet »Ideas worth spreading« – ideer, der er værd at sprede – er foretagendet, der fungerer med lutter frivillig arbejdskraft, er finansieret af sponsorer og entréindtægter og er uden religiøs eller politisk slagside, blevet et mediebrand og en populær og gratis kilde til viden og opbyggelig netsurfing.

Vil du vide noget om fisk, tro, fremtiden, NASA, musik, vold, forskning, arbejde, mænd, flygtninge, race – ja, så er der holdt en TED Talk om det. Leveret stramt og underholdende uden reklamer eller musik. 2.400 forelæsninger kan man vælge imellem leveret af forskere, fagfolk og ildsjæle eller bare af Bill Clinton, Bono, Richard Dawkins og Bill Gates. Folk der brænder for noget, og som er dygtige til det, eller af mennesker, der giver en luns af deres eget liv og erkendelser.

Lyst til at gå i dybden

TED Talks er blevet kaldt YouTubes kloge storebror. Har det klassiske foredrag så fået en lidt for hurtig og smart fætter henne på internettet? En konkurrent med kalorieløs fast food til den utålmodige?

Ikke hvis man spørger rektoren for Folkeuniversitetet i Aarhus, Sten Tiedemannn. Han føler ikke, at TED ånder ham i nakken.

»For folk vil gerne være til stede i et rum, hvor man er med sammen med andre, der interesserer sig for det samme som en selv. Noget man kan tale om før og efter og måske dele den indsigt, man har fået, med sin familie og bekendte.«

Sten Tiedemannn har efter eget udsagn alt for hurtigt udsolgt til Folkeuniversitetets klassiske foredrag på to gange 45 minutter. Ordets magt er stærk, hvis man har den rigtige formidler med en passion, mener han. Så behøver man ikke alskens visuelt halløj, som man tidligere sværgede til for at få tilhøreres opmærksomhed.

»Tendensen med TED er et udtryk for, at folk gerne vil i dybden. Et spadestik dybere, end det vi gør til daglig. Der er meget overflade i den verden, vi bevæger os rundt i, og der er meget »synes om« i hele Facebook-universet, som ikke er funderet i viden og indsigt.«

Sten Tiedemann mener at kunne se en stigende interesse generelt for kvalificeret viden leveret af mennesker af kød og blod filmet live. Ofte inspireret af TED Talks.

Han undlader ikke at nævne Folkeuniversitetets historiske talkshows og forsker fights. Også vidensrejser og vidensferier, forsknings­festivaler, Forskningens døgn, brødrene Lund Madsens samtaler med kloge folk, magasinet Ræsons Vidensfestival og Zetland Live, der er komprimerede oplæg fra folk med en passion garneret med optræden.

»Når man taler om, at der er en tendens til at folk gerne vil være medskabende og inddrages, så har vi den modsatte tendens hos os,« siger Sten Tiedemannn.

»Folk kommer direkte fra arbejde og vil gerne fyldes op på god gammel tankpasserfacon. Det virker fantastisk, hvis man har en vidende person, der står og fortæller en noget, man ikke vidste i forvejen eller giver nogle nye perspektiver på noget, man godt kendte til.«

Ideerne vokser

TED begyndte som en enkeltstående event i 1984 skabt af arkitekt og grafisk designer Richard Saul Wurman. Det første emne var Sonys compact disc og en af de første præsentationer af Apple Macintosh computeren. Blandt talerne var den berømte matematiker Benoit Mandelbrot.

Siden voksede TED Talks til et årligt tilløbsstykke for eliten i Californien, der havde råd til billetter til små 40.000 kr. Det gik selvsagt ikke, når man nu ville udbrede gode ideer til hele verden. Derfor skabte man TEDx, som er en konference, en franchise-udgave af TED Talks med en række oplægsholdere på én dag.

Ronni Tino har licens til at afholde TEDx Talks i København. Han har læst medievidenskab på Københavns Universitet og er direktør i et mindre kommunikationsbureau. Det, at man hurtigt kan dele TED-forelæsningerne via sin telefon og på nettet, er TEDs eksistensberettigelse, mener han.

»Ideer, der bliver delt, vokser. Ideer er en af de få ressourcer i verden, der ikke mindskes af at blive delt. Vi har adgang til mange ideer dagligt på nettet for eksempel, men det TED udmærker sig ved er at have en platform, der er genkendelig og i sit format har en rigtig god formidlingsevne til at bringe oplægsholderes ideer til torvs. Det er TEDs raison d’être,« siger han.

TED-frivillige i de enkelte byer verden over coacher måneder inden en TEDx-konference oplægsholderne, så deres præsentation finpudses til det stramme format.

»Det skal jo være en indlevende og engagerende formidling af en idé. Når vi arbejder med vores talere, siger vi til dem: Vi vil gerne hjælpe dig med at lave den bedste formidling af din idé, du nogensinde har lavet. Jeg har arrangeret mange konferencer. Og der er ingen af dem, der ligesom TED har arbejdet aktivt med deres oplæg måneder før konferencen,« fortæller Ronni Tino.

Vi lever i en verden hvor ideer og information findes overalt. Derfor har vi ifølge Ronni Tino behov for komprimerede og overskuelige ideer og viden.

»TED hjælper os til at se ideerne klart. Samtidig får man mennesket på scenen, der har investeret sig selv i en idé. Det er gennemtænkt formidling af gode ideer som så kan deles.«

En unik fortælling

Ifølge rektor på Folkeuniversitet, Sten Tiedemannn, er der mindst én ting, vi kan lære og har lært af TED:

»At man ikke behøver at holde et totimers foredrag, for at folk skal få noget med hjem.«

Og forelæsningers og foredrags popularitet siger ikke kun noget om en tendens i tiden, mener Sten Tiedemannn. Den siger mindst lige så meget om, hvordan vi gerne vil se os selv.

»Viden er med til at vise, hvilket menneske man er. Vi vil gerne give en unik fortælling om os selv. Når jeg kan fortælle andre, at man har hørt et foredrag om Egypten og nu kan redegøre for Tut-ankh-amons liv, er man interessant og spændende. Det viser, at man er i udvikling og er nysgerrig. Det samme med TED Talks. Man kan finde nogle ting som andre ikke har været opmærksom på, noget udover hvad alle andre har set i TV.«