Yderligere 1270 er testet positive for corona i Danmark

Antal indlagte stiger med 12 til 144. Der er ingen nye dødsfald.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det seneste døgn er der 1270 personer i Danmark, der har fået besked om, at de er testet positive for corona.

Det viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut (SSI) fredag.

Antallet af nye smittetilfælde er det højeste i efteråret, hvor der den seneste tid har været stigende smitte.

Torben Mogensen, der formand for Lungeforeningen, mener, at det er et resultat af, at vejret har været dårligt.

»Det at vi befinder os mere indendørs, gør, at smitten har bedre vilkår end tidligere. Derfor skal vi altså til at passe mere på igen,« siger han.

Fortsætter smitten med at stige med samme fart, så synes Torben Mogensen, at men bør overveje at genindføre coronapas på restauranter og i nattelivet igen.

De 1270 smittetilfælde er fundet i 79.781 PCR-prøver, som er de prøver, hvor man bliver podet i svælget.

Det vil sige, at positivprocenten - eller andelen af positive prøver - er 1,59 for det seneste døgn. Det er lavere end de forudgående to dage, hvor antallet af smittede også har været over 1000.

På landets hospitaler er der nu 144 patienter indlagt med corona. Det er 12 flere sammenlignet med torsdag.

Torben Mogensen hæfter sig især ved, at der er sket 41 nye coronaindlæggelser siden i går, men at udskrivelser fra hospitalet har gjort, at det samlede antal af coronaindlæggelser blot er steget med 12.

»Tallene tyder på, at folk kommer hurtigt ud af hospitalet igen, og det er positivt.«

Ud af de 144 indlagte patienter er 16 af dem på intensiv, og af dem 9 får hjælp af en respirator.

Der er ikke registreret nye coronarelaterede dødsfald. Dermed er det samlede antal coronarelaterede dødsfald under epidemien fortsat 2696.

75 procent af befolkningen er i øjeblikket færdigvaccineret mod corona, men kigger man individuelt på de forskellige kommuner, så svinger vaccinetilslutningen meget.

Kommunerne på Vestegnen, herunder Brøndby, Ishøj og Albertslund, ligger blandt de kommuner, der har den laveste tilslutning. I Ishøj er knap 64 procent af borgerne færdigvaccineret.

Ærø, Læsø og Samsø ligger øverst. Her er mere end 80 procent færdigvaccineret.

/ritzau/