Wonderful Copenhagen-direktør går af efter skandale

Foto: Erik Refner. Lars Bernhard Jørgensen
Læs mere
Fold sammen

Den skandaleombruste turismeorganisation Wonderful Copenhagen skal have ny topchef oven på Eurovision-skandalen.

Den administrerende direktør gennem 20 år, Lars Bernhard Jørgensen, trækker sig, og samtidig stiller ni ud af ti medlemmer af bestyrelsen deres mandat til rådighed, oplyser fonden bag Wonderful Copenhagen.

Læs stort portræt af Lars Bernhard Jørgensen: Turistministeren

»Selv om Wonderful Copenhagens arbejde med at skabe vækst i hovedstadens turisme og hovedstaden igen i år sætter ny rekord i overnatninger, har forløbet omkring Eurovision i København skadet organisationens omdømme,« siger bestyrelsesformand Peter Højland i en pressemeddelelse.

Han roser sine bestyrelseskolleger for at tilbyde at træde tilbage.

»Det signalerer, at disse bestyrelsesmedlemmer vil gå langt for at genskabe tilliden til Wonderful Copenhagen, og det vil afgjort være medvirkende til at genskabe legitimiteten og tilliden til Wonderful Copenhagen, samt genskabe ro og engagement i organisationen,« siger bestyrelsesformanden.

Han tilføjer, at arbejdet med at sammensætte en ny bestyrelse og finde en ny direktør vil gå i gang straks. Den nuværende direktør og bestyrelse vil dog fortsætte, indtil afløserne er fundet.

Wonderful Copenhagen var dybt involveret i planlægningen af Eurovision-showet i København sidste år, der endte med at blive væsentlig dyrere end budgetteret. Arrangementet var oprindelig budgetteret til 34,6 millioner kroner, men kom til at koste hele 112 millioner kroner, blandt andet på grund af en dyr ombygning af B&W Hallerne, hvor showet blev afholdt.

Wonderful Copenhagen står tilbage med et større millionunderskud, der sidste år udløste en omfattende fyringsrunde i organisationen. En stor del af regningen er sendt videre til Region Hovedstaden, men pengene skal betales tilbage over en årrække gennem beskæring af bevillinger til organisationen.

Bestyrelsesformanden benytter lejligheden til at takke den afgående direktør.

»Lars har igennem de seneste 20 år været en helt central arkitekt bag hovedstadens internationale turismeudvikling, og det er derfor essentielt, at vi over de kommende måneder både sikrer og forankrer hans viden, erfaring og store internationale netværk,« siger Peter Højland.

Den nye direktør skal se på både ledelsesstrukturen og organisationen generelt for at »gennemføre tilpasninger, der skal styrke turismeindsatsen«, som det hedder i pressemeddelelsen.