Wendy Lui kan svømme 20 meter fra ishul til ishul — i bikini og uden ilflaske

Der findes en både skræmmende og dragende verden under is. Fridykkere fra hele verden mødtes i Asikkala i det centrale Finland, langt inde i skovene, for at finde stilheden – i et uendeligt univers under overfladen.

Wendy Lui svømmer 20 meter under is fra ishul til ishul. I bikini. Wendy fik i 2017 en meniskenskade og genoptrænede i vand og ved hjælp af isterapi.»Så nu fortæller min hjerne mig, at det er godt for mig. At kulden er god for mig. Den har en helende magi. Mit første egentlige dyk under is var i februar i år, og siden har jeg været afhængig af det. Jeg er tiltrukket af kulden, af friheden under vandet, følelsen af at være i en anden verden og af skønheden under isen. Først er det altid et chok at komme i vandet. Det er iskoldt, hele min krop fryser, tiden fryser, men når jeg begynder at bevæge mig, så kan jeg slappe af. Kulden aktiverer adrenalin. Det føles, som om hele min krop bliver fornyet. Den gør mig glad.«Under isen er der ingen referencepunkter, og man mister let alt fornemmelse af retning. Wendy er spændt fast til en line, der går fra ishul til ishul, og har sikkerhedsdykkere i hvert ishul og en dykker, der følger hende under isen. Dykkerne skal vide, præcist hvor de er, og kende egne grænser. Og så dykker man aldrig alene. Nanna Kreutzmann

Sent på sæsonen, når den hårdeste kulde er rykket længere nordpå, og sneen blot ligger som et tyndt lag, rejser fridykkere fra hele verden til Finland for at dykke under den is, der stadig dækker søerne i de finske skove.

For at få adgang til isuniverset skærer fridykkerne huller i den 30-40 centimeter tykke is. Hullerne bliver skåret ud i trekanter. Det er mest praktisk, mindst is skal flyttes. Isblokkene, som ligger under isen, er fra det trekantede hul – og rebet er til at dykke langs som sikkerhed for dem, der ønsker at dykke dybt. Nanna Kreutzmann

Søen Päijanne er en af de største søer i Finland og er så ren, at den forsyner Helsinki med drikkevand. Om vinteren fryser den til med en tyk, tyk is. Fridykkerne skærer huller i isen og holder vejret af beundring for den verden, der er neden under isen. De dykker uden iltflasker – med kun med den luft, de har indåndet i overfladen.