Weekendvejret værd at nyde

Hvis man havde sat sig for, at weekenden skulle gå med at kigge på kraner – som for eksempel her på havnefronten bag Fisketorvet – så er vejret perfekt til det, skulle de hilse og sige fra Meteorologisk Institut.

Det samme gælder dog for de, der vil nyde skovens farvepragt og lidt håndsamlede svampe, for efter lidt tåge hist og her byder lørdagen på sol og temperaturer omkring 15 grader samt svag til let vind. Også for de horder, der skal trampe Dyrehaven ned i Eremitageløbet søndag formiddag er der mulighed for solskin fra starten af dagen.

Men ellers bliver søndag en ret skyet dag, hvor der kan komme nedbør sidst på dagen. Og efter weekenden står den så på rigtig ravruskende efterårsvejr, truer de fra DMI.