Weekendvejr med sol og regn

Efter en dejlig uge med stort set tørt og solrigt vejr, bliver vejret i weekenden en blandet fornøjelse med både regn og sol.

Også i denne weekend skal vi finde regntøjet frem, hvis man skal ud og nyde den danske sommer. For selv om fredag bliver en dejlig dag med sol, så står weekendvejret på regn.

- Lørdag starter med regn og torden, men i løbet af dagen titter solen frem fra sydvest, og vi får op til 20 grader. Søndagsvejret er mest præget af skyer, og at der kommer regn og byger fra syd og sydøst, siger vagthavende Jørgen Thomsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Så ja - det ser ud til at blive en lidt broget weekend, tilføjer han.

Jørgen Thomsen lover dog, at det ikke vil regne hele tiden, men at der vil komme en del nedbør i løbet af søndagsdøgnet.

- Vi kan håbe, at regnen kommer i løbet af natten, siger han.

Selv om vi lige har haft en solrig uge, så skal man stadig se langt efter det stabile varme sommervejr. I næste uge bliver vejret endnu mere vekslende med både regn og sol.

/ritzau/