»Vuggestuen er blevet en kampplads«

Siden 1970erne er danske børn flasket op på fri leg. Men nu er vi blevet bange for kineserne, derfor er vi pludselig kommet i tvivl, siger Lars-Henrik Schmidt, filosof og professor ved Aarhus Universitet.

»Struktur og ro giver omsorg og læring,« siger pædagog Katrine Blom Jensen, der her er sammen med vuggestuebørn på Bamsestuen.
Læs mere
Fold sammen

Hvor ville det hele være simpelt, hvor ville det være enkelt, hvis pædagogerne holdt deres egne Olympiske Lege, og Bamsestuen netop denne mandag havde været i finalen mod Kina, og hvis finalen stod i disciplinen putning: 24 vuggestuebørn slumrer efter 15 minutter.

Sådan! Guld til Bamsestuen, guld til Danmark og de dygtige pædagoger i den integrerede institution Kastanjehuset på Nørrebro.

Hvor ville det dejligt, hvis vi kunne konstatere, at vi roligt kunne fortsætte som hidtil. At den frie leg ved at skabe glade, små, kreative mennesker klar til at deltage i demokratiet overvinder enhver modstand.

Der er bare den hage ved det hele, at vi er kommet i tvivl, i hvert fald hvis man skal tro eksperterne: Hvor danske børn siden 1970erne er flasket op på fri leg og reformpædagogik, er der et stemningsskifte undervejs, en brudflade, som viser, at vi ikke længere føler os helt overbeviste om, at vi nødvendigvis har fat i den lange ende.

Der er faktisk dem, der mener, at vi slet ikke har fat i ret meget. De taler for mere planlægning, læring og ledelser, mere organisering af børnenes dag, mindre såkaldt fri leg.

Klarest udtrykte ph.d.-stipendiat Ole Henrik Hansen sig, da han sidste uge på ryggen af sin forskning red ind i debatten og ikke ulig Klods-Hans med et rent hjerte og lommen fuld af pløre konkluderede, at danske vuggestuer er »så elendige, at en stor del af dem burde lukkes«. Alt for mange steder har hverken pædagoger eller ledelse en plan for, hvordan de skal komme igennem, og resultatet er, at ungerne lukker ned for følelserne, fordi de i realiteten passer sig selv.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) gik straks ud og forsvarede pædagogerne, det samme gjorde BUPL. Men fagforeningen LFS, der organiserer de københavnske pædagoger, valgte i stedet at kigge indad.

»Hvordan kan man se forskel på pædagoger og pædagogmedhjælpere på en legeplads?« spurgte næstformand Jan Hoby og svarede selv:

»Pædagogerne står og drikker kaffe og reflekterer over børnenes udvikling, mens medhjælperne render rundt og leger med børnene.«

Et spørgsmål om Danmarks fremtid

Det, vi diskuterer, er ikke kun pædagogik, vi taler om Danmarks fremtid, siger Lars-Henrik Schmidt, filosof og professor ved Aarhus Universitet:

»Vuggestuen er blevet en kampplads: Daginstitutionerne tilhører ikke forældrene, de tilhører samfundet, som er udsat for et internationalt pres. Derfor er det i virkeligheden udviklingen af arbejdskraften i en globaliseret verden, vi diskuterer, ikke den frie leg.«

Ifølge Lars-Henrik Schmidt er vores børns evne til kreativitet og demokratisk deltagelse en bastion, vi forsøger at holde med alle midler:

»Vi forsøger at sige til hinanden som forældre, at »kreativitet, det er da noget, vores børn har!«. Vi tror, at der er lighedstegn mellem innovation og kreativitet. Den sammenblanding kan jeg være stærkt bekymret for, for hvad vi ikke ser er, at innovationen i dag er teknologibåren. Og den sammenblanding bruger modstanderne så til at sige om deres modstandere: »De tror bare, de kan fortsætte rundkredspædagogikken«. Kampen vil fortsætte og tage til i styrke trods dårlige tal i PISA-test og faldende niveau på universiteterne.«

Men der sker faktisk noget i nogle institutioner. Bamsestuen er f.eks. i fuld gang med omstillingen fra fri leg til en ny tids pædagogik. Alt er ryddeligt på stuen, alt er sat i struktur og skabeloner.

»Struktur og ro giver omsorg og læring,« siger pædagog Katrine Blom Jensen.

De voksne strukturerer og styrer de smås hverdag helt ned i detaljen, og legen sættes i gang og styres af voksne.

Når Katrine Blom Jensen møder ind om morgenen, ved hun præcis, hvilke børn hun skal tage sig af, og hvad hun skal lave med børnene. Og alt foregår i såkaldte primærgrupper med fire børn per voksen. På den måde sikres det, at de voksne fokuserer al deres tid på børnene - og ikke på praktiske gøremål eller snak med kollegerne, forklarer stedets pædagogiske leder, Pernille Vindbjerg:

»Vi voksne drages også af hinanden, og selv om vi gør os umage med at lade være, så tager det automatisk noget af opmærksomheden fra børnene, hvis der er mere end en voksen til stede i en gruppe.«

Det handler alt sammen om at ruste vores børn til fremtiden. En fremtid, hvor vi forestiller os, at vores børn får brug for at være selvstændige, men også sociale, og frem for alt kreative og omstillingsparate.

Børns ret til en barndom

Grethe Kragh-Müller, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, har lige deltaget i en konference i Washington, hvor hun talte for internationale kolleger om, hvordan man opdrager børn til demokrati og politisk deltagelse. Et område, hvor Danmark regnes for et foregangsland.

»I USA har de haft samme bevægelse, og de har sagt: Nu klarer vi os ikke godt nok sammenlignet med kineserne. De reagerede med at teste og planlægge alt. Jeg har oplevet, at man forsøgte at lære to-tre-årige i USA ugedagene. Det er helt meningsløst, så konferencen, jeg deltog i, handlede egentlig om at forsvare børns ret til en barndom. Herhjemme har det mere handlet om at lære at sige: En fantastisk barndom uden at lære er ikke en fantastisk barndom.«

Derfor mener hun også, at de danske daginstutioner faktisk kan lære noget af USA på visse områder.

»De er meget dygtige til at skabe lege- og læringsmiljøer, som skaber fordybelse og koncentration hos børnene. I en amerikansk institution slås man med forbavselse over, hvor gode materialer de har at arbejde med, de har et ét hjørne til store klodser, ét til små, ét til at lege med vand indendørs i, ét til sand, de har et udklædningshjørne og en overheadprojektor, hvor børnene kan tegne. Det er altså noget, man bemærker, når man kommer fra en dansk daginstitution, hvor børnene kan få lov at lege med en halv bondegård uden dyr. Prøv lige at få fantasi ud af det!«