Vrede unge mænd

Manden bag sidste weekends terrorangreb i København er blot en af mange unge mænd fra ghettoernes bandemiljøer, der føler et så stort modborgerskab, at de risikerer at lade deres vrede og voldsparathed gå ud over verden omkring dem.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Omar Abdel Hamid El-Hussein, brødrene Kouachi og Amedy Coulibaly.

De fire unge mænd, en fra Danmark og tre fra Frankrig, deler skæbne. De er vrede unge mænd. Så vrede, at de er blevet kriminelle. Så vrede, at de er blevet ekstremister. Så vrede, at de er blevet mordere og terrorister.

22-årige El-Hussein myrdede i sidste weekend filmmanden Finn Nørgaard og jøden Dan Uzan her i København. Brødrene Said og Cherif Kouachi angreb for cirka seks uger siden satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, hvilket kostede 12 personer livet, mens Amedy Coulibaly i Paris skød en betjent og henrettede fire kunder i et jødisk supermarked.

Der er mange som dem. I Danmark, i Frankrig, i Tyskland, i Belgien, i hele Europa. De er børn af to verdener. Deres vugge står i den arabiske kultur, men de er vokset op i Europas udsatte boligområder. Nogle finder vej til bander, andre finder vej til Syrien og kæmper under IS’ sorte fane, og enkelte, som de fire unge mænd, bliver overmandet af så voldsom en vrede, at de griber til våben og retter dem mod uskyldige landsmænd.

Ifølge sociolog Aydin Soei kommer de vrede unge mænd fra det, han kalder »syge subkulturer« i de udsatte boligområder. Subkulturer med »eksplosive og opskruede machoidealer«, hvor det »handler om fysisk styrke, at kunne slå igen og altid udvise loyalitet over for gruppen«.

»Det vigtige er ikke at have et godt job eller boglige evner. Det afgørende er gruppeloyaliteten og macho-idealerne,« siger Aydin Soei, der bl.a. er forfatter til bogen »Vrede unge mænd« om de utilpassede unge, der i 2008 deltog i voldsomme optøjer på Nørrebro og omkring Blågårds Plads i København.

For dem alle gælder, uanset om de bliver ekstremister eller ej, at de ifølge Aydin Soei »har en oplevelse af modborgerskab«. En oplevelse af, at »de ikke er en ligeværdig del af samfundet« og en »fornemmelse af, at de som muslimer aldrig vil blive en del af samfundet og anerkendt som ligeværdige medborgere«.

»På den måde er Omar her arketypen på tabermanden fra ghettoen. Han bliver forhærdet kriminel, han har paranoia forstærket af hashmisbrug, pletter på straffeattesten og ender med næsten at slå en anden mand ihjel,« fortæller sociologen.

»Det, han gjorde i sidste weekend, er først og fremmest en reaktion på en oplevelse af modborgerskab kombineret med enorm vrede, forråelse og volds-parathed.«

For debattør Mohammad Sabah Ahmad er der ingen tvivl om, at langt de fleste af de radikaliserede har »en eller anden form for kriminalitet bag sig«. Han har et indgående kendskab til det radikaliserede miljø i Aarhus, hvorfra en lang række unge muslimer har fundet vej til Syrien for at kæmpe for bl.a. terrororganisationen IS. Ifølge Østjyllands Politi rejste 27 unge mænd fra Aarhus-området i 2013 i krig i Syrien, og på landsplan skønner Politiets Efterretningstjeneste (PET), at over 110 unge mænd fra Danmark har været i Syrien for at kæmpe.

»Det burde være et skridt i den rigtige retning, at de søger mod religion i stedet for kriminalitet, men de ender desværre med at falde i de forkerte hænder. Man kan sige, at de retter op på deres fejl ved at komme væk fra kriminaliteten, men de risikerer at begå langt værre forbrydelser,« fortæller han.

»Dem, jeg kender til, er ikke de store forbrydere. De har været involveret i hashhandel og den slags og har haft noget med banderne at gøre.«

Fængselspræst Lissi Rasmussen har gennem sit arbejde mødt og snakket med flere hundrede unge mænd, der har været fængslet for alt fra bandekriminalitet til terrorplaner. Ifølge hende har mange af dem oplevet svigt og nederlag. Mange af dem kommer fra splittede familier. Måske har deres fædre, hvis de overhovedet har været der, været voldelige. I skolen har de ikke klaret sig så godt, de har haft svært ved at finde et job, og ikke så få af dem har egentlige psykiske problemer. Dertil kommer misbrug af stoffer, ikke mindst hash.

»Derfor begynder de måske at søge de her modkulturer, altså banderne eller de ekstreme miljøer,« forklarer Lissi Rasmussen, der også er dr.theol. og forfatter til bogen »Livshistorier og kriminalitet« om drenge og unge mænd fra etniske minoriteter i de københavnske fængsler.

En ting er at blive gangster, noget andet er at blive terrorist og dræbe tilfældige mennesker?

»Man er nødt til at se på hele deres livshistorie. Mange af dem har oplevet nogle ting, som de har følt så voldsomme og nedværdigende, at de ikke kan komme sig over det. Det kan være noget, hvor vi andre ville tænke, hvorfor ikke bare glemme det igen. Men det kan de ikke,« siger Lissi Rasmussen, der i forbindelse med sit arbejde bl.a. har fulgt flere af de terrordømte fra nogle af de store terrorsager.

For El-Husseins vedkommende kan det være sådan noget, som at han angiveligt blev smidt ud af en bande, fordi de andre medlemmer ikke stolede på ham.

»Måske var det så nedværdigende, at han endte med at rette sin vrede mod samfundet,« siger hun.

»For ham manifesterede vreden sig på den måde. For andre sker det ved, at de bliver en del af bandekriminaliteten eller vælger at tage til Syrien og kæmpe.«

Men der er jo også vrede unge mænd, der er etniske danskere?

»Jo, men de her drenge har det problem, at de også tilhører en minoritet. De oplever, at der bliver set negativt på dem på gaden og i bussen,« siger hun.

Samtidig oplever de, at deres religiøse identitet bliver krænket, sådan som Charlie Hebdo har gjort med satiriske tegninger af profeten, og sådan som Jyllands-Posten ifølge dem har gjort med bl.a. Kurt Westergaard-tegningen af Muhammed med en bombe i sin turban. Det var da også manden bag tegningen af Muhammed som en hund, svenske Lars Vilks, der angiveligt var målet for El-Hussein sidste lørdag. Dertil kommer, at mange af dem, ligesom El-Hussien, nærer et stærkt had til jøder og Israel.

»Det er ikke sådan, at de unge mænd er specielt religiøse. Men islam er en del af deres identitet. Bliver deres tro kritiseret, oplever de det som et angreb på dem,« fortæller Lissi Rasmussen.

Også dem i banderne?

»Islam bidrager også til deres fælles identitet. Det er med til at binde dem sammen,« mener hun.

Det er endnu uklart, i hvilket omfang El-Hussein var radikaliseret. Og om han i givet fald blev det før eller undervejs i den fængselsdom på to år for kniv-overfald, som han blev færdig med at afsone 14 dage før sin udåd i København. Men selv om han tog islam til sig, sådan som det fremgår, har han givetvis ikke været særligt velbevandret i sin tro.

»Mange af de radikaliserede ved ikke så meget om islam, og de kender ikke Koranen særligt godt. De har ikke en religiøs helhedstolkning. Det er ikke så meget det filosofiske, der optager dem, som det er den politiske med begejstringen for jihadister, hadet til jøder, kampen mod de vantro og den slags. Det er rigtigt, at nogle bandemedlemmer kan have et sprogbrug, der er religiøst betonet, men det er, når alt kommer til alt, nok mest for at være smarte,« siger hun.

Hvis El-Hussein er blevet radikaliseret i løbet af sit ophold i sjællandske arresthuse, er det ifølge Lissi Rasmussen mere sandsynligt, at det er sket gennem såkaldt selvradikalisering ved hjælp af en indsmuglet mobiltelefon med adgang til virtuel ekstremisme, end det er sket ved hjælp af medfanger, sådan som der har været gisninger om.

Sociolog Aydin Soei er enig. El-Hussein var »ikke den store ideolog«, som han udtrykker det. Men hans angreb var dog politisk motiveret, tilføjer sociologen og henviser til attentatmandens oplevelse af modborgerskab, vrede og had mod samfundet omkring ham.

»Kunne man spørge ham om hans visioner, ville han nok ikke vide det,« mener Aydin Soei.

Der er meget at lære af historien om El-Hussein og hans vrede, der i sidste weekend kostede ham selv og to andre mennesker livet, lyder det fra sociologen.

»Han kom fra Mjølnerparken. Et af de boligområder, hvor miljøet er mest forrået, og hvor lillebrorgenerationen er mest påvirket af bandekonflikten,« siger Aydin Soei.

»Normalt får de lov at passe sig selv, og det er kun i situationer som denne, vi interesserer os for de her unge mænd. Resten af tiden er vi ligeglade.«