De første år ventede Hikmat Hussein utålmodigt. På at den irakiske diktator Saddam Hussein blev sat fra magten. På at freden skulle sænke sig. På at han, hustruen og deres to sønner kunne rejse tilbage til deres elskede hjemland og fortsætte det liv, den irakiske flygtning mod sin vilje måtte forlade af sikkerhedsårsager i 1992.

»Jeg tænkte hele tiden på, hvornår jeg kunne komme af sted. Da Saddam blev væltet i 2003 var jeg klar til rejse fra Danmark og tage mine børn med. Men da jeg besøgte min hjemby, Basra, fandt jeg ud af, at der intet var tilbage af det land, jeg i sin tid forlod. Selv menneskene havde mistet deres følelser,« fortæller han.

På papiret var der fred i Irak: Saddam var væltet, et nyt styre kommet til. I virkeligheden var der ikke spor demokrati, som vi kender det i Vesten: Islamiske partier havde overtaget magten, kvinderne blev tvunget til at gå med tørklæde, konkurrerende militser hærgede byen og korruptionen var så omfattende, at det var svært at forestille sig, hvordan han og familien nogensinde kunne etablere et stabilt liv.

Hikmat Hussein fortæller med lige dele realisme og vemod.

Da han kom til Danmark i begyndelsen af 1990erne på flugt fra Golfkrigen vidste han ikke, hvor længe eksilet ville vare. Så han brugte timer på at optage, se og gense TV-aviser, så han kunne lære den rigtige udtale af de danske ord.

Han fik job som kultur- og sundhedsformidler. Han meldte sig i skolebestyrelsen, i integrationsrådet og i fritidslivet. Han blev aktiv i foreningen irakiske demokrater. I 1997 blev han sågar dansk statsborger. Begge hans sønner er født i Danmark, den ældste læser til journalist, den yngste taler knap nok arabisk. Hikmat ville være dansker, så længe det varede.

»For hver gang jeg besøgte Irak – i 2003, 2004 og 2005 – blev situationen kun dårligere. Nu har jeg er erkendt, at det er håbløst. Der er ingen fremtid der. Vores liv er i Danmark og vi kommer aldrig til at vende hjem.«

At flygtninge rejser hjem igen er en af de stærkeste myter i den aktuelle flygtningedebat. Sandheden er, at langt de fleste aldrig forlader Danmark igen, viser tal, som Berlingske har samlet fra Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen.

Politikere taler om, at give de nytilkomne »midlertidig beskyttelse«. Opholdstilladelser gives for fem og i nogle tilfælde kun ét år ad gangen. Staten har endda indført en hjemrejseordning, der tilbyder flygtninge og indvandrere op til 130.000 kroner, hvis de forlader landet for stedse. Lige lidt hjælper det.

»Det er selvfølgelig nemmere at håbe på, at flygtninge rejser hjem hurtigt,« siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors.

»Men debatten hviler på den urealistiske forudsætning, at verdens konflikter er overstået på kort tid. Den gennemsnitlige flugttid er 17 år. I det perspektiv er al snak om etårige, midlertidige opholdstilladelser næsten at gøre grin med folk,« siger han.

Langvarige konflikter

I 2014 valgte kun 162 frivilligt at immigrere fra Danmark via den såkaldte hjemrejseordning, som flygtninge kan benytte sig af, så længe de ikke har opnået dansk statsborgerskab, viser tal fra Dansk Flygtningehjælp. Samme år fik nye 6.104 flygtninge ifølge Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse og asyl. I 2013 rejste 205 flygtninge frivilligt, mens 3.889 nye fik asyl.

Selv om flygtningenes opholdstilladelser på papiret er midlertidige, er der i praksis heller ingen, der bliver sendt hjem mod deres vilje, når de fem år udløber. Der findes ingen statistik på området, men ifølge kilder i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet skal man helt tilbage til flygtningene fra Bosnien og Kosovo i 2005 for at finde en situation, hvor Udlændingestyrelsen har inddraget en gruppe flygtninges opholdstilladelser med henvisning til forbedrede forhold i hjemlandet.

Forklaringen er først og fremmest, som Anders Ladekarl påpeger, at de konflikter, folk flygter fra, varer stadig længere. For at Udlændingestyrelsen kan inddrage en flygtnings opholdstilladelse, skal der ifølge FN være kommet »fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet«. Det sker sjældent på fem år.

Derfor får stort set alle forlænget deres midlertidige flygtningestatus. Efter otte år har mange gode muligheder for at få vekslet den til permanent ophold, hvis de opfylder en række betingelser om for eksempel at »vise vilje til integration«. Flygtninge bliver til indvandrere. Og midlertidigt bliver til for altid

Kun de gamle rejser

Flygtningene bliver her, selv om mange af dem ligesom irakiske Hikmat Hussein faktisk har en stærk drøm om at vende tilbage.

»Men som årene går, får folk jo familie, børn der går i dansk skole og har danske venner og et arbejde, de er glade for. Og mange opdager, at de faktisk er blevet mere danske, end de troede. Derfor råder vi dem til at få et realistisk billede af, hvad de faktisk vender hjem til, for det er en stor, eksistentiel beslutning at rive alt op og rejse,« siger Vagn Larsen, der arbejder som hjemrejserådgiver for Dansk Flygtningehjælp og taler med dem, der overvejer at tage imod statens penge­præmie og forlade Danmark.

Efter Saddam Husseins fald oplevede Dansk Flygtningehjælp for første gang en bølge af yngre flygtninge og familier, der rejste hjem. Generelt viser erfaringen dog, at det især er ældre flygtninge og indvandrere, der har boet i Danmark i 20-30 år eller mere, der rejser frivilligt:

Tyrkiske arbejdsmigranter fra 1960erne og 1970erne. Bosniere, der kom i 1990erne i en sen alder. Mennesker, som aldrig fik fodfæste på det danske arbejdsmarked, ikke fik lært sproget og bare gerne vil dø i deres fædre­land.

Dertil kommer naturligvis de flygtninge, der rejser tilbage, uden at søge om statens pengepræmie eller dem, der rejser, efter at de har opnået dansk statsborgerskab, og som derfor ikke indgår i statistikken. Men også i de tilfælde gælder det, at en eventuel hjemvenden først sker efter mange år i Danmark.

Det samme billede vil gentage sig med de syriske flygtninge, spår Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl:

»Så kan det godt være, at man taler om midlertidighed. Men jeg tror ikke, at der er nogen, som rigtig tager diskussionen alvorligt. Der er jo ingen i hele verden, der tror på, at konflikten i Syrien er overstået på kort tid. Så der er god chance for, at den »midlertidighed« bliver meget, meget lang.«