Vores fedme er selvmodsigende

Vi spiser flere grøntsager og mindre fedt end for 50 år siden. Hvorfor er vi så alligevel ved at æde os ihjel?

Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kristine Marie Jensen ville formentlig rulle et par gange rundt i graven, hvis hun så, hvad danskerne indtager af fødevarer i 2008. Brunt sukkervand med bobler? Hakkebøffer lagt ind i en hvedebolle? Dej med smeltet ost og kras spegepølse? Kandiseret sej frugtgelé? Eksploderede majs og småkager så store som et barnehoved?

Og hun ville formentlig trimle et par gange den anden vej, hvis hun så de nyeste vægtkurver for danskerne. Hver tredje iblandt os er overvægtig; hver niende er så fed, at helbredet er seriøst i fare. På Kristine Maries tid var den almindelige danskers største madudfordring at få sul på kroppen, at spare på de dyre indkøb, trylle med gårsdagens rester, ja, generelt at få mættet munde.

Kristine Marie …? Ringer der en klokke?

I 1901 udgav hun alle tiders mest sælgende danske kogebog under det anonyme navn Frk. Jensen. Som den 43-årige pebermø skrev i forordet, ønskede hun, at »vække Interessen for de huslige Sysler, saa de ikke betragtes som en tung Pligt, men som en stor Opgave, der stilles enhver Husmoder«.

Som det fremgår, var Frk. Jensen ikke just nogen BH-afbrænder, men med sin kogebog hjalp hun alligevel sine kønsfæller med at få hjemmet og maden til at se fornemt ud på lavbudget. Moderne kan man heller ikke just kalde Frk. Jensen med hendes opskrifter på flæskesteg, brun sovs og vaniljekranse. Men med sin forenkling af opskrifterne og brug af de nye, industrialiserede råvarer, f.eks. margarine i gavmilde mængder, tog hun uforvarende det første skridt mod »de moderne, danske kostvaner«. Vaner, der er ved at tage livet af os.

NÅR VI DANSKERE falder døde om flere år før mennesker i sammenlignelige lande har det mange sundhedsmæssige årsager. Nogle af dem er vores kostvaner og overvægt. Om få måneder, når regeringens egen forebyggelseskommission barsler med sin endelige betænkning, vil anbefalingerne læne sig op ad tal fra OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, red.) der viser, at antallet af svært fede danskere er fordoblet på bare 20 år, og at vi med 60 kilo sukker om året per mand er det mest sukkerædende folk i den vestlige verden. samme grund vil kommissionen foreslå, at man snarest indfører en heftig afgift på sukker, slik, sodavand og chokolade.

Signalet er klart: Vi er anno 2008 tilsyneladende ude af stand til som enkeltpersoner at tage ansvar for vores putten-i-munden. Og der er ingen vej uden om et tiltag, der rammer alle sukkerjunkies, hvor det gør ondt: På pengepungen. ‘Har vi nu ikke afgifter nok?’ spørger nogle politikere. Men læger og folkesundhedseksperter er enige om, at det er det eneste, der kan forhindre en regulær fedmebombe. Hvordan er det kommet dertil?

HOVEDPROBLEMET ER, mener de fleste kostforskere, at der er sket noget med vores måde at spise på i den industrialiserede verden. Og det er særligt sket i de seneste 100 års masseproduktion af billig mad. Som Berlingske Tidende vil beskrive i de kommende dage, er det ikke altid lækkert eller sikkert at sætte tænderne i de industrielt fremstillede fødevarer. Man risikerer såvel kemikalier, sygdomme og afhuggede dyrelemmer i maden. Bon appetit. De fattige har heller ikke mærket meget til rekord-madproduktionen; i stedet er den industrielt fremstillede, hurtige mad siden Frk. Jensens tid blevet de rige landes flæskesvøbe.

HVOR OPTIMISMEN SPIREDE, da Frk. Jensens Kogebog udkom første gang, oplevede det danske folkekøkken et voldsomt tilbageslag under de to verdenskrige. Der var mangel på brændsel og råvarer, og Frk. Jensens bedste sparetips – og lidt til – blev fundet frem.

»Det er kummermaden, der kommer frem der. Selv efter krigen måtte man gøre en dyd ud af at klare sig for lidt. Man kunne godt få grød til aften et par gange om ugen; det var jo helt utænkeligt 20 år senere. Det betyder også, at vores spændende regionalkøkken forsvinder. Frk. Jensen, der blev en supersællert, er sådan noget ensrettet restemad, der ikke kræver for lang tid,« siger Bi Skaarup, madhistoriker og kogebogsforfatter.

I 1960erne, hvor den enkelte kernefamilie ellers burde have fået råd til at kræse lidt for ganen, retterne og sundheden igen, var en anden samfundsudvikling indtruffet, som får århundredets vel nok vigtigste indflydelse på vores madvaner: Kvinderne kommer væk fra kødgryderne og ud på arbejdsmarkedet.

»Da bliver det nemme, hurtige og billige en dyd. Det er et helvede for kvinderne, hvis de efter en lang arbejdsdag skal hjem og forarbejde sunde råvarer og lave det hele fra bunden,« siger Bi Skaarup.

I STEDET DUKKEDE ord som »hamburger«, »soft ice« og »cola« op i det danske sprog. Pizzeriaet holdt sit indtog på den danske restaurantscene i 1970erne – vist nok i Århus som det første sted – og da var pizzaen forvandlet til et fedtdrivende, amerikansk aftensmåltid, som pizzaens opfindere nede i Napoli overhovedet ikke genkender. Pølsevognen har man haft i 100 år, men i 1970erne får den selskab af »grillbaren«, den røde pølse af »grillpølsen«, og »lasagne« bliver hvermandsspise.

Kartofler og rugbrød bliver trængt. Faktisk så trængte, at vi fra 1955 til nu har halveret vores kartoffel- og rugmelsforbrug. I stedet er vores kødforbrug nærmest eksploderet i årene fra 1950erne til i dag, fra 62 kg til 111 kg. Vi spiser altså hver især ca. halvanden gang vores egen vægt i kød hvert år. Grisen, som vi altid har spist meget af, står stadig stærkt, men også oksekød og kylling har fundet vej til danskernes tallerkner. Hvor kylling tidligere var en luksusspise, kom den i 1982 i en færdigklippet, frossen »sæt-direkte-i-ovnen«-version – »Lørdagskyllingen«.

Og vi drikker rene kalorier til: Forbruget af sukkersødet sodavand og vin er fordoblet siden 1950erne.

MEN DER ER OGSÅ paradokser i fedmeudviklingen. For i samme 50-årige periode er forbruget af grøntsager – i modsætning til hvad mange tror – fordoblet siden krigen. Det er ganske vist vandige, fiberfattige sommergrøntsager sydfra som tomater, salat og agurker, der har fortrængt kålen og rodfrugterne fra danskernes middagsbord, men grøntsager er det. Vi er også – efter informationskampagnen »Skrab brødet« i 1990erne – blevet gode til at holde igen på smør, margarine og mælkefedt. Fire ud af ti bruger ikke længere fedtstof på rugbrødet. Og i dag er stort set kun ældre, afmagrede mennesker og babyer aftagere af sødmælk.

HVORFOR BLIVER VI SÅ FOR TYKKE?

Vores portioner er ganske enkelt for store. Kalorierne er pakket for tæt i dét, vi vælger at spise. Og vi rører os for lidt.

Sagen er nemlig ikke, siger kostvaneforskere på Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet, at kernefamilierne hjemme i samtalekøkkenet i dag mæsker sig i pommes frites, burgere og pizza. Det er en kliché brugt alt for ofte som forklaring.

De retter er blevet en del af dansk hverdag, men frikadellen, kyllingen og smørrebrødet har det udmærket og findes stadig på listen over danskernes livretter. Og de nyeste tal fra Horesta, hotel- og restaurationsbrancen viser et fald i antal besøgende på burgerbarer fra 1997 til 2005. Besøgene på pizza- og shawarma-steder er stagnerende, til gengæld går vi mere på café og kaffebar samt spiser mere i kantiner.

MEN VI ER BLEVET en nation af snackspisere ind imellem de ellers nogenlunde sunde hovedmåltider. storspisere – selvom vi burde spise som fugle – for vi sidder alt for meget på vores dertil indrettede og stadigt bredere bagdel.

Den moderne madindustri har proppet en ekstrem mængde kalorier ind i ting, vi anser som »mellemmåltider« eller »snack«. Er man f.eks. typen, der ofte snupper et pitabrød med falafel eller en fransk hotdog på vej hjem fra byen, indtager man bare dér mellem en fjerde- og en tredjedel af sit daglige kaloriebehov. Én durumrulle dækker, i sin fedeste version, en voksen mands dagsbehov. Fire æbleskiver og et par glas gløgg dækker det halve. En plade Rittersport knap en tredjedel af en kvindes dagsbehov, lidt mindre for en almindelig flødeispind. En god håndfuld kiks giver det samme som en frokost.

Samtidig er stort set alle produkter blevet større de senere år. Tag colaen.

Da Coca-Cola blev introduceret på det danske marked i 1959, var størrelsen på en buttet glasflaske 0,19 liter. Sidste år, lige før sit 50-årsjubilæum kom så to-liter-flasken på det danske marked. En kraftkarl indeholdende ikke færre end 100 sukkerknalder. Eller fire gange det anbefalede sukkerindtag på en dag. Allerede ved den mest almindelige flaske, halvliteren, overstiger man som voksen sin daglige sukkergrænse.

Eller tag en slikpose. I 1993 var en typisk pose saltbomber på 57 gram. Den størrelse blev udfaset i 2001. I dag køber de fleste en pose på mellem 180 og 250 gram. Alle chokoladebarer har fået en 50 pct. større kingsize-fætter, burgermenuer indeholder dobbelt så mange kalorier. Popcornsbægre i biografen, bagels, muffins, pastaretter osv. er med inspiration fra USA i snit blevet to til fem gange større end en normal standardportion.

GEMMER VI SÅ TIL DAGEN efter eller deler vi? Næh. Vi er generationer, der er opdraget til at spise op. Og det gør vi i den grad. Også selv om portionerne er vokset. På Frk. Jensens tid var en fin musselmalet middagstallerken 25 cm i diameter. I dag er Rosendahls Grand Cru-tallerkner 30 cm i diameter. Amerikanske undersøgelser viser, at jo større portionen er, og jo større glas, man får udleveret, jo mere vil man spise og drikke. Om man får serveret en småkage på størrelse med en tikrone eller en frokosttallerken, vil de fleste stadig spise det hele. Køber man et kæmpebæger popcorn, vil man spise sig længere ud over mæthedsgrænsen, end hvis man nøjedes med mellemstørrelsen, siger Anja Biltoft-Jensen, kostvaneforsker ved DTU Fødevareinstituttet:

»Hovedsynderen er de energitætte, næringsfattige fødevarer som snack, slik og sodavand, som vi går og spiser dagen igennem. Det ekstra morgenbrød på arbejdet, slikchokolade og kage i og efter arbejdstid, fast food som franske hotdogs, sodavand, øl, vin, de kæmpe store småkager og kager. Disse produkter indeholder ekstremt mange kalorier, men giver os ingen af de næringstoffer, som kroppen har brug for. Når vi spiser slik og drikker sodavand i stedet for sunde basisfødevarer, kan vi let komme til at indtage mere energi, end vi kan nå at forbruge – og det øger risikoen for udvikling af overvægt,« siger hun.

SYNDEREN BAG VORES tungere og tungere gang på jorden er altså i virkeligheden vores egne øjne, der ikke formår at måle en almindelig portionsstørrelse, selv når vi sidder med frikadellerne derhjemme. En tunge, der skal have stadig mere sødt og salt. En pengepung, der har råd til slik, vin og en chokoladebisken hver aften. Og en mavefornemmelse, der ikke længere er helt skarp på, hvornår vi er mætte.

Resultatet er en fedmeepidemi, der sammen med rygning må anses for det mest livstruende i den vestlige verden. En bevægelse, der i Danmark begyndte med stakkels Frk. Jensen og nu måske ender med afgifter, fordi vi ikke længere selv kan slå bremsen i.