Den gode nyhed er, at finanskrisen endelig ebbede ud i 2015. Huspriserne steg til før-krise-højder, den fra USA importerede Black Friday slog alle rekorder, og ledigheden faldt til 4,5 procent.

Den dårlige nyhed er, at vi stadig har det ad helvede til. Den tredjehyppigste diagnose, der stilles, når danskere går til lægen, er angst, og psykiske lidelser er blandt de primære grunde til, at folk parkeres permanent uden for arbejdsmarkedet.

Måske derfor markerede 2015 gennembruddet for en række markante italesættere af vores psykiske velbefindende eller mangel på samme. Og for en til tider voldsomt engagerende – og til andre tider lidt navlepillende – debat om vores job/familie-balance, om det gode liv, godt forældreskab, om at være tyk eller tynd, single eller sat, ulykkelig 12-tals-pige eller dygtig dreng, glad eller effektiv, bidragende arbejdsbi eller »nassende« dagpengefløs.

»... et ulmende opgør. En ny kultur- og værdikamp,« kaldte dagbladet Politiken debatten om det gode liv. Dette »ulmende oprør« er vendt mod »konkurrencestaten«, altså den samfundsmodel, hvor borgerne som gode soldater i præstationskrigen med andre stater ræser gennem uddannelsessystemet og får omkostningsfrie børn.

En aften i oktober dukkede Eva Secher Mathiasen, den indtil da ret ukendte formand for Dansk Psykologforening, op på skærmen. Med en rungende bredside mod de politikere, hun var i DRs debatstudie med:

»Politikerne hopper fra reform til reform som fra tue til tue uden at se på det store billede, og hvad det egentlig gør ved de danskere, de har ansvaret for. Jeg vil gerne have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest muligt til at være konkurrencestatens fodsoldater«, sagde hun – og inden 36 timer var klippet set af 1,2 mio. på Facebook.

Vi har ondt i sindet, åbenbart, og måske derfor var samfundsdebattens anden store rockstjerne i 2015 også psykolog; nemlig den prisvindende professor i psykologi Svend Brinkmann, der i flere bøger og interviews har plæderet for, at folk skal tage »nej-hatten på«, holde op med at »mærke efter« og vende kravet om konstant selvudvikling ryggen.

Et interview med ham i Berlingske, »Landet, der holdt op med at give mening«, blev i juni en af de mest delte dansksprogede artikler på nettet nogensinde – i øvrigt i selskab med andre artikler som »Forældre skal skamme sig« og »Vi har mistet familiebalancen«:

»Intet har længere værdi i sig selv (...) Vi er rådvilde omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever hele deres liv som et redskab eller et middel til at nå hen til noget andet: Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, og så dør man. Og det var så ligesom det liv. Men det er jo ikke det samfund, vi ønsker. Er det?« spurgte Brinkmann i Berlingske.

Det nyligt stiftede parti, Alternativet, fik enorm vind i sejlene ved at forsøge at svare på det spørgsmål. Og skitsere en, ja, alternativ samfundsmodel med sine mærkesager som »balance i hverdagen«, »bæredygtighed« og »ny politisk kultur«.

Det øvrige Christiansborg var til tider paf, til tider hånlig over for den nye, grønne dreng i klassen, som var mærkeligt vanskelig at få greb om. For Alternativet »betjener sig af en helt anden møntenhed, og nogen brugbar vekselkurs mellem det etablerede og det alternative har endnu ikke vist sig,« som Weekendavisen formulerede det.

De politiske journalister kom hjem fra Alternativets valgkamp med historier om partimedlemmer på gøglertrip, et fællesmediterende partikontor og en pressekonference, hvor alle skulle sidde i rundkreds. Men på valgdagen løb Alternativet med 4,8 procent af stemmerne – mere end der tilfaldt de Radikale, de Konservative og SF.

»Jeg er bare så træt af alle politikere. (...) Der er altså bare brug for noget andet i dansk politik, ik’? Jeg mener faktisk, at politik er drømme, ik’? Alt starter med en drøm,« sagde et nybeslået Alternativet-medlem i cowboystøvler til Jyllands-Posten.

Og så var der alle dem, der blot ville have livets sandheder serveret uden omsvøb og floskler. Af en ægte kvinde med uægte attributter og røgindhyllet livserfaring.

Linse Kessler udgav i 2014 sin selvbiografi, »Linse – jeg gør hvad jeg vil«, der solgte uhørte 25.000 eksemplarer. I år landede Brygge-babens »guide til et skønt liv« med overtitlen »Slap dog af«. Den ser ud til at blive en af årets mest solgte bøger med one-liners som »Det er ok at være naiv; hellere det end et mistænksomt røvhul« og »Jeg vil ikke ældes med ynde, jeg vil ældes med snyd«.

Så svært – eller så enkelt – kunne livet anno 2015 være.