Billedet af den græske mand, der ude af stand til at hæve sin pension græder foran banken, er også fortællingen om EU, som stadig flere opfatter det fælleseuropæiske projekt i 2015.

EUs stærke lande giver ordrer og tvinger. Og den lille mand på gulvet i de små nationalstater må bøje nakken. Og vi vil ikke mere. EU blev født som fredens og fællesskabets projekt, men 2015 åbenbarede for alvor, at EU mangler handlekraft, manøvredygtighed og legitimitet i flere af medlemslandene.

Et gældstynget Grækenland med en nyvalgt protest-regering var i starten af året på randen af en statsbankerot og en »grexit« fra euro’en, som først blev afværget, da premierminister Alexis Tsipras løb fra egne valgløfter og bøjede sig for de benhårde europæiske sparekrav.

Taberen blev den menige græker, og selv om Grækenland egentlig blot blev holdt op på at betale de penge tilbage, landetstvivlsomme regeringer havde lånt og formøblet gennem tiderne, blev Tyskland og kansler Angela Merkel iklædt skurkerollen. »For hård«, lød dommen over Merkel.

Få måneder senere, da tusinder af flygtninge bevægede sig op gennem Europa, var Mutter Merkel »for blød«. Nogle mente ligefrem landsforræderisk.

Tyskland og Sveriges »åben dør«-politik fik 800.000 flygtninge til at søge mod førstnævnte og cirka 160.000 mod sidstnævnte. En indstrømning, ingen andre lande var interesserede i, og som både Tyskland og Sverige til sidst måtte erkende var for stor til at kunne kaperes praktisk og forsvares politisk.

Fra den serbisk-ungarske grænse til Øresundsbroen skød fysiske eller juridiske hegn op henover efteråret. Et levn fra fortiden, men også, mente mange, et endegyldigt bevis for, at EUs drøm om åbne grænser har lidt naivitetens død. Og så må enhver hytte sig selv og egne nationale interesser.

»Det, jeg slet ikke kan bære, er tanken om ham der Morten Messerschmidt, der sidder og siger: »Hvad sagde jeg«.«

---

Ja-siger Uffe Ellemann-Jensen (V) i Ekstra Bladet før EU-afstemningen 3. december.

Måske var det netop det, 53,1 pct. af danskerne gjorde, da de ved retsforbeholdsafstemningen den 3. december igen-igen-igen sagde »nej tak« til mere EU.

Analyser viste efterfølgende, at det især var de lavtuddannede, de lavtlønnede og protestpartiernes vælgere, der slog hælene i. EU-afstemningen blev set som et udtryk for mistillid og – af nogle – som et forvarsel om EUs snarlige sammenbrud:

»Danmark er bare et symptom. Jeg tror, EU-samarbejdet er gået i stykker om 10 år,« sagde eksempelvis senioranalytiker Josef Janning i European Council on Foreign Relations til Ritzau.

Andre så nej’et som et udtryk for, at vi danskere er blevet en »nation af købmænd og kræmmere, der gerne sidder med ved bordet, når der bliver delt ud, men har meget svært ved at finde Visakortet frem, når regningen skal betales. Vi nyder godt af euroen, men lader de andre om at betale prisen for Grækenland og gældskrisen og tørrer flygtningene af på vores naboer, Sverige og Tyskland,« skrev forfatteren Knud Romer på rasende vis i Politiken.

»Hvad sagde jeg ... ! #UffeEllemann««

---

Nej-siger Morten Messerschmidt (DF) på Twitter, da danskernes EU-nej var en realitet.

EU-skeptikere begrunder ofte deres modstand med, at der »er for langt til Bruxelles«. I 2015 var der, om muligt, endnu længere over Øresund. Da den danske regering indrykkede »bliv væk«-annoncer til flygtninge i libanesiske dagblade, sagde den svenske statsminister, Stefan Löfven, henvendt til selvsamme flygtninge – og til sin befolkning:

»Mit Europa har ikke mure. Vi hjælpes ad, når nøden er stor.«

Hermed begyndte et månedlangt slagsmål om, hvem der var det bedste, klogeste og mest realistiske broderfolk. To måneder senere måtte Sverige erkende, at landet ikke længere kunne følge med indkvarteringsbehovet. Og mere usagt; at kritikken af »åben dør«-politikken nu var så udtalt internt i Sverige, at den socialdemokratiske regering ikke længere kunne overhøre den.

»Selv den »humanitære stormagt« Sverige kan bringes i knæ,« sagde DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Svenskerne fik til gengæld håneretten, da Sverige slukkede det danske håb om at komme til EM-slutrunden i fodbold i 2016.

»De ville sende mig på pension, nu sender jeg hele deres land på pension,« sagde den svenske stjerne, Zlatan Ibrahimović – i øvrigt søn af en muslimsk indvandrerfar – om Danmark.

Så Danmark skal ikke til EM 2016. Måske det eneste europæiske, folkedybet virkelig gerne ville have været en del af.