Vollsmose-naboer vil væk

Stemningen ulmer omkring Vollsmose, fortæller nabo til den uroplagede forstad til Odense. Hun og flere af hendes naboer vil væk, men ingen vil købe husene.

Politiet er tilbage i Vollsmose efter skudepisoden i nat, som fik betjentene til at trække sig tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen

- Jeg skal så langt væk fra Vollsmose som overhovedet muligt, hvis bare jeg kunne sælge huset til en fornuftig pris. Men der er ingen, der vil bo her.

Det siger Lone Hagen til berlingske.dk. Hun er nabo til Bøgeparken i Vollsmose, hvor der i aftes blev brændt biler af og skudt mod politiet.

Hun fortæller, at mange af hendes naboer har det på samme måde.

- Stemningen ulmer hele tiden. Du hører, hvordan de råber, skændes, laver ballade og er meget aggressive. Det er et utrygt sted at bo. Specielt Bøgeparken, som vi bor over for, er den værste i hele området. Det er her al balladen starter og foregår.

Under aftenens tumult ringede Lone Hagen til politiet for at få dem til at komme ud, men svaret, hun fik, var negativt.

- Så sagde de, ’vi kommer ikke derud, for så skal vi skyde os frem’, siger hun.

Den slags oplevelser er blevet hverdag, siger hun. Lone Hagen hører skud fra den anden side af gaden ”i hvert fald en gang om ugen”. Bandekrigen bor i hendes baghave.

- Der bor bandemedlemmer derovre, som slås med rockerne. Da der sidst var konfrontation med rockerne, gik de over og fældede træer for at dække stien bagved os, så der ikke kunne komme biler og stikke af den vej.

Det er en noget anden hverdag, end den hun flyttede ind i for 15 år siden, da hun blev nabo til Vollsmose.

- Dengang var det meget mere stille og roligt. Vi vidste godt, at Vollsmose ikke var det allerbedste sted i byen. Men der var slet ikke den ballade og de konfrontationer som i dag.