Voldtaget kondiløber vågnet efter 14 dage i koma

Den 38-årige kvinde, der for to uger siden blev brutalt overfaldet og voldtaget under en konditur i de tidlige morgentimer på Østerbro i København, er nu vågnet op.

Den 38-årige kvinde blev tirsdag 16. august 2016 overfaldet på Østerbro i København. Kvinden blev fundet ved Sporsløjfen, der ligger ved banelegemet ved Nordhavn og sportsklubben B93's udendørs træningsanlæg omkring kl. 15, tirsdag eftermiddag. Politifolk med hunde gennemsøgte efterfølgende området minutiøst i jagten på spor af gerningsmanden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

I mange døgn blev den overfaldne kondiløber holdt i såkaldt kunstig koma af lægerne på Rigshospitalet i København, der med bedøvende medicin ønskede at give hendes krop og psyke optimale forhold til at komme sig bedst muligt oven på den hårde medfart.

Nu er den 38-årige kvinde blevet bragt tilbage til bevidsthed, og efterforskerne fra Københavns Politi har af lægerne fået grønt lys til at foretage en nænsom afhøring af hende.

»Det har nu været muligt at afhøre den 38-årige kvinde, og den afhøring fandt sted sent mandag eftermiddag,« oplyser vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi til BT.

Allerede kort efter den brutale voldtægt - mens den 38-årige kvinde stadig lå i kunstig koma - udtrykte både politiet og en ekspert i krisepsykologi frygt for, at det bevidstløse voldtægtsoffer muligvis ikke ville kunne bidrage med afgørende nyt om det livsfarlige overfald, når eller hvis hun kunne afhøres.

Den frygt har tilsyneladende vist sig berettiget.

»Jeg kan ikke gå i detaljer med afhøringen, men kvinden har på nuværende tidspunkt ingen erindring om selve hændelsen,« tilføjer vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

Det er ikke unormalt, at voldtægtsofre kan mangle hukommelsen fra overgrebet, og politiet i København har tidligere erkendt, at det i et vist omfang kunne gå hen og blive et problem i en kommende retssag i sagen med kondiløberen, selv om en 29-årig mand allerede er blevet varetægtsfængslet - sigtet for drabsforsøg og voldtægt.

»Det kan i nogle tilfælde blive et problem. Politiet har bevisbyrden, og hvis der er huller i hukommelsen, så kommer en dom an på, om den tekniske efterforskning og beviserne er gode nok,« lød det få dage efter voldtægten fra politikommissær Hans Erik Raben i Københavns Politi.

»På den ene side, ville jeg ønske for kvinden selv, at hun ikke kan huske noget, så hun kan komme videre med sit liv, men på den anden side ønsker vi selvfølgelig, at hun kan huske det hele, så vi kan få dømt en gerningsmand. Det er en bekymring og en erfaring fra andre sager, at offeret får hukommelsessvigt,« tilføjede Hans Erik Raben.

Han pegede dog samtidig på, at det stadig vil være muligt at få en gerningsmand dømt, selv om kvinden ikke kan udpege ham.

»Hvis vidneforklaringer eller tekniske beviser er gode nok, så behøver vi ikke kvindens udpegelse af en gerningsmand for at få ham dømt,« understregede politikommissæren.

Også krisepsykolg Henrik Lyng fra Center for Beredskabspsykologi vurderede dengang over for BT, at kvindens hukommelse om overfaldet nemt kunne vise sig at være begrænset:

»Det er ikke usædvanligt, hvis hun ikke kan huske detaljerne, for det er almindeligt med delvist hukommelsestab efter sådan et overfald. Der kan være sorte huller i hukommelsen - og især, hvis hun har haft hjernerystelse,« forklarede krisepsykologen.

Den 38-årige kvinde blev tirsdag 16. august i år overfaldet på Østerbro i København. Kvinden blev fundet liggende ved Sporsløjfen, der ligger ved banelegemet ved Nordhavn og sportsklubben B93's udendørs træningsanlæg omkring kl. 15, efter at hun var blevet slået ned og udsat for fuldbyrdet voldtægt i de tidlige morgentimer.

Da kvinden blev fundet, var hun bevidstløs og med meget lav puls. Allerede den følgende nat blev en 29-årig mand af grønlandsk afstamning anholdt i sagen.

Han nægter sig skyldig, men en dommer i Københavns Byret vurderede, at politiets materiale mod ham var tilstrækkeligt belastende til, at han skulle varetægtsfænslet for i første omgang fire uger. Han var især belastet af billeder fra overvågningskameraer i området samt teleoplysninger fra kvindens mobiltelefon, som blev stjålet i forbindelse med overfaldet og siden fundet i en busk.

Københavns Politi ønsker ikke at give nærmere oplysninger om den 38-årige kvindes fysiske og psykiske tilstand i dag.