Voldsomme gaderøverier i Brønshøj bremset

Efter en heldig anholdelse midt i juni har politiet i Bellahøj opklaret en serie af grove gaderøverier. Teenagedrenge fra Tingbjerg står bag.

Politiet i på station Bellahøj har sat en stopper for en stime gaderøverier, som har hærget Brønshøj og Vanløse siden foråret.

Alene i juli var der 19 usædvanligt voldsomme gaderøverier. Til sammenligning var der tre gaderøverier i området i juli sidste år.

Røverierne er fortrinsvis foregået på stierne omkring stationen i Brønshøj mellem klokken 15 og 19 - nogle med kun 20 minutters mellemrum. Røverne har taget mobiltelefoner, dankort og kontanter og har kun overfaldet spinkle mænd på 17-18 år eller i 50'erne. Fremgangsmåden har været særdeles brutal.

- Mange af de forurettede er langtidssygemeldte og har fået svære skader ved overfaldet, siger politiassistent Anders Kofod fra stationen i Bellahøj.

Men nu har politiet fået hul på bylden. Lige nu er fire drenge fra Tingbjerg mellem 15 og 18 år sigtet i sagen.

/ritzau/