Voldsom nat i Malmø: »En brændende genstand blev smidt ind i bussen. Chaufføren forsøgte at slukke, men det lykkedes ikke, og bussen blev evakueret«

Brændende biler og flyvende kasteskyts, evakuerede buspassager og politibetjente, der måtte på skadestuen. I adskillige svenske byer har urostiftere begået hærværk og vold i, hvad der ligner en protest mod Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan. Han langer nu ud efter politiet og har søndag annonceret nye demonstrationer i Sverige.

Skånetrafikken har ikke meget med Rasmus Paludans parti, Stram Kurs, at gøre. Alligevel blev et af selskabets busser lørdag aften stukket i brand i forbindelse med urolighederne i Sverige. Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Palmesøndag 10. april lagde Rasmus Paludan, partilederen for det etnonationalistiske Stram Kurs, en video på sit partis Facebook-side.

»Blågårds Plads 3 års jubilæum« kaldte partiet videoen, og med »jubilæum« mentes årsdagen for de voldsomme uroligheder, der udspillede sig på og omkring den kendte Nørrebro-plads i påsken for tre år siden. Her mødte ballademagere dansk politi med fyrværkeri og kasteskyts oven på en demonstration, Rasmus Paludans parti stod bag.