Voldsom brand i bygning på Bornholm

Der udbrød mandag aften en voldsom brand i en ubeboet bygning på Sankt Mortens Gade i det centrale Rønne. Det oplyser Bornholms Politi.

»Branden var så voldsom, at nogle af de nærmeste beboere kortvarigt måtte evakueres,« siger vagtchef Peter Johansen.

Ingen personer kom til skade, men en række biler, der stod tæt på stedet er blevet dækket af sod, forklarer Peter Johansen.

Bygningen har tidligere huset et diskotek og klublejligheder, men har det seneste stykke tid stået tom. Der er dog set personer gå ind og ud af bygningen, oplyser Peter Johansen. Men politiet har ikke oplysninger om, at det er sket i løbet af mandagen, inden branden brød ud.

Politiet har indtil videre ikke nogen idé om, hvad der startede branden, men teknikere skal tirsdag morgen gennemgå stedet.

BNB