Voldsom brand i børnehave på Nørrebro: Luk døre og vinduer

Hønsegården Børnehave på Nørrebro er i brand, og bygningen står højst sandsynligt ikke til at redde.

Foto: Nikolai Linares. Politi.
Læs mere
Fold sammen

Søndag morgen er der udbrudt brand i børnehaven Hønsegården på Nørrebro.

Politiet opfordrer beboere i området til at lukke vinduer og blive indendøre, da branden udvikler kraftig røg.

Brandvæsenet har situationen under kontrol, men de er stadig i gang med at slukke branden, oplyser Københavns Politi til Berlingske.

»Vi har en brand i en fristående bygning i en baggård, som huser en børnehave. Flammerne er slukket nu, men de har skabt en del røg. Den er som udgangspunkt giftig, men der er ikke tale om kemisk røg som sådan. Hvis man bor i området og mærker røg i luften, opfordrer vi dog til, at man lukker vinduer og døre,« siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer til Berlingske.

Alarmcentralen blev kontaktet om branden kl. 06:30 i morges.

Da branden opstod søndag, var der hverken børn eller personale til stede i børnehaven, så der er ingen tilskadekomne. Bygningnen står dog højst sandsynligt ikke til at redde.

»Hvad angår børnehaven, brænder den formentlig ned til grunden eller bliver som minimum uanvendelig. Med hensyn til, hvad de her stakkels børn skal stille op i morgen, ved jeg det ikke på nuværende tidspunkt, men jeg ved, at børnehavelederen er blevet kontaktet og er på vej til stedet. Og så er det en kommunal opgave at få klaret resten,« siger Henrik Stormer.

Børne- og Ungdomsforvaltningen i København oplyser, at forældre med børn i daginstitutionen vil blive kontaktet  med besked om, hvor deres børn skal være.

Politiet kender endnu ikke årsagen til branden. Den får de først i morgen, når brandafdelingen har undersøgt stedet.

»Vi har ikke fået anmeldelser om, at der er blevet set nogen løbe fra stedet, så vi har ikke nogen formodning om, hvad det skyldes,« siger Henrik Stormer.

Politiet oplyser, at der er spærret af på Fælledvej mellem Nørrebrogade og Guldbergsgade.