Voldsom ballade i Aalborg

Autonome og en gruppe højreorienterede AaB-supportere tørnede lørdag nat sammen i Aalborg. To politimænd kvæstet og syv uromagere anholdt.

Ophidsede autonome gik lørdag nat til angreb med flasker og potteplanter mod politiet i Aalborg. To betjente blev kvæstet, da de fik knytnæveslag i ansigtet. Syv autonome er anholdt, sigtet for gadeuorden og vold mod politiet.

De omkring 150 uromagere havde forud for sammenstødet sparket og slået på biler, der kørte forbi Café Tusindfryd, der er tilholdssted for venstreorienterede.

En gruppe fra det højreorienterede AaB Ultras smed benzin på bålet, da de kom med tilråb til de autonome. Ifølge politiet udgjorde de dog ingen større fare, da en uropatrulje ankom til stedet klokken 01.10.

De autonome var derimod ikke til at tale til ro, oplyser den vagthavende hos Politiet i Aalborg. De kastede flasker, og politiet måtte trække i hjelme og hive stavene frem.

Enkelte ballademagere gik direkte til angreb på politiet, og en betjent brækkede næsen. Aalborg-politi måtte tilkalde assistance fra seks omkringliggende politikredse.

/ritzau/