Voldsofferet i Elling vil ikke tale med politiet

Den 35-årige mand, der blev gennemtæsket, stukket i maven og formentlig skulle brændes ihjel, hvis ikke et banalt færdselsuheld var kommet i vejen, er ikke særlig meddelsom overfor politiet. Det fortæller efterforskningslederen.

Politi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Den 35-årige mand, der natten til mandag blev gennembanket, knivstukket, påført tredobbelt kraniebrud og fik hældt benzin udover sig i Nordjylland, vil ikke snakke med politiet. Det fortæller efterforskningsleder fra Nordjyllands Politi, Henrik Staal, til Berlingske.

»Vi har været ude og snakke med ham, men han har ikke været ret meddelsom.«

»Vi står med en bestemt gruppe af mennesker, der ikke er særligt glade for at snakke med politiet. Personerne (den forurettede og de sigtede personer red.) er kendt fra det kriminelle miljø, og jeg tror også, at den forurettede og én eller flere af de sigtede kender hinanden fra det samme miljø,« fortæller efterforskningslederen.

Frank Olsen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, sagde ellers i onsdags, at han håbede på, at den 35-årige mand kunne kaste lys over motivet, når efterforskerne fik mulighed for at snakke med ham. Siden politiet fandt ham bagi en varevogn i et kryds i Elling lidt nord for Frederikshavn mandag, har han været i kunstigt koma på grund af sine kvæstelser, men heller ikke efter at være blevet vækket, har det 35-årige voldsoffer bidraget meget til efterforskningen.

I løbet af mandag og tirsdag anholdt politiet tre personer, der siden har været varetægtsfængslet og bl.a. sigtet for drabsforsøg. Deres forklaringer blev af vicepolitiinspektør Frank Olsen beskrevet som »vage«, og eftersom ofret heller ikke vil fortælle, hvad der ligger bag volden, kan politiet kun gisne om årsagen, siger Henrik Staal:

»Det er svært med motivet, når ingen har lyst til at fortælle os noget. Vi kan kun gætte, men det kan være alt fra gæld og narko til pludseligt opstået slagsmål,« fortæller efterforskningslederen. Han understreger dog, at det er politiets teori, at den 50-årige kvinde, der blev fundet død mandag aften på en mark i nærheden af varevognen, ikke har spillet en rolle.

Selvom hun er svigerinde til voldsofferet, er der intet der tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse. I stedet var det kulde, der endte med at tage livet af hende på en mørk mark i Elling.