Vold og hærværk på Københavns fineste caféer

En caféejer med røde tal og en cafébestyrer, som angiveligt har tilknytning til Loyal to Familia, er varetægtsfængslet for vold mod en tidligere medarbejder i sidste uge. Natten til søndag blev en anden af ejerens caféer udsat for et voldsomt hærværk. De to ting kan hænge sammen, mener politiet.

De steder, hvor glasset ikke er skiftet ud med spånplader, dækker gul tape de krakelerede ruder.

Cafébordene af jern, som hætteklædte gerningsmænd natten til lørdag kastede mod vinduespartiet, står igen pæne og klar til gæster på fortovet foran Sommersko.

Inde i caféen drikker nogle få gæster kaffe, herunder også en anerkendt forfatter fra det segment, der gennem årtier har gjort stedet til lidt af en kulturinstitution.

Personalet har fået besked på ikke at udtale sig om weekendens episode. »Ingen kommentar,« lyder det fra en tjener.

Et vidne beskriver det dog som ganske dramatisk, da syv-otte gerningsmænd klokken 23:55 lørdag aften smadrede de fleste af ruderne i glasfacaden.

Ifølge Ekstra Bladet frygtede flere gæster instinktivt, at de høje smæld var skud, og at der var tale om et terrorangreb. De søgte derfor tilflugt i caféens kælder, indtil hærværksmændene var stukket af.

Motivet bag hærværket er ukendt, men noget tyder på, at Café Sommersko ikke var tilfældigt udvalgt.

Ejeren af caféen sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for vold efter en episode, som udspillede sig i sidste uge på en anden af mandens restaurationer, Café Dan Turéll.

Her blev en tidligere ansat ifølge anklagemyndighedens sigtelse torsdag i sidste overfaldet af caféens ejer og Dan Turéll-bestyreren.

Ifølge Ritzau greb de to den tidligere medarbejder så hårdt om halsen, at det sortnede for hans øjne i fem sekunder.

Mandag oplyser Københavns Politi, at efterforskerne arbejder ud fra en teori om, at de to episoder kan hænge sammen, men politiet vil derudover ikke kommentere sagerne yderligere.

Dan Turéll-cafeen ligger i Store Regnegade i det indre København få hundrede meter fra Café Sommersko, som er en af byens ældste caféer.

Begge steder hører til i kategorien for pænere caféer, hvor tjenerne går med vest, og hvor prislejet ligger i den dyre ende.

På de store spejlvægge i Dan Turéll-cafeen hænger hyldestbilleder af den store danske digter, stedet deler navn med. Her har personalet fået samme besked som på Sommersko om ikke at udtale sig, og den fungerende manager, som dukker op hen ad formiddagen, gentager undvigende: »Vi har desværre ingen kommentarer«.

Forbindelse til Loyal to Familia

Kontrasten er stor fra de pæne manerer og de to caféers image til historierne om de folk, som ejer og driver dem.

Bestyreren, der ligesom ejeren er varetægtsfængslet, har ifølge Ritzau tidligere været indblandet i sager om grov vold og våbenbesiddelse, hvor det angiveligt også er kommet frem, at Dan Turéll-bestyreren er medlem af banden Loyal to Familia.

Ejeren af caféen står bag en lang række beværtninger i København og er et kendt og kontroversielt ansigt i byens restaurationsmiljø. Han er flere gange blevet dømt for vold senest i September 2013, hvor han blev idømt 60 dages ubetinget fængsel for voldsepisoder mod to forskellige kvinder.

Den ene episode fandt sted på natklubben Zen, hvor manden blev dømt for at have slået en kvinde to gange. Den anden episode udspillede sig i ejerens eget hjem. Ifølge Ekstra Bladet viste private overvågningsbånd i retten, at han to gange slog sin forlovedes søster. Manden, der er tidligere fem-dobbelt danmarksmester i karate, brækkede kvindens kæbe.

I oktober 2013 blev caféejeren ifølge Ekstra Bladet dømt for grov skattesvig efter at have benyttet sort arbejde på sine caféer. I retten kom det frem, at han havde beskæftiget otte udlændinge, der hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse for 50 kroner i timen sort. Medarbejderne arbejdede blandt andet på Café Stella og Café Sommersko.

Caféejeren blev idømt tre måneders ubetinget fængsel og fem måneders betinget. Politiet beslaglagde i den forbindelse godt tre mio. kroner, som skulle dække en tillægsbøde på 1.750.000 kr., erstatning til skat på 1.190.000 kr. plus sagsomkostninger.

Da politiet ransagede ejerens villa i stødte de desuden på tre stjålne designermøbler til en værdi af 139.000 kr. I byretten erkendte caféejeren hæleri af de stjålne møbler.

Berlingske Business har set nærmere på de selskaber, som den kontroversielle caféejer står som ejer og stifter af. Ifølge CVR-registeret ejer han i øjeblikket fire caféer og restauranter i Københavns samt et investeringsselskab.

Han har derudover ejet og været involveret i en lang række andre spisesteder i København, men ifølge CVR er selskaberne enten gået konkurs, eller han har trukket sig fra selskaberne.

Samlet for mandens fem selskaber er der tale om en negativ egenkapital på over 16 mio. kr.