VK vil have skjulte ventetider frem i lyset

Kræftpatienter og andre syge danskere står i alenlange køer på sygehusenes interne ventelister, der ikke fremgår af de officielle opgørelser. Regeringen foreslår et indgreb.

Syge danskere kan nu langt om længe se frem til at få den fulde sandhed om, hvor længe de risikerer at vente på sygehusene, inden lægerne går i gang med den ofte livsvigtige behandling. I dag venter utallige patienter i både uger, måneder og halve år fra det øjeblik de træder ind på hospitalet første gang til lægerne får stillet den rigtige diagnose. Ventetiden kaldes »intern ventetid«, og den har patienterne ikke en jordisk chance for at gennemskue på forhånd.

Men af et notat fra Sundhedsministeriet, der ventes offentliggjort i dag i forbindelse med regeringens plan for bedre kvalitet i den offentlige sektor, fremgår det, at sygehusene nu skal tvinges til at fortælle patienterne om de interne ventetider. »For mange patienter oplever unødig spildtid, når de er blevet henvist fra den praktiserende læge til den endelige behandling iværksættes på sygehuset. Det skyldes bl.a. for dårlig planlægning og for dårlig udnyttelse af apparatur,« hedder det bl.a. i notatet.

Derfor vil sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu indføre to slags ventetider i sundhedsvæsnet. Én ventetid der fortæller, hvor lang tid der går, inden patienten har fået stillet sin diagnose. Og én ventetid der fortæller, hvor lang tid der går, fra diagnosen er stillet, til behandlingen går i gang.

Dermed vil patienterne få mulighed for at vælge det sygehus, der hurtigst er i stand til at stille den rigtige diagnose - og efterfølgende vælge det sygehus, der er hurtigst til at udføre behandlingen, eksempelvis en kræftoperation.

Forslaget modtages med begejstring af Arne Rolighed, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

»Det er virkelig godt. I dag kan sygehusene sætte ventetiden i stå, mens patienterne undersøges med henblik på at få stillet diagnosen. Og for nogle lungekræftpatienter har der været eksempler på, at det har taget op til et år, hvilket flere læger har påpeget kan koste patienterne livet,« siger Arne Rolighed.

Også Socialdemokraterne er klar til at støtte forslaget.

»Det lyder umiddelbart meget fornuftigt at dele ventetiderne op i to dele. Dels vil patienterne få bedre information, og dels vil en offentliggørelse kunne animere de langsomme sygehuse til at sætte tempoet op,« siger Lene Hansen, fungerende S-sundhedsordfører.

Ændringen af ventetids-opgørelserne skal gælde alle former for behandlinger på sygehusene.