Afrah Al-Jabouri tæller inde i hovedet.
»Jeg tror, jeg søgte mindst 30 praktikpladser, eller nej, vent, det har nok nærmere været 40. Der gik i hvert fald næsten seks måneder, før jeg fik én,« siger hun så.
Den 25-årige kvinde er i skoleforløb på Niels Brocks erhvervsuddannelser i København i denne måned. Bagefter skal hun tilbage til kontoret i Køge Kommune, hvor det efter lang tids søgen og besvær altså lykkedes hende at finde en lærlingeplads.
»Jeg var den eneste med tørklæde i klassen. Og en af de sidste, der fandt en praktikplads. Selv en af de gravide piger fik tilbudt to steder, før jeg fik én,« sukker hun.
Afrah Al-Jabouri er født og opvokset i Danmark og startede på handelsskolen med en studentereksamen i bagagen. Det er altså ikke de faglige kvalifikationer, der har haltet. Alligevel har jagten på en praktikplads været langt mere langsommelig og smertefuld end for mange af hendes etnisk danske klassekammerater.
En oplevelse hun deler med mange andre unge, der som hende har et eksotisk navn eller forældre, som kommer fra et andet land, viser en interviewundersøgelse blandt praktikkonsulenter på landets erhvervsskoler, som Institut for Menneskerettigheder har foretaget.
Tre ud af ti praktikkonsulenter oplever ifølge undersøgelsen nemlig, at virksomheder lægger vægt på eller ligefrem stiller krav til elevens etniske baggrund. Otte ud af ti oplever, at virksomheder lægger vægt på sprogkundskaber, mens fem ud af ti oplever, at virksomhederne har ønsker om et specifikt køn.
»Hvis eleverne ikke er dygtige nok til dansk, skal de selvfølgelig gøres dygtigere. Men man skal passe på, at kravet om danske sprogkundskaber ikke bliver en undskyldning for at fravælge nogen fra en bestemt gruppe på forhånd. Når vi i forvejen ved, at etniske minoriteter har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, er det særlig problematisk, hvis egnede unge end ikke får mulighed for at møde arbejdsgiverne,« siger Line Vikkelsø Slot, der er specialkonsulent på Institut for Menneskerettigheder og forfatter bag undersøgelsen.
Bryde den onde cirkel
Direktør for Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov er overrasket over, at vejlederne stadig møder så mange virksomheder, der fravælger elever på baggrund af etnicitet. Udover at det er ulovligt, er det også dumt, for på den måde går de glip af mange dygtige elever.
»Vi kan jo ikke forhindre virksomhederne i at sortere,« siger han.
»Men vi skal være endnu bedre til at sige fra og spørge ind til, hvad det nøjagtig er, virksomhederne mener, problemet er, og så prøve om man alligevel ikke kan lave et match.«
I Dansk Erhverv kan man slet ikke genkende billedet af, at virksomhederne skulle interessere sig for etnicitet, siger Claus Rosenkrands Olsen, der er uddannelsespolitisk chef. De virksomheder, han er i kontakt med, er alene fokuseret på elevernes faglighed og motivation. Samme budskab lyder fra Dansk Industri.
Men ifølge vejlederne er det altså en udbredt problemstilling.
Da Afrah Al-Jabouri kom til jobsamtaler, blev hun ofte spurgt, om hun var gift eller boede hjemme, og hvad hendes far sagde til, at hun arbejdede.
»Der var altid en masse fordomsfulde spørgsmål, jeg ikke tror, danskere får. Og da jeg søgte praktik fik jeg hele tiden at vide, at mit cv var helt vildt flot, men at jeg nok var nødt til at søge bredt, fordi det ville være svært for en som mig at finde en plads,« siger hun.
En af undersøgelsens delresultater viser, at flere konsulenter er tilbøjelige til at være imødekommende over for virksomhedernes usaglige krav om køn, alder eller etnicitet. Og netop det illustrerer praktikvejledernes klemme.
Ifølge Karin Parbst, der er praktikcenterchef i EUC Sjælland og forfatter til bogen »Perler i Byggebranchen«, er mange virksomheder nemlig stadig yderst stereotype, når de søger efter nye lærlinge.
»Jeg vil ikke kalde det racisme, snarere konservatisme, for det handler ikke kun om etnicitet, men i mindst lige så høj grad om køn, og ofte er det, fordi de ikke har prøvet andet. Men desværre er det stadig sådan flere steder i bl.a. byggebranchen, at man foretrækker en ung, hvid mand,« siger hun.
Til gengæld kommer »konservatismen« ofte ganske ufiltreret til udtryk. Hvis en praktikkonsulent foreslår en dygtig kvindelig murer, kan en mester f.eks. finde på at svare »vi vil ikke have kvinder«. Eller hvis hun foreslår »Ahmed«, der har alle de rette kvalifikationer, kan svaret lyde »Ellers tak, sådan nogle vil vi ikke have.«
»Det er jo diskrimination. Men vi kører altså ikke en sag, hver gang en virksomhed siger noget sexistisk eller racistisk, for hvis man vil bryde den negative cirkel, må man også gå ind i dialogen med virksomhederne,« siger hun.
Derfor er der næppe nogen anden løsning på udfordringen end at blive ved med at udfordre virksomhederne og så erkende, at nogle elever har brug for en større hjælpende hånd til at finde en praktikplads.
»Man har i mange år troet på det liberalistiske praktikmarked – at hvis bare en elev var ihærdig nok, skulle det nok lykkes. Det, må vi bare sige, er en myte. Man er nødt til at være åben om, at der finder diskrimination sted og blive ved med at udfordre den, for det er de gode oplevelser, som skal bryde cirklen.«