Virksomhed skræddersyer din ansøgning: »Kvote 2-systemet har spillet fallit«

En dansk iværksættervirksomhed skræddersyer kvote 2-ansøgninger for kommende studerende. Forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd og Jacob Mark (SF) mener, det skævvrider uddannelsessystemet. Mette Reissmann (S) er uenig, men stiller spørgsmål ved, hvorvidt man hører til på en videregående uddannelse, hvis det kniber med ansøgningen.

Her ses Nikolaj Bødker Wilckens, Magnus Christian Reckert og Mads Koch Petersen tre af fire stiftere bag virksomheden Go' Kvote 2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Virksomheden »Go’ Kvote 2« tilbyder skræddersyede kvote 2-ansøgninger til en stykpris på 1.200 kroner.

Det hævder selv at kunne øge unges chance for optagelse markant. På deres hjemmeside fremgår det, at de har en succesrate på hele 88 procent.

Blandt hele feltet af ansøgere på kvote 2 er det kun 30 procent, der bliver optaget.

Uddannelsesordfører i SF, Jacob Mark, mener det skævvrider optagelsessystemet.

»Det er helt skævt, hvis det kun er de unge, der har råd til det, som kan få hjælp til at opfylde deres uddannelsesdrømme,« siger Jacob Mark.

Forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost, er enig. Hun mener, det vidner om, at optagelsessystemet i opløsning.

Mads Koch Petersen

»Hvis du har en akademiker i din familie, vil du jo oftest ikke have behov for vores hjælp, men hvis du ikke har, mener vi at vi udligner den forskel«


»Kvote 2 har spillet fallit. Hvis nogen kan garantere, at 88 procent bliver optaget, vidner det om, at kvote 2 i højere grad handler om at knække koden for, hvordan man skriver en god ansøgning, end om at være bedst egnet,« siger hun.

Ikke ulovligt

Mads Koch Petersen, der er medstifter af »Go' Kvote 2«, mener på ingen måde, at de skævvrider optagelsessystemet. Ifølge ham udligner de i højere grad kvote 2-systemet.

»Det er ganske almindeligt, at folk får hjælp til at skrive ansøgninger. En virksomhed som vores giver bare mulighed for hjælp til dem, der ikke nødvendigvis har en journalist eller akademiker i deres nærmeste familie,« siger han.

Han understreger, at det, virksomheden foretager sig, hverken er ulovligt eller kan betegnes som decideret snyd.

»Vi opfinder ikke en ny person, når vi skriver ansøgninger, vi beskriver bare vores kunder efter bedste evne, så vi kan for at forøge deres chancer for at komme ind på drømmestudiet,« forklarer Mads Koch Petersen.

Han forklarer, at modsat hvad mange muligvis tror, er det ikke »rige drenge fra Gentofte«, de skriver ansøgninger til. Snarere »den anden ende af spektret«.

»Hvis du har en akademiker i din familie, vil du jo oftest ikke have behov for vores hjælp, men hvis du ikke har, mener vi, at vi udligner den forskel,« siger han.

Relevans af sproglige evner

Uddannelsesordfører i Socialdemokratiet, Mette Reissmann, mener ikke, at firmaet gør noget fordækt. Men hun er bekymret for, om de rette mennesker bliver optaget.

»Det vækker bekymring hos mig, hvis vi får folk ind, som slet ikke er i stand til at studere. Det minder mig meget om gymnasieelever, der får andre til at sidde og skrive deres opgaver,« siger Mette Reissmann (S).

Hun stiller spørgsmålet, om man overhovedet skal kunne formulere sig skriftligt på en videregående uddannelse efterhånden?

»Det synes jeg faktisk, man bør kunne, uanset hvilken uddannelse der er tale om,« svarer hun på sit eget retoriske spørgsmål.

Mette Reissmann (S) mener, at unge, der har problemer med at »knække koden« til en god motiveret ansøgning, bør opsøge en studievejleder og »beholde pengene i lommen«.

Det er Mads Koch Petersen lodret uenig i. Han mener ligesom Jacob Mark og Sana Mahin Doost, at en del af virksomhedens efterspørgsel skyldes, at en revidering af ansøgningssystemet er tiltrængt – i hvert fald inden for visse uddannelser.

»Vi mener selv, at det er forkert, hvis en motiveret ansøgning skal afgøre, om man for eksempel kan læse til sygeplejerske eller andre uddannelser, hvor sproglig formidling ikke er en del af arbejdet,« siger han.

Desuden vil han meget nødig associeres med »Fix Min Opgave« eller andre firmaer, der skriver eksamensopgaver for folk.

»Den slags er snyd og decideret ulovligt. I vores virksomhed gør vi intet, som ikke allerede i år mange år har fundet sted i folks private omgangskreds,« siger Mads Koch Petersen.