Vinterdæk ender i alvorlige trafikulykker

Sænk farten og brug de rigtige dæk, lyder anbefalingerne i en ny rapport om trafikulykker på landevejene.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vinterdæk betyder ikke, at du kan køre hurtigere.

Sådan siger Sven Krarup Nielsen, der er formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU).

HVU har netop offentliggjort en rapport om 30 alvorlige ulykker på landeveje, hvor især hastighed spiller en rolle.

- Viden om, hvordan dæk fungerer, vil være rigtig godt. Her er der brug for, at vi hjælper trafikanterne, siger Sven Krarup Nielsen.

Ifølge HVU's rapport har kørsel med forkerte dæk betydning for hver tiende alvorlige landevejsulykke. Alle med for høj fart.

Du kan nemlig ikke køre hurtigere med vinterdæk end med sommerdæk. Og du kan heller ikke bremse blødere op.

- I en af de ulykker, vi har undersøgt, bremser vedkommende dårligere, fordi han har vinterdæk på, end hvis han havde sommerdæk på, fortæller Sven Krarup Nielsen.

Derfor ønsker HVU, at trafikanter får større forståelse for at have de rigtige dæk på bilen. Med indgangen til april måned er det tid til sommerdæk.

Men dækkene er ikke det eneste ved din bil, der kan resultere i alvorlige personskader.

Blandt andet bilens vægt har stor betydning ved en kollision, og især ældre biler vejer typisk mindre, og har samtidig det laveste sikkerhedsniveau, for eksempel når det angår airbags.

Undersøgelsen viser derudover, at skaderne i 4 ulykker kunne have været væsentligt mindre, hvis selerne i bilen var anvendt, fortæller Sven Krarup Nielsen:

- Når man læser om trafikulykker, står der sjældent, at den tilskadekomne trafikant kørte for hurtigt eller uden sele. Det ville være rigtig rart rent forebyggelsesmæssigt.

I rapporten anbefaler HVU en række udstyr til bilen, der vil mindske antallet af alvorlige ulykker.

Afstandsassistenter, søvndetektorer, linjevogtere, alkolåse, selealarmer og -låse og elektronisk hastighedsbegrænsning er en del af anbefalingerne.

Samtidig anbefaler HVU det allerede udbredte ESC, der hjælper med at rette bilen op ved udskridning.

/ritzau/