Vildt fund i skuffe: Kendt dansk smykke er dukket op

Lizette Vind Ebbesen, direktør for Skagen Museum, viser her en broche formet som et anker. Brochen var Anna Anchers bryllupsgave fra Michael Ancher, og hun bar den på flere af Anchers malerier. Det lille anker blev fundet i en lille pose i et gammelt arkivskab i denne uge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Broen

En broche, som Anna Ancher bærer på flere af de berømte Skagensbilleder, er dukket op

De jubler på Skagens Kunstmuseer i disse dage: Et meget kendt sølvsmykke, som skagensmaleren Anna Ancher bar på flere af de billeder, hendes mand Michael Ancher har malet af hende, er dukket op af gemmerne i Anchers Hus, der jo er en del af Skagens Kunstmuseer. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

»Smykket, der er en sølvbroche, blev fundet i en pose bag nogle papirer i nederste skuffe af en arkivreol i Anchers Hus. Her er vi i gang med at registrere alle de genstande, som huset rummer,« forklarer museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen, Skagens Kunstmuseer.

Hun regner ifølge NORDJYSKE med, at der i forbindelse med denne registrering godt kan dukke yderligere spændende ting op fra Ancher-familiens liv i Skagen, da museet indtil videre kun er nået omtrent en tredjedel gennem registreringen af genstandene i huset.

Anna Ancher bærer på malerier ofte sølvbrochen, der symbolsk nok er et anker, som hun fik af sin mand, Michael Ancher, i bryllupsgave. Smykket kan blandt andet ses på maleriet ”Juledag 1900” af Michael Ancher - et maleri, der til daglig befinder sig på Skagens Museum, men som lige nu er udlånt til Fuglsang Kunstmuseum.

På billedet optræder Anna Ancher helt til højre, mens de øvrige på billedet fra venstre er søstrene Marie og Hulda, moderen Ane Brøndum samt datteren Helga Ancher i gul kjole.

»Det er et lille smykke med en stor betydning. For det første har det haft en stor værdi for Anna Ancher, da det var en bryllupsgave fra hendes mand. For det andet figurerer det på mange af malerierne af Anna, og vi har derfor altid kendt til det karakteristiske smykke, men altid troet, at det var gået tabt. At det pludselig dukker op, er derfor en stor og vigtig gave for os,« siger museumsdirektøren til NORDJYSKE Stiftstidende.

Skagen Museum viser netop nu på sidste vers udstillingen ”Arven fra Anchers”, som præsenterer cirka 250 af de værker, der allerede er registreret og fundet frem fra familiens private samling i hjemmet.

Udstillingen slutter efter påske, og derfor bliver brochen endnu ikke offentligt tilgængelig.

»Vi kan simpelthen ikke nå at gøre brochen klar til udstilling. Den er i øjeblikket hos vores konservator til konservering, men vi vil naturligvis udstille den på et senere tidspunkt. Vi har hen over de seneste to år fået registreret cirka en tredjedel af familiens store samling, og så snart vi er i mål med registreringen, er der potentiale for mange nye og spændende forsknings- og udstillingsprojekter,« lyder det fra Lisette Vind Ebbesen.

Hun glæder sig til at kigge videre i gemmerne i Ancherfamiliens hus og forhåbentlig finde flere kunst- og kulturhistoriske perler som sølvbrochen.

»Der sker meget for os i år. Der er 50 års jubilæum for Anchers Hus som et offentligt tilgængeligt museum, og Inge Mejer Antonsen, som var med til at åbne museet for 50 år siden, er forfatter til en stor bog om Anchers Hus, som Skagens Kunstmuseer udgiver i den anledning. Desuden kommer der et seksbinds værk fra Det Kongelige Bibliotek, hvor kunsthistoriker Elisabeth Fabritius er dykket ned i alle de tilgængelige breve som er skrevet til eller fra ægteparret Anna og Michael Ancher, så fundet af brochen er yderligere en vigtig begivenhed for museet,« forklarer Lisette Vind Ebbesen til avisen.

Museumsdirektøren lover, at smykket - og flere af fundene fra Anchers Hus - på et senere tidspunkt bliver udstillet på Skagens Museum.