Vilde planer: Kæmpe skyskraber til København

Foto: Københavns Kommunes sagsfremstilling.
Læs mere
Fold sammen

Hvis du er en af dem, som ikke bryder dig om tårnhøje skyskrabere i hovedstadsområdet, er der dårligt nyt.

Der er nemlig planer om at opføre en ikke mindre end 330 meter høj skyskraber i København. Lige ved siden af skal stå en lignende bygning, som dog 'kun' er 190 meter høj. Det skriver Magasinet KBH.

Projektet hedder Great Northern, og skyskraberne skal ligne to vældige sejl, hvilket skal føre tankerne hen på et stort tomastet sejlskib.

Der skal integreres en metrostation i bunden på den fem etager høje base. Projektet skal rumme boliger, kontorer og hotel. I alt vil der være 283.000 etagemeter, skriver Magasinet KBH.

De høje bygninger skal - hvis det hele altså bliver til noget - opføres på det yderste Nordhavn, hvor krydstogtsskibene ofte lægger til.

Projektet, som angiveligt er dukket op i en række kommunale akter, som Magasinet KBH har gravet frem, følger i hælene på et andet projekt, som også handler om at bygge højhuse.

Det forslag hedder  H. C. Andersen Adventure Tower & Park. Det er noget mindre, men skal rumme en forlystelsespark med et tema, der bygger på eventyrdigterens historier.

Selvom der allerede er planer for højhusene, så er det ikke sikkert, at de bliver ført ud i livet. Planerne for det øde område, der ligger ved Nordhavn, ligger nemlig ikke fast. Det er ikke givet at Københavns Kommune synes, der skal bygges skyskrabere i Nordhavn.

Projekterne harmonerer også dårligt med andre projekter i området. Ydre Nordhavn er et såkaldt perspektivområde og under alle omstændigheder, så kan der først bygges der i 2027.