Vil straffe dopingbagmænd hårdere

Kulturministeren overvejer at straffe dopingbagmænd ligesom narkosælgere for at stoppe doping.

Bagmænd, som sælger doping til sportsfolk, risikerer straf efter reglerne for narkotika. Samfundet har ansvar for at sikre, at elitesportsfolk er rollemodeller for børn og unge, som dyrker sport.

Det siger kulturminister Brian Mikkelsen (K) til Ritzau efter de seneste skandaler i Tour de France.

Regeringen undersøger, om dopingbagmænd skal straffes hårdere, mens dopede sportsfolk stadig skal dømmes efter idrættens regler, med mindre de fungerer som bagmænd og sælger forbudte stoffer til andre sportsfolk, siger Brian Mikkelsen.

- Man skal ikke tro, at det er den bedste læge eller det bedste medicinskab, der gør, at man er den bedste idrætsudøver. Det skal være træning. Man invaliderer sig ved at bruge doping, som f.eks. er hjerte- eller nyremedicin. Man kan dø af det, siger Brian Mikkelsen

/ritzau/