Vil du være far til mit barn?

I 1997 besluttede Folketinget, at fertilitetslæger ikke måtte afhjælpe enlige og lesbiske kvinders barnløshed. De fejlede jo ikke noget. I trods åbnede jordemoder Nina Stork sin egen fertilitetsklinik.

Nina Stork åbnede sin fertilitetsklinik i 1999, efter at hun og hustruen, Inger, havde måttet undersøge mange forskellige muligheder for at blive insemineret. Siden har StorkKlinik hjulpet flere end 3.300 børn til verden for lesbiske og enlige, men i stigende grad også heteroseksuelle par. Foto: Poul Erik Rath-Holm Fold sammen
Læs mere

Nina Stork har forløst børn i Grønland, arbejdet på store offentlige fødeafdelinger og hjulpet gravide kvinder til fødsel i deres eget hjem. Men i slutningen af 1990erne gav det ellers så meningsfyldte job som jordemoder ikke rigtig mening længere. For drømmen om familie kunne ikke blive en realitet for Nina Stork selv. I hvert fald ikke hvis hun skulle følge lovens bogstav.

»Jeg var vred, bitter og rasende. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg som jordemoder og min kæreste som børnefysioterapeut ikke skulle have lov til at være forældre. Jeg stoppede som jordemoder. Jeg måtte have en tænkepause og prøvede endda at uddanne mig som pottemager.«

I 1997 blev Inger og Nina Stork som mange andre danske kvinder ramt af den nye »Lov om Kunstig Befrugtning«, der forbød læger at afhjælpe barnløshed hos enlige og lesbiske kvinder. Før den tid havde ingen lov begrænset læger i, hvem de kunne, ville eller måtte hjælpe. Og selv om Inger og Nina var blandt de kvinder, der havde stormløbet de danske fertilitetsklinikker inden deadline, var alle befrugtningsforsøg mislykkedes.

Vil du være vores donor?

Derfor forsøgte Nina og Inger alternative muligheder. De opsøgte bøssevenner for at spørge, om de ville være far til kvindernes barn. En proces, som Nina Stork kalder »ydmygende«. For hvem er egentlig »god nok« til at blive far til ens barn, hvordan sporer man samtalen ind på det ømtålelige emne, og hvordan ryster man skuffelsen af sig, hvis bøsserne takker nej? I det forløb fandt Nina og Inger Stork ud af, at mange af bøsserne ikke bare forestillede sig en passiv donorrolle.

»Man skal huske på, at mange bøsser også har en drøm om et barn. Og hvis de siger ja, vil de ofte ikke blot være donor, de siger ja, fordi de naturligt nok også selv ønsker sig et barn. Fire forældre om et barn. Det er nødvendigvis ikke det, som parrene hver især ønsker sig,« fortæller Nina Stork om de praktiske aftaler, der skulle på plads.

Samtidig var donationerne i høj grad også en tillidssag, fortsætter Nina Stork. For selv om bøssevennerne tog en HIV-test inden donationen, kunne testen ikke spore, om den private sæddonor havde fået HIV det seneste halve år.

En aften i 1998 fik Nina og Inger Stork besøg af et lesbisk par, de kendte perifert, og som havde importeret donorsæd fra Californien. Den frosne amerikanske sæd skulle bruges til flere inseminationsforsøg, og parret havde opsøgt sædbanken Cryos for at spørge, om sædbanken ville gemme og nedfryse den overskydende californiske sæd til brug ved en senere lejlighed.

Ideen til StorkKlinik opstår

I forhandlingerne med Cryos havde direktør Ole Schou undrende spurgt, hvorfor en lesbiske sundhedsperson, som ikke var læge, ikke bare åbnede sin egen fertilitetsklinik. Så behøvede lesbiske og enlige ikke foretage krumspring for at komme udenom lovgivningen, lød rationalet. Da Nina Stork fik gengivet samtalen, vidste hun, hvad hun skulle gøre.

Hun tog derfor kontakt til Cryos, skrev til Sundhedsstyrelsen og til sundhedsministeren for at fremlægge sin idé. Kort efter var hun i gang.

»Det var vigtigt, at tingene blev gjort efter bogen. Jeg vidste godt, at det var lovligt, men at mit forehavende var imod lovens hensigt. Da jeg havde fået svar, fandt jeg nogle bittesmå lokaler på Islands Brygge og investerede de 50.000 kroner, som Inger og jeg skulle have brugt på udbetalingen til et hus,« siger Nina Stork. Hun fortæller, at hun egentlig forventede, at man ville ændre loven, så hendes klinik måtte lukke igen, men klinikken var også et politisk statement. Den skulle sætte en diskussion i gang om, hvorfor enlige og lesbiske kvinder dengang ikke var egnede som mødre.

Forsøgt lukket ned

Inger Stork var endelig blevet gravid med sæd fra en heteroseksuel mand, som havde sin egen familie, og som tilbød at komme det lesbiske par til undsætning i protest over den daværende lov.

Sønnen Oscar blev født, få måneder inden klinikken åbnede 1. oktober 1999, og den lille familie blev nærmest blæst omkuld af en mediestorm og det politiske pres, der ramte Nina Stork. Det harmonerede skidt med en nybagt familie, og derfor blev det aftalen på hjemmefronten, at hvis Nina Stork ikke kunne få klinikken til at løbe rundt inden jul, skulle hun lukke den. Men allerede 2. oktober havde Nina Stork 20 aftaler i klinikkens kalender. I 2000 og 2002 blev der fremsat forslag af Kristendemokraterne om at forbyde jordemoderdrevede fertilitetsklinikker. I 2000 blev StorkKlinik reddet af en teknisk fejl i afstemningsfasen, i 2002 havde det homoseksuelle miljø og Nina Stork gjort så stort et lobbyarbejde, at de politiske tvivlere var vendt.

I dag har StorkKlinik hjulpet flere end 3.300 børn til verden. Det er stadig en atypisk fertilitetsklinik, der nu også appellerer til heteroseksuelle par, selv om de kun udgør 15 procent af kundegrundlaget. Hvert år inviterer Nina Stork og hendes klinik familier og børn til »Storketræf«, og StorkKlinik er stadig en anderledes fertilitetsklinik, hvor man også forsøger at danne netværk for de par og enlige, der ønsker det.