»Er der nogen, der vil synge for. Jens-Ole, kunne du?«

Spørgsmålet er knap afsluttet, før Jens-Ole Blak med høj, klar og sikker røst fører an i »Dagen i dag er din, min ven«, et fast indslag ved samtlige arrangementer i Alzheimerforeningens lokalafdeling i Vestsjælland for demente og deres pårørende.

Det er tydeligt, at den tidligere rektor på musikkonservatoriet i Aalborg er på hjemmebane.

Hér kan han genkalde sig glæder og erfaringer fra et langt liv i musikkens verden, og hér kan han i trygge, velkendte rammer udfolde den lune humor, som stadig ligger og bobler lige under overfladen trods den demenssygdom, han blev ramt af for nogle år siden.

Som f.eks. da foreningens ildsjæl, Anna Grete Refsgaard Jørgensen, engang følte, at hun måtte undskylde for, at hun sang falsk.

»Nej, Anna Grete, du synger ikke falsk. Du bruger bare flere toner end vi andre,« lød det fra Jens-Ole.

Aktiviteterne i Alzheimerforeningen er blevet et fast omdrejningspunkt i tilværelsen for Jens-Ole og hans kone, Lene Blak, efter demensdiagnosen blev stillet tilbage i 2011.

Mindst én gang om måneden er de af sted. Denne gang er det til den årligt tilbagevendende tur i hestevogn rundt i de bløde bakker i Bromme Plantage og omkring Bromme Lillesø på Midtsjælland.

Turen, der følges af hygge og mad fra grillen i det nedlagte gartneri i Døjringe, foregår i høj sol og med en klar, blå himmel på en sensommeragtig dag i slutningen af september.

Ca. 30 deltagere er mødt op, primært demente med deres ægtefæller, men også hjælpere og frivillige, som er fortsat med at komme i foreningen, også efter at deres demente hustru eller mand er døde.

»Det betyder utroligt meget både for Jens-Ole og mig, at vi kan komme hér. Alle – demente og pårørende – er jo i samme båd. Det gør, at man kan slappe af. Simpelthen,« siger Lene Blak.

I foreningen taler man således om »tilladeligheden«. Alle ved, der kan ske uventede ting, men det gør ikke noget. For sådan er det bare. Ingen løfter derfor et undrende øjenbryn, hvis en af deltagerne pludselig drager af sted ud i skoven. Snarere er der bare flere til at holde øje, så ingen bliver væk for alvor, hvilket er enhver demenspårørendes store skræk.

Flere kan også nikke genkendende til beretningen – også den mere forunderlige del af den – da Jens-Ole og Lene fortæller om den ugelange tur, han for nylig og på egen hånd var på til Brandbjerg Højskole, hvor Alzheimerforeningen hvert år holder »aktiv højskole« for demente uden deres pårørende.

Det havde været en fin tur med yoga, mindfulness, dans, musik og god mad. Samværet med de andre styrkede desuden den positive indfaldsvinkel, som Jens-Ole har formået at anlægge til sin sygdom: »Jeg fik set, at der er nogle, som er mere syge end mig, og at jeg faktisk er i stand til at klare og gøre ganske mange ting.«

Og i tilgift til de gode erfaringer viste det sig også, da han kom hjem til Sorø og åbnede kufferten, at den også rummede en jakke, en trøje og en smartphone, som han aldrig har ejet, men som han i pakkeøjeblikket åbenbart havde troet, var hans. Han plejer ellers at komme hjem uden flere af de ting, sko etc., han selv har haft med i oppakningen, når han tidligere er taget af sted på højskoleophold.

»Men nu var der omsider gevinst,« gnækker Jens-Ole, da Lene genfortæller historien.

Tingene er nu returneret til de rette ejermænd, mens Jens-Ole og Lene stadig går og venter på, at nogle af hans mistede ejendele dukker op igen.

Stort frivilligt engagement

Til højskoleopholdene har foreningen modtaget støtte fra satspuljemidlerne og Trygfonden. Men ellers er aktiviteterne for de demente i langt de fleste tilfælde arrangeret og drevet af frivillige.

I foreningen i Vestsjælland er det Anna Grete Refsgaard Jørgensen og formand Aase Stær, der trækker et kæmpe læs både med de månedlige arrangementer og med det årlige træf på Musholm Centret ved Korsør for medlemmerne. Pia og Torben Hansen, der ejer gartneriet i Døjringe, leverer kvit og frit såvel heste som den hestevogn, Pia selv styrer, ligesom parret stiller en opvarmet udestue til rådighed, da aftenkulden begynder at trænge sig på.

Og Lene Blak har selv været med til at presse på for at få oprettet et korps af frivillige »følgesvende«, som kan tage med demente og deres pårørende og være en støtte til f.eks. koncerter, biografture eller andre arrangementer uden for foreningens regi.

På den måde foregår en ganske væsentlig del af den hjælp, der ydes til demensramte familier, via frivillige organisationer. Faktisk er det sådan, at nogle kommuner ligefrem henviser nydiagnosticerede og deres pårørende til at kontakte folkene i lokalafdelingen for at få hjælp og inspiration til at indrette sig på tilværelsen med demens.

»Man finder ud af, at man ikke er alene. Det er vigtigt at være sammen med ligesindede, specielt i pårørendegrupperne. Man ser, at andre har det på samme måde som én selv og kæmper med de samme problemer og udfordringer – og måske også ligefrem kan komme med gode råd til, hvad man kan gøre ved det. Det frirum er guld værd, og Anna Grete og Aase burde have en medalje,« siger Lene Blak.