Vil du i verden frem? Så brok!

To af tidens mest brugte ord er »ja-hat« og »selvudvikling«. Berlingske har talt med en »brokker« og en åndelig kursusleder om, hvorfor og hvornår vi bør se udad i stedet for indad.

Psykologiprofessor Svend Brinkmann har udgivet bogen »Stå fast«, hvori han kalder til oprør mod selvudviklings- og innovationskulturen og opfordrer os til at tage nej-hatten på. Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lilly B. Tang, Hørsholm, om medarbejder-udviklingssamtaler:

»Hvorfor skal man sidde og svare på: Hvad er dine svage sider, og hvad er dine stærke sider? Det vil jeg ikke. Det må andre påpege. Jeg kan ikke fordrage den slags spørgsmål. Det har ingen særlig mission. Jeg bliver ikke klogere af det.«

Lilly B. Tang er ihærdig debattør og læserbrevsskribent. Berlingske har kontaktet hende, fordi hun i Berlingske under overskrifter som »Må vi så være fri«, »Stop det offentliges digitale tyranni« og »Har I ingen respekt for borgernes penge?« klager og påpeger ting, hun finder er forkerte.

Dermed er hun en kvinde på forkant med tiden. Hun vender sin utilfredshed udad. Ikke indad som vi ellers de seneste 30-40 år har fået at vide, at vi skal.

Denne reporter kan huske, hvordan hans mandebasisgruppe, kurser i humanistisk kropspsykoterapi og intuitiv massage (læreren kaldte sig Henrik Solsikke) smurte egoet med honning og gjorde »det indre« til universets centrum. Han overlevede, selv om nutidens kritik fra filosoffer, psykologer og pædagoger af »selvets religion« anno 1980 var kættersk tale.

Det forhåbentligt uddøende fænomen, hvor man forventes at tænke: »Hvad er der galt med mig?«, før man tænker: »Hvad er der galt med systemet/arbejdspladsen/ægteskabet?«, kunne vi kun drømme om under Henrik Solsikkes regime.

Afvikling af selvudvikling

Psykologiprofessor Svend Brinkmanns anti-selvhjælpsborg »Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang« er seneste skud på stammen. I 2006 var han også med til at samle den første danske antologi af analyser og kritik af selvhjælpssamfundet med titlen »Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur«.

Hans nye bog har skabt middelstore medieskvulp og lettelse blandt os, der har været omklamret af selvhjælpsindustrien, fordi han netop kritiserer selvrealisering, ja-hatte og navlepilleri som en universel værdi, der gennemsyrer arbejdsliv, uddannelse og privatliv.

En af forfatterens opfordringer lyder, at vi behøver hjælp til »afvikling af selvudvikling«. Særligt erhvervslivets medarbejderudviklingssamtaler (MUS) er symbol på tidens uhæmmede positive tænkning. Han efterlyser i virkeligheden flere Lilly B. Tang’er.

Hvad vil du sige til dem, der opfordrer dig til at tage ja-hatten på?

»Hvis de kan lide samfundet, som det er, og synes, det er rart, at andre tager beslutningerne for dem, så kan jeg ikke brokke mig over det,« siger Lilly B. Tang, der ikke kender til udtrykket »positiv psykologi« og kun har hørt om MUS-samtaler.

»Men der er jo ingen grund til at påpege, at tingene er gode samfundsmæssigt. For i et ordentligt samfund forventer man, at tingene fungerer. Når de så ikke fungerer, så bør man kunne påpege det.«

Længslen efter mening

I et andet luftlag og mindre kategorisk er musiker, forfatter og underviser Majbritte Ulrikkeholm. Hun afholder kurser i at »forløse menneskers stemme og kreativitet« og med sjælen som udgangspunkt »forbinde stemmetræning med personlig udvikling«.

Hun anerkender, at mange tror, at de kan blive lykkelige ved at koncentrere sig om deres private lykke. Og i lighed med mange kritikere, at selvudvikling har taget religionens plads.

»Hele den selvudviklingsbølge er et udtryk for en stor dyb længsel efter noget åndeligt, der giver mening. Noget som religionen for nogle mennesker ikke kan tilfredsstille,« siger hun.

Majbritte Ulrikkeholm optræder hver uge i P1-programmet Netværket, hvor hun og Svend Brinkmann ofte sættes sammen, fordi de på overfladen har hver sit syn på den »nye åndelighed.«

Hun mener, at kritikken af »selvets religion« og samfundets fokus på at tænke positivt og indad og opgøret med ja-hatte, mavefornemmelser, udtrykke følelser, finde sig selv og sine potentialer og så videre er unuanceret.

»Personligt får jeg det ikke bedre med mig selv ved at grave indad. Det får jeg til gengæld, når jeg skaber noget for andre og rækker ud efter et andet menneske og bliver mødt, eller når jeg er sammen med nogen og gør noget meningsfuldt sammen med dem. Det er så stærkt. Men før jeg kan jeg række ud efter andre mennesker, så skal jeg vide, hvor jeg rækker ud fra. Så skal jeg vide, hvem jeg selv er. Så skal jeg kende mine egne værdier og vide, hvad jeg tror på,« siger Majbritte Ulrikkeholm.

Giv smerten lyd

Sidste uges meget omtalte bogudgivelse fra ssykologiprofessor Svend Brinkmann er som sagt ikke ny kritik af positiv psykologi og selvrealisering. Forfatteren har blot endnu en gang »givet smerten lyd«, som vi sagde i 1980, når vi skulle legitimere irritation og vrede.

Når Lilly B. Tang skal »legitimere« sin kritik eller vrede og grundlovssikrede ret til ikke at gå med ja-hat og til at brokke sig, når det er nødvendigt, siger hun:

»Man kan ikke være den, der indretter sig hele tiden. Man skal have medindflydelse, og når man ikke føler, man har det på sin egen situation, så er man nødt til at gøre noget. Ikke at jeg går med evig mavepine af utilfredshed. Jeg har bare en trang til at forbedre produktet.«

Vi lever da fint og godt. Hvorfor fare i blækhuset så ofte?

»Fordi et godt samfund ikke bliver ved med at være et godt samfund, hvis man ikke påpeger, når det er ved at gå skævt,« konstaterer hun.