Det daglige antal nyindlæggelser af covid-19-patienter er nu nået op på samme niveau som i slutningen af marts, da kurven toppede.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Tallet for daglige nyindlæggelser på landets sygehuse følges nøje af politikere og eksperter, fordi det siger noget om epidemiens aktuelle udvikling. Samtidig er tallet en vigtig indikator, fordi det fortæller noget om, hvor mange smittetilfælde der er så alvorlige, at de kræver indlæggelse.

På grund af efterregistreringer er det først muligt nu at bringe et ret præcist tal for nyindlæggelser for mandag 7. december. De nyeste tal viser, at der var 90 nyindlæggelser på en enkelt dag. I en tilsvarende opgørelse fra torsdag lød tallet for 7. december endda på 92 indlæggelser, men antallet er blevet efterjusteret.

Det er samme niveau som 25. marts. Her var tallet 92 nyindlæggelser.

»Kombineret med de høje smittetal giver det selvfølgelig anledning til bekymring, men vi må vente med at se, hvordan de implementerede restriktioner vil påvirke de forskellige parametre inden for den næste uges tid eller to,« siger Ole Kirk, der er overlæge på infektionsmedicinsk afdeling og leder af covid-19-afsnittet på Rigshospitalet.

Tallene for særligt de seneste to dage bliver typisk kraftigt justeret af SSI på grund af efterregistreringer.

Antallet af personer, der i løbet af enkelt dag bliver indlagt på et af landets sygehuse, er vokset i et højt tempo på det seneste. 6. december lå tallet noget lavere, nemlig på 69 personer.

»Tallene går ikke den rigtige vej, men det er også for tidligt endeligt at evaluere,« siger han med henvisning til regeringens seneste restriktioner.

Restriktionerne, der trådte i kraft i denne uge, tæller eksempelvis hjemsendelse af elever fra 5. klasse og opefter samt lukning af serveringssteder. Fra onsdag gjaldt restriktionerne i 38 kommuner, men er siden blevet udvidet til at gælde i 61 kommuner.

Ole Kirk forventer, at tiltagene samlet set vil dæmpe antallet af daglige nyindlæggelser.

Selvom antallet af daglige nyindlæggelser er nået op på et lige så højt niveau som i foråret, er der en afgørende forskel fra dengang. Lægerne fået en bredere palet af behandlingsmuligheder for covid-19-patienter.

Ole Kirk nævner fem behandlingselementer, der indgår i standardbehandlingen af patienter med covid-19: Remdesivir, binyrebarkhormon, blodfortyndende medicin, iltbehandling og lungefysioterapi.

»Det er det den samlede pakke kombineret med den erfaring, vi efterhånden har oparbejdet, der gør, at vi står bedre rustet end i foråret,« siger han.

Én ting er nyindlæggelser, noget andet er, hvor mange personer der for tiden samlet set er indlagt med covid-19 på landets sygehuse. Dette tal er ikke så højt som i foråret. Fredagens tal viser, at 361 personer ligger indlagt for tiden, mens der i foråret var over 500 covid-19-patienter indlagt på landets hospitaler.