Vidne ser tre mænd tvinge ung kvinde ind i bil i Struer

En ung kvinde blev tirsdag aften tvunget ind i en bil af tre mænd i Struer. Politiet er på bar bund i sagen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser vidner, der tirsdag aften måtte have set en »ung dansk kvinde« blive tvunget ind i en sort stationcar af flere mænd i Struer.

Det oplyser vagtchef Jens Claumarch natten til onsdag.

Episoden er sket ved anlægget i Vestergade omkring klokken 21.14. Kvinden beskrives som cirka 20 år gammel og med lyst hår.

»Vi får en anmeldelse fra en, som har set en mand stå og tumle med kvinden for at få hende ind i en bil. Der kommer herefter yderligere to mænd til, og så kører de alle sammen fra stedet,« siger Jens Claumarch.

»Anmelderen har ikke set mere end det, men vedkommende skulle have hørt kvinden råbe om hjælp.«

Ifølge politiet vurderes de tre mænd at være af dansk udseende og mellem 20 og 30 år, men ud over det er det småt med oplysninger.

»Vi står lidt på bar bund, i forhold til hvad der er sket. Vi ved ikke, om det er noget alvorligt, eller om det er nogle, der har forsøgt at lave sjov,« siger vagtchefen.

Derfor er det også for nuværende begrænset, hvad politiet kan gøre.

»Vi ved ikke, hvad vej bilen er kørt. Vi har ikke noget registreringsnummer, og vi ved heller ikke, hvem kvinden er. Så lige nu venter vi på, om der er nogle, der savner en, eller at vi får andre henvendelser,« siger Jens Claumarch.

Han opfordrer til, at man ringer 114, hvis man har oplysninger i sagen.

/ritzau/