Videoklip med redaktør forarger: »Jeg har aldrig hørt noget så privilegieblindt«

Priserne stiger for nogle danske familier. Det er »oplagt« at bruge det som en mulighed for at tabe sig lidt, sagde Anna Libak på direkte tv og anbefalede en billig Blue Castello til 20 kroner. Hendes kommentarer vækker nu debat.

I tv-programmet News & Co. på TV2 News vender kendte danske mediepersoner dagens største historier.

I går talte paneldeltagerne om danskere, der kæmper med at få økonomien til at hænge sammen.

Siden sommeren 2021 er forbrugerpriserne steget med 12 procent, hvilket svarer til en ekstra regning for en typisk børnefamilie på 3.900 kroner om måneden, viser tal som TV 2 bringer.

Under snakken om emnet i TV2-studiet gjorde en af paneldeltagerne sig bemærket med udtalelser, der nu er faldet folk for brystet, og som nu bliver delt på sociale medier.

På et tidspunkt spørger værten, om det er den enkeltes ansvar at løse problemet med prisstigningerne, eller om samfundet skal hjælpe. 

Til det svarer Anna Libak, der er udlandsredaktør for Weekendavisen, og som tidligere har stillet op for Venstre til Folketinget, sådan her:

»Nu er det ikke en sultkatastrofe i Danmark, vi står overfor. De fleste danskere har faktisk for højt BMI. Det vil sige, at der er flere overvægtige end normalvægtige, og det er jo oplagt at bruge prisstigningerne som en mulighed for at tabe sig lidt,« siger hun og tilføjer:

»Når jeg selv handler ind, er jeg faktisk overrasket over, hvor billigt du kan få mad. Min datter lavede risengrød i går. Det er ret billigt! Det kan jeg selv byde ind med. En Blue Castello koster ofte 20 kroner, hvis I kender den ost. Den smager glimrende.«

Indigneret politiker fra Frederiksberg

Udtalelsen fra den erfarne medieperson har efterladt Lotte Kofoed, der er medlem kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Socialistisk Folkeparti, forarget.

»Anna Libak sidder seriøst på TV 2 News og fortæller, at hun mener, de familier, der har svært ved at få råd til mad kan bruge situationen til at gå på slankekur. Jeg har aldrig hørt noget så privilegieblindt,« skriver hun i et opslag på X.

»Vi taler om familier, der må spare måltider og medicin væk for h (helvede, red.) da,« tilføjer Lotte Kofoed.

Lotte Kofoed blev indigneret, da hun hørte Anna Libak udtale sig på landsdækkende tv. 

»Hun er langt fra virkeligheden, når hun siger sådan. Det er nogle fordomme om, hvem vi er, og hvordan vi ser ud, hvis vi mangler penge på kontoen, som jeg troede, vi var færdige med.«

»Anna Libak holder fast i et billede af, at hvis man er fattig, så ryger man og er overvægtig. Hun hænger fast i billedet af dovne Robert, og det troede jeg, vi var sluppet af med,« siger Lotte Kofoed.

Lokalpolitikeren henviser til, at rekordmange har ansøgt om at modtage julehjælp netop i år. 

I alt har 21.544 familier søgt om en ekstra håndsrækning i juletiden gennem Dansk Folkehjælp. Det er 2.500 flere end sidste år.

»Det er helt vildt at komme med sådan en udtalelse lige nu. Det er helt forkert i min optik,« siger Lotte Kofoed.

»Hun er krænkelsesparat«

Selv mener Anna Libak, at Lotte Kofoed overdriver. 

»Vi har en diskussion om madpriser. Den handler om, hvordan det påvirker danskere generelt. Her er det så, at jeg siger, at Danmark ikke står over for en sultkatastrofe og i sammenligning med befolkningerne i andre lande har danskerne det godt,« siger udlandsredaktøren.

»Så tilføjer jeg halvt i spøg, at vi kan benytte lejligheden til at spænde livremmen ind, eftersom flertallet af danskere ifølge den nationale sundhedsprofil er overvægtige,« tilføjer hun.

Anna Libak anerkender, at der er folk i Danmark, som har svært ved at få enderne til at hænge sammen økonomisk.

»Der er til enhver tid mennesker, der har svært ved at få enderne til at hænge sammen, men diskussionen handlede om Danmark generelt. Og folk har det ikke generelt svært i Danmark,« siger hun.

Kan du forstå, at det, du siger, kan falde nogen for brystet? Selvom du sige, at I ikke diskuterer enkelte eksempler, så findes de jo.

»Folk leder efter ting at forarges over. Enhver bemærkning bliver taget dybt alvorligt. For 10 år siden ville den bemærkning være blevet opfattet i den ånd, den var blevet fremsat i,« siger Libak.

Lotte Kofoed mener, at du er privilegieblind, når du siger, som du gør. Hvad mener du om det?

»Jeg mener ikke, at man kan konkludere det, når jeg i en diskussion siger, at man har det hårdere i andre lande end i Danmark. Det, tror jeg, at de fleste vil være enige i,« siger hun.

Så du ser ikke dig selv som privilegieblind?

»Nej det kan du tro, jeg ikke gør. Det er Lotte Kofoed, der er krænkelsesparat. Når hun reagerer, virker det som om, at hun simpelthen bare sidder og venter på noget at blive forarget over. Jeg vil kvittere med at kalde hende en jammerkommode« siger Anna Libak.

Spurgt til, hvad Lotte Kofoed tænker om at blive kaldt »krænkelsesparat« og »jammerkommode«, svarer hun:

»Jeg troede ikke, vi snakkede sådan om og med hinanden. Det, synes jeg, er et virkelig lavt debat-niveau.«