Victors far fik sjov idé til at give sønnen lommepenge: Det kostede ham 33.676 kroner

Da Allan Hamurkesen tog sin søn, Victor, med på arbejde i cykel-forretningen A-H Cykler i København lørdag, havde han ingen anelse om, hvor dyrt det ville ende med at blive.

Foto: A-H Cykler / Facebook
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En spøjs idé med at give lommepenge til sin fem-årige søn udviklede sig nemlig langt hurtigere og vildere, end han nogensinde havde regnet med.

En krone for et like. Det var grundtanken, da Allan Hamurkesen lørdag formidddag mødte ind i cykelforretningen til åbningstid med sin søn og tog et billede af ham omkranset af cykeldæk, som han lagde på Facebook med denne tekst:

'Victor er taget med far på job. Hjælp ham med at få lomme penge. For hvert like, han får fra kl. 10.30 til kl 14, giver faren 1 kr. til fætter BR. Så del del del.'

Et lignende opslag havde han nemlig også lavet med sønnen sidste år. Dengang kunne sønnen få is alt efter, hvor mange likes han fik.

»Dengang fik billedet omkring 700 likes, så Victor endte med at få syv liter is,« fortæller Allan Hamurkesen, der er indehaver af cykelforretningen, til bt.dk.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.

Victor er taget med far på job.Hjælp ham med at få lomme penge.For hver like han får fra kl. 10.30 til kl 14 giver faren 1 kr til fætter BrSå del del del

Posted by A-H Cykler on Saturday, October 17, 2015

Allan Hamurkesen havde derfor regnet med, at lørdagens billede måske maksimalt kunne nå op på 2.-3.000 likes, fordi cykelforretningen på Facebook har omkring 5.000 følgere.

Men der tog han fejl.

Hurtigt blev billedet delt på Facebook, og langt mere end 2.-3.000 likede billedet.

Da like-indsamlingen sluttede klokken 14, havde billedet fået i alt 33.676 likes. Dermed må Allan Hamurkesen overføre 33.676 kroner til sin søn, der får noget af en tur i Fætter BR.

»Jeg havde aldrig nogensinde regnet med, at det ville få så mange likes. Det var bare sådan en lørdagsspøg, vi lavede,« siger Allan Hamurkesen.

På grund af de mange likes - og dermed de mange kroner - er Fætter BR-ideen måske ved at blive udskiftet med en anden.

»Lige nu snakker vi om en tur til Disneyland i stedet for,« griner Allan Hamurkesen.

For at sikre, at ingen tror, at opslaget er fusk eller ikke vil blive gennemført, vil han lægge et billede af bankoverførslen på Facebook senere.

»Så kan folk se, at han har fået pengene, og at det ikke bare er fusk, men helt reelt,« siger Allan Hamurkesen og slutter:

»Så må vi se, hvad pengene ender med at gå til.«