Vi venter to måneder på at blive opereret

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods stigende udgifter til behandling på private sygehuse, er den gennemsnitlige ventetid på operationer den samme som for fire år siden.

Stik imod regeringens mål om hurtigere behandling på sygehusene er ventetiden på operation den samme som for fire år siden.

Vi venter i snit to måneder, selv om det offentliges udgifter til hurtig behandling på de private sygehuse er steget markant de senere år, skriver Politiken.

Danskerne venter for eksempel 76 dage på at blive opereret i skulderen og 46 dage på at få fjernet polypper, mens ventetiden på en kunstig hofte er 55 dage, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.

- Det er en skandale, at regeringen har skabt et sundhedsvæsen, som efterlader de mest syge på venteliste i det offentlige system, mens de private hospitaler har skovlet penge ind på at behandle de mindst syge patienter, siger finansordfører Morten Bødskov fra Socialdemokraterne til Politiken.

Mens de offentlige udgifter til behandling af patienter på privathospital i årene 2005 og 2006 var knap en halv milliard kroner om året, steg de herefter, så de nu ligger et godt stykke over en milliard kroner om året. Altså mere end en fordobling.

Sundhedsstyrelsens sæsonkorrigerede tal viser, at danskerne i 2006 gennemsnitligt ventede 58 dage på at blive opereret. De følgende år steg ventetiden på grund af den langvarige strejke blandt personalet på sygehusene.

Her i 2010 er ventetiden faldet igen til niveauet fra 2006. I de første otte måneder af 2010 ventede danskerne i gennemsnit 59 dage på operation, skriver Politiken.

/ritzau/