»Vi var uovervindelige«

I juni 2009 var fire en halv måned gået for Hold 7 i Afghanistan uden tab. De begyndte at tro på, at de kunne være det første hold soldater, som vendte hjem fra Helmand uden kister og begravelser. Indtil den 17. juni, da en spejdersektion fra Antvorskov Kaserne trillede ud på Highway 1.

FELTHOSPITALET: Camp Bastion, Helmand, Afghanistan. Sårede danske soldater køres i ambulance ud på landingsbanen, hvor et fly venter på at flyve dem hjem til Danmark. Kammeraterne fra deres gruppe er kommet til Camp Bastion for at sige farvel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en forbudt tanke. Noget, man ikke siger højt. Men mange har tanken i baghovedet som lige dele håb og tro på Hold 7; det hold af danske soldater, der ankom til Afghanistan i februar 2009.

I juni 2009 besøger Berlingske tropperne i Helmand, og selvtilliden i de danske lejre er stor: Fire en halv måned er gået. Og gået godt. Mens holdet før havde set seks kammerater dø – de fem i løbet af 14 hæslige dage i december 2008 alene – er Hold 7 indtil videre kommet gennem missionen uden tab. Nu giver flere soldater og officerer, uden at ville lægge navn til, udtryk for, at de så småt er begyndt at tro på det: Hold 7 kan blive det første hold soldater, som vender hjem fra Helmand uden kister og begravelser. Uden faldne.

Forklaringen er måske tilfældigheder. At være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. “Danskerheld” kalder nogen det, for briterne alene har i de forløbne seks måneder mistet 16 mand. Men det handler også om en ny taktik og dygtighed blandt danskerne. En erkendelse har bundfældet sig: Trussel nummer et mod danskerne i Helmand er ikke som i krigens første år mænd med maskingeværer. Taleban kan på dette punkt slet ikke matche de internationale kamptropper i antal, træning, beskyttelse og udstyr. Det ved Taleban, så de betjener sig i stigende grad af asymmetrisk krigsførelse.

Truslen mod ISAF-styrkerne kommer i form af gamle, slidte plastikspande fyldt med sten, metalrester og sprængstof – skjult i veje og marker, beregnet på at påføre de internationale styrker størst mulige tab uden at Taleban selv kommer i kamp. Af de 23 soldater, Danmark har mistet indtil denne juni i 2009, er de syv dræbt af selvmordsbomber eller nedgravede vejsidebomber. I september 2010 hedder det samlede tabstal 37; de 17 er dræbt i eksplosioner.

Som i Irak er krigen efter syv år på vej til at skifte karakter; det støvede, fattige land er efterhånden inficeret af hjemmelavede bomber og miner, der er gravet ned eller placeret, hvor de tænkes at gøre mest mulig skade på de internationale styrker. I de fortrolige CIA-dokumenter, som hjemmesiden Wikileaks lækkede til nogle af verdens største aviser i sommeren 2010, kan man læse, at der blev fundet 308 hjemmelavede bomber i Afghanistan i 2004. I 2009, hvor det danske Hold 7 udfører sit arbejde, bliver der ifølge den britiske avis The Guardian fundet 7.155 vejsidebomber. De lemlæster og dræber ikke kun soldater. CIA anslår i Wikileaks-dokumenterne, at Talebans bomber fra 2004 til 2009 har slået 7.000 civile afghanere ihjel – legende børn, landmænd, kvinder på markedet.

Ussel og fej kamp

Ledelsen på Hold 7 kender udviklingen, længe inden de rejser ud. Der er i samarbejde med den internationale koalition forberedt en indsatsplan mod vejsidebomberne, som begynder at bære frugt. Ifølge tal fra denne sommer i 2009 er antallet af fundne IED’er ottedoblet fra 2007 til 2008. Og ottedoblet igen fra 2008 til 2009. Den gode nyhed er altså, at danskerne finder og uskadeliggør et stort flertal af de nedgravede bomber og bliver stadig bedre til det. Den dårlige er, at nogle soldater efterhånden finder krigen så fejt ført fra fjendens side, at de mister modet til at udkæmpe den på de betingelser:

“En ildkamp er, hvad det er. Men at køre ud med tanken ’gad vide, hvem af os, der mister benene i dag?’… Det er for usselt,” siger en tidligere udsendt.

Blandt de soldater, som i 2009 med jævne mellemrum får til opgave at gennemtrævle landskabet for bomber, er en lille sektion af spejdere fra Gardehusarernes hjem, Antvorskov Kaserne i Slagelse. En gang om ugen kører de op langs Highway 1, en øst-vest-gående asfalteret landevej mellem byerne Gereshk og Kandahar. Store dele af vejstrækningen henslæber sig som et gråsort spor i et ellers lysebrunt, ørkesløst, støvet ørkenlandskab. Men om vinteren kan store mængder regn vælte ned over og strømme på tværs af landskabet; derfor er der lagt drænrør under asfalten med nogle hundrede meters mellemrum. Det er dem, spejdergruppen skal kontrollere.

Danskerne er »skide dygtige«

De 15 mand i sektionen finder aldrig noget under Highway 1. Det er der andre i den internationale styrke, der gør. Men ikke spejdergruppen fra Slagelse. Gamle, brugte kasser og affald får de hevet frem fra drænrørene, men ikke sprængstof som dét, de har opsporet og fået tilintetgjort andre steder i deres ansvarsområde. Men kontrollerne anses som præventive. Når Taleban kan se de internationale styrker gennemgå de potentielle bombeskjulesteder minutiøst, vil de forhåbentlig anse det som spild af sprængstof at placere bomber under landevejen.

Der er styr på det, og meldingerne fra kollegerne er, at danskerne er “skide dygtige”. Troen er stor; også i den lille spejdersektion: “Vi var jo uovervindelige. Urørlige. Det er man nødt til at tænke. Ellers bliver man sindssyg. Man har accepteret ved udsendelsens start, at det er farligt. Og så tager man den derfra,” som en af dem siger.

Stabs- og logistikkompagniets spejdergruppe er noget særligt. De er kun 15 mand, som i månederne op til udsendelsen er blevet rystet sammen i en fasttømret lille enhed, som ikke bare er kolleger. De er venner på kryds og på tværs. Er der problemer og gnidninger, tager de det brutalt og direkte med hinanden. Flere har været soldater sammen siden første dag som værnepligtige. Andre kender hinanden fra års arbejde på kasernen. To kommer fra samme by. De taler allerede inden udsendelsen om, at de vil forsøge at blive sammen, forfine deres kompetencer og indbyrdes samarbejde, så de kan få en udsendelse mere som sektion.

I Afghanistan er sektionens hjem OCCD, et operations- og kommandocenter inde i Gereskh. Det er en militær bebyggelse omgivet af en høj mur med vagttårne, som den russiske hær i sin tid opførte. Nu bemandes den af internationale og afghanske styrker. Spejderne fra Slagelse elsker det. De har intet køkken, så frikadellerne og pomfritterne i Price må de køre efter, når de bliver trætte af feltrationer og hurtigt sammenflikket mad i OCCD. Til gengæld er der ingen officerer omkring dem på daglig basis, så de kan passe sig selv. Har de lyst, render de rundt i boksershorts, når de har fri. Danskerne har selskab af britiske radiofolk og en flok nepalesiske elitesoldater, de sagnomspundne gurkaer. De høje, lyse danskere tager ofte en indædt volleyball-kamp mod de små, vævre nepalesere. Gurkaerne trakterer til gengæld danskerne med nyslagtet, helstegt ged – inklusive hoved og indvolde – som får de sarte danske maver til at bryde sammen på stribe.

Andreas, Mads, Martin

Gennemsnitsalderen i spejdersektionen er i starten af tyverne, men flere har allerede erfaring med udsendelser. 26-årige Andreas Søgaard Brohus, overkonstabel, har været i Irak i 2006. Han er rolig og god at lytte til. Umulig at hidse op.

Anderledes er det med Mads Lerche Rasmussen, endnu ikke fyldt 21 år, der sprang på Hold 5 midt i forløbet, da de manglede en mand. Han var kun hjemme et halvt år, før han rejste ud igen med Hold 7. Med sine 170 centimeter går han under navnet “Lille, fine Lerche”. Fordi han så nemt buldrer op og hurtigt falder ned igen, er han kammeraternes yndlingsoffer for gemytlige drillerier.

Martin Abildgaard, 23 år, er modsætningen: 195 centimeter høj, rolig, helst snakkende på tomandshånd; en gut, der er notorisk kendt for at kunne opspore og udrydde slikposer og småkager på hundrede meters afstand.

Sektionen har glædet sig som børn til udsendelsen. Til at komme i forreste række som de spejdere, de er. I modsætning til den øvrige danske befolkning diskuterer soldaterne ikke internt, om krigen er “rigtig” eller “forkert”. Som en af soldaterne siger, “er den beslutning taget for os for længe siden”. Af politikerne. For de 15 mand i sektionen betyder deres job, at de ikke siger nej, når de bliver spurgt. Afghanistan er den “skarpeste” opgave, man kan prøve som operativ enhed. De tager af sted, siger soldaterne efterfølgende, for at teste sig selv, prøve eventyret, gøre deres pligt, stå sammen med kammeraterne.

Det går ikke helt, som spejderne har håbet opgavemæssigt. De kører oftest som beskyttere af CIMIC-holdene, sørger for sikkerheden, når opbygningsholdene tager ud for at kontrollere nybyggede skoler og brønde. Det giver mening at gå rundt derude blandt afghanske piger, der endelig kan komme i skole. Eller at kunne uddele kuglepenne til afghanske drenge, der ser på dem med beundring i øjnene. Det er det, soldaterne taler om, når de ringer og skriver hjem. Meningen i de små fremskridt. Som en soldat forklarer: “Danskerne vil gerne se det store billede. Tingene skal være rigtig store, før de kan se fremskridtene hjemmefra. Men når man går rundt dernede, kan man se de små ting: En brønd, der vækker glæde. En skole, der åbner. Har man så været med til at skabe forandringer? Ja, det har man; måske har man gjort noget for, at det store puslespil engang kan gå op. Der har været krig i Afghanistan i 100 år, og måske varer krigen 100 år mere. Men vi har i det mindste ikke ladet stå til.”

Men soldaterne får færre opgaver af den art, som de virkelig ønsker: Helt fremme og – hvad der er svært for familierne derhjemme at forstå – derude, hvor man kommer i ildkamp. Efter års træning brænder soldaterne for at prøve, hvad de har øvet igen og igen; reaktionen, som gerne skal ligge på rygmarven, når fjenden skyder for at dræbe.

Endelig på patrulje

En dag i marts sker det, de har drømt om. Hele sektionen er sendt ud på rekognosceringspatrulje forud for en større operation. De går langs Helmand-floden nord for Gereshk, da de kan se, at kvinder og børn i området begynder at småløbe væk fra området. Og så falder bygerne af skud ellers over dem. Danskerne forsøger at skyde tilbage, men kan ikke se, hvor fjenden sidder. Kuglerne, der springer op omkring dem og får træernes blade til at drysse ned, kommer tydeligvis fra større våben, end afghanerne normalt råder over. Så der er kun ét at gøre: At løbe og løbe langt. Først 800 meter fremme er der en å, som soldaterne kan kaste sig i for dækning.

De griner lidt af det bagefter. På den måde, som man griner, når adrenalinen pumper, og man har fået vished om, at de interne procedurer og alles psyke har fungeret optimalt. En af gruppeførerne finder et skudhul i sine bukser, men ellers er alle sluppet med forskrækkelsen og med en følelse af selvtillid over egen koldblodighed i kugleregnen. Også Lille Lerche, der har glemt alt om sin normale hyggesnak og har løbet de 800 meter med en 25 kilo tung ECM – et elektronisk apparat, der blokerer fjendens radiosignaler – på ryggen. “Aldrig har man set en fyr på 50 kilo spæne så hurtigt med en ECM. Man nød virkelig stilheden, når Mads var presset,” lyder referatet af episoden i sektionens blå bog: “Vi drillede ham med, at vi endelig havde fundet noget, der kunne få ham til at holde kæft,” siger Mikkel Albæk, en af spejderne i sektionen.

For Mikkel Albæk bliver “kampfølingen” i marts udsendelsens voldsomste oplevelse. Da han med resten af sektionen er hjemme på orlov i april måned 2009, river han korsbåndet i sit ene knæ over under en fodboldkamp og må vinke farvel til kammeraterne og de sidste måneder i Afghanistan. Han er grædefærdig. Savner vennerne, der tager tilbage til OCCD og Gereshk for at gøre jobbet færdigt. Med jævne mellemrum griber de satellittelefonen et sted i ørkenen og ringer hjem for at spørge til knæet og humøret hjemme i Slagelse.

Den 17. juni 2009 midt på eftermiddagen ringer Mikkel Albæks telefon igen. Det er delingsføreren, der går igennem fra Camp Price. Mikkel bliver glad, begynder at fortælle løs om sit nyopererede knæ og kedsomheden derhjemme, da han fornemmer, at delingsføreren er mærkeligt tavs i den anden ende. “Der er sket en ulykke,” lyder det så.

Støv og røg står op omkring bilen. Med 80 kilometer i timen er de tre soldater kørt lige ind i skyen af sand og metaldele, der står meterhøjt i luften på Highway 1. Et tungt stykke asfalt falder ned og rammer gruppefører Danni Hemmingsen på hjelmen; det slår ham omkuld i bilen. “Bak tilbage, bak ud af det her!” råber han.

Brøkdele af et sekund tidligere har han hørt et sønderrivende, hult drøn; set vejen blive flået op i et inferno af en eksplosion. Han ved instinktivt, at de skal væk. Den bombe, kolonnen lige er kørt ind i, over eller forbi, kan umuligt være udløst med mobiltelefon eller fjernbetjening. For de har udstyr i bilerne, der blokerer alle radiosignaler. Og trykudløsende plader dur ikke på asfalt. Et sted derude i ørkenlandskabet bliver der holdt øje med dem. Et sted derude sidder en talebaner, formentlig med en trækwire mellem hænderne, og Taleban er notorisk berygtet for sine follow-ups – sekundære eksplosioner, der dræber de tililende efter en bombe. Et nyt brag kan komme hvert øjeblik.

Danni Hemmingsens bil er Bil 2 i kolonnen af fire køretøjer med spejdersektionen, der denne onsdag formiddag er på vej fra lejren Price til den fremskudte base Barakzai for at afløse en patrulje. Et sted foran dem befinder Bil 1 sig, men de kan ikke længere se den for røg og sand.

I bilen foran sidder Mads Lerche Rasmussen ved rattet. Han er formentlig i bedre humør end længe. To dage tidligere er han fyldt 21 år, og i Mikkel Albæks fravær er Mads hevet fra Bil 4 op til sin drømmeposition, den eftertragtede plads som kører på bil 1. Med sig har han Martin Abildgaard og Andreas Søgaard Brohus. Det er sektionens øjne, der sidder i den bil. Dem, der først ser udfordringerne. Dem, der skal vurdere næste skridt, hvis faren melder sig. Kammeraterne stoler betingelsesløst på dem. Nu er de ude af syne.

Der bliver tilkaldt forstærkning over radioen. Helikoptere med læger sætter ud fra Camp Bastion. Klokken er 10.45 lokal tid. Danni Hemmingsen kalder Bil 1 igen og igen uden svar. Han kigger med stigende bekymring på støvskyen, der lægger sig, og håber, at bomben er udløst for sent. At han gennem kikkerten vil se bilen med de tre kolleger stå uskadt og hel på den anden side af krateret i vejen. Det gør den ikke. Gennem skyen dukker bilen langsomt frem. Ødelagt og forvredet ligger den, væltet om på siden i den venstre side af vejen. Sæderne i den åbne, jeep-lignende Mercedes GD270 er trykket flade. De tre soldater ligger på jorden.

Professionalisme, så sorg

Hvordan reagerer professionelle soldater i den situation? Når de ikke bare er soldater, men også bedste venner? Danni Hemmingsen kan huske de følgende timer opdele sig i tre klare stadier. Først sætter professionalismen ind, dernæst det reneste had til alt, der er eller blot symboliserer fjenden. Til sidst: dyb, dyb sorg.

Professionalismen er der, fordi de har øvet dem igen og igen; de standardprocedurer, der skal hjælpe, når situationen er alt andet end standard. To ingeniørsoldater, der er med i kolonnen, bevæger sig først op mod Bil 1. Med en minesøger sweeper de sig forsigtigt frem med sygehjælperne umiddelbart bagefter. De er næsten lige nået frem, da to amerikanske helikoptere lander. Den ene med læger, den anden er med som beskyttelse.

Krestian Wiingaard er løbet fra Bil 3 op til eksplosionsstedet, så snart han kan. Der står allerede folk omkring Mads og Andreas, så han søger hen mod Martin Abildgaard, der ligger lidt længere væk. Krestian og Martin er begge fra Allerød og har utallige morgener kørt de 100 kilometer fra hjembyen til Antvorskov Kaserne sammen. Krestian prøver, mens han selv er på vej ind i en tilstand af chok og sorthed, at tage Martins puls. En kammerat kommer til og siger stille, at der ikke er noget at gøre.

Da helikopterne letter fra Highway 1 med Mads Lerche Rasmussen, Martin Abildgaard og Andreas Søgaard Brohus indeni, er Krestian Wiingaard med. Nogen har spurgt ham, da han lægger Martins båre ind, om han vil med. I larmen fra rotorerne hører han det som information om, at én af de tre kammerater stadig er i live. Men i helikopteren, der flyver tilbage mod Camp Bastion, kan Krestian se lægerne sidde stille hen. Der er intet at gøre. De tre drenge nåede aldrig at opdage, hvad der skete.

På jorden under dem begynder et afløserhold den minutiøse undersøgelse af stedet. Den forvredne bil sættes i brand og destrueres. Ingeniører foretager deres undersøgelse. Bomben, der har ramt spejdernes Bil 1 har været enorm; over 150 kilo, måske op til 300 kilo sprængstof er eksploderet under bilen, vurderer de. I afsøgningen af området finder de yderligere en IED, som ikke har været bragt til sprængning, og 400 meter trækwire, der stikker ud fra den, der har kostet tre danskere livet.

»Vi har mistet én; I har jo mistet tre«

Resten af dagen går i uvirkelige ryk. Spejdersektionen, der har mistet tre af 15 mand, er hentet retur til Price, hvor feltpræsten og cheferne står klar. De fleste har, siger soldaterne et år senere, kun lyst til at sætte sig ned og græde. Hvad de også gør på skift. De får lov at ringe hjem og sige, at de hver især er okay. Der er pandekager med is til aften, men få af dem har appetit. Der skal debriefes, skrives mindeord, samles folk.

Det står hurtigt klart, at de alle – hele sektionen med forstærkning fra andre delinger og hjemmefra – skal bære kisterne hjem. Krestian Wiingaard ryger 80, måske 90 cigaretter, den aften. “Jeg tudede og røg smøger. Det var det eneste, jeg kunne. Måske var det det nemmeste,” siger han.

En uge senere sidder de alle sammen – Krestian Wiingaard, Danni Hemmingsen og Mikkel Albæk, der er stødt til bårekommandoen hjemmefra – i et Herculesfly på vej fra Aalborg til Roskilde Lufthavn. I Aalborg, hvor de har overnattet, har de drukket et par øl, fortalt og grint af gamle historier. Og grædt en hel del. Igen. Nu, da Herculesflyet nærmer sig Roskilde, siger ingen ret meget. Mellem sig har de tre Dannebrogsklædte kister. Under dem, i en hangar midt i den danske sommer, venter tre knuste familier. Foran dem, tre dage i træk, venter tre begravelser af tre kammerater. Det er, siger de alle uafhængigt af hinanden, det hårdeste, de nogensinde har oplevet.

Lugen på Herculesflyet går op. De unge mænd i flyets mave gør klar til at gå ud. Det er en ofte brugt og måske sand kliché, at man sender drenge ud i krig og får mænd hjem. Lige dér, i det sekund, er de et sted midt imellem:

“Der var ingen af os, der ville på det tidspunkt. At gå ud af flyet og ind til de tre familier, der ventede på os ... Mit hoved var ved at eksplodere af snot, ansvar, tanker og gråd,” siger Krestian Wiingaard: “Men det var så rart at se dem i øjnene. At møde dem og give og få knus. Jeg kan huske, at en af forældrene sagde: “Vi har mistet én; I har jo mistet tre”. Jeg kunne slet ikke forstå, at de kunne være så stærke. At det i virkeligheden var dem, der endte med at trøste os.”