»Vi var i undtagelsestilstand. Det var en særlig sag. Derfor foretog vi os ting, vi ikke normalt ville gøre«

JP/Politiken er ude i et stormvejr, som ifølge bestyrelsesformand Lars Munch belaster hans avisers image. Centralt i de fleste belastende sager står hans forgænger Jørgen Ejbøl.

Politiken er ramt på troværdigheden på grund af opgøret mellem Flemming Rose og Jørgen Ejbøl. Lars Munch har inviteret til interview. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Det er ikke hver dag, at en bestyrelsesformand for et stort bladhus stiller sig op og indrømmer, at hans virksomhed er alvorligt ramt på troværdigheden, at man er havnet i et stormvejr, og at det formentlig ikke går over lige med det samme.

Men det er budskabet fra JP/Politikens bestyrelsesformand Lars Munch, som efter pres fra medarbejderene tirsdag formiddag inviterede den øvrige presse til selvransagelse på Rådhuspladsen.

To bøger om henholdsvis tidligere formand for bestyrelsen Jørgen Ejbøl og tidligere kulturredaktør Flemming Rose har hvirvlet op i et stribe sager, der betyder, at koncernen nu i ugevis har luftet sit beskidte vasketøj i fuld offentlighed:

Sagerne omfatter ikke blot en utidig indblanding i Jyllands-Postens redaktionelle linje, men også en bestyrelse i internt slagsmål, store bonusser til ledelsen og beskyldninger om hjælp fra Jyllands-Posten til at Anders Fogh Rasmussen kunne vinde valget i 2001.

»Vores omdømme har det ikke godt af det her stormvejr vi er i, og den bule, vi har fået i forskærmen, forsvinder ikke inden juleaften,« siger Lars Munch.

Værst var uden sammenligning været Muhammedkrisen, der i 2006 ramte Jyllands-Posten, en sag der kom til at koste virksomheden omkring 130 millioner kroner i omkostninger til sikkerhed og førte til, at Lars Munch og Jørgen Ejbøl endte med at diktere vilkårene for Jyllands-Postens dækning af sagen.

»Muhammedsagen var inde og røre ved noget meget centralt i vores liv i huset her. Det dyrebareste vi har - avisernes uafhængighed og vores troværdighed,« siger Lars Munck.

Daværende kulturredaktør Flemming Rose, som tog initiativet til tegningerne modtog på et tidspunkt en håndfæstning, der betød, at han blandt andet ikke længere måtte skrive om tegningerne og ytringsfrihed i avisen.

»Vi måtte overveje, hvornår hensynet til medarbejdernes sikkerhed overtrumfede friheden til at skrive, hvad man ville i aviserne,« siger Lars Munch og tilføjer: »Vi var i undtagelsestilstand. Det var en særlig sag, derfor foretog vi os ting, vi ikke normalt ville gøre. Hensynet til medarbejderne vejede tungere end, at Rose kunne blive ved med at skrive på sit stofområde.«

Mandag var der møde med medarbejderne på de tre aviser, hvor Lars Munch fik mulighed for at forklare sig.

»Man kan diskutere skønheden i håndteringen af Muhammedsagen. Det var en tsunami, der skyllede ind over os med trusler på livet og trusler mod medarbejderne, derfor reagerer man måske ikke altid, som man kan se bagefter, at man burde have gjort. Det erkender jeg,« siger Lars Munch, som blandt andet fortryder, at man ikke kommunikerede mere.

De fleste af de sager, som har ført til det dårlige omdømme for JP/Politiken, har en central hovedperson, nemlig Jørgen Ejbøl. Flere gange i løbet af interviewet svarer Lars Munch, at han »ikke selv ville have gjort sådan,« når han bliver forelagt Jørgen Ejbøls dispositioner.

»Ejbøl og jeg er to meget forskellige personer, har forskellige synspunkter og i høj grad forskellig måder at optræde på. Han er en meget udtryksfuld og farverig person, som sjældent lægger låg på sig selv. Sådan er han,« siger Lars Munch

I bogen »Pansergeneralen«  kalder Jørgen Ejbøl Muhammedtegningerne, som medarbejdere og redaktører under trusler har forsvaret i årevis, for »noget hampelort.« Det mener Munch ikke, at de er.

»Det er ikke rimeligt at udtrykke sig sådan,« siger han.

På et tidspunkt var Jørgen Ejbøl så rasende på Flemming Roses sikkerhedsvagter, som var mødt op til et møde i Politikens Hus at han smed dem ud af lokalet.

»Jeg ville ikke selv have gjort det,« siger Lars Munch.

I Flemming Roses bog »De besatte« beskriver han, hvordan han efter at have forladt avisen bliver ringet op af daværende chefredaktør på Jyllands-Posten Jørgen Mikkelsen, som bad ham om ikke at lade sig interviewe i avisen. Angiveligt en ordre fra Jørgen Ejbøl.

»Jeg ved det ikke,« siger Lars Munch. »Man skal som formand og direktion holde sig helt fra det redaktionelle.«

I 2014, da Lars Munch tiltrådte som bestyrelsesformand brød Jørgen Ejbøl og Jyllands-Postens fond en aftale om, at han skulle forlade bestyrelsen. Det gjorde Lars Munch rasende, fremgår det af »Pansergeneralen.«

»Men vreden gik over, og jeg har ikke haft anledning til at blive vred igen,« siger Lars Munch og tilføjer om de spekulationer, der har været om, at JP/Politiken slår revner:

»Søskende skændes, og forældre skændes, og sådan er det også blandt ejere og aktionærer, og lige nu har vores aktionærer ikke helt stemt violinerne. Men det kommer igen.«

I endnu en sag beskyldes Jørgen Ejbøl for at have forsøgt at lægge pres på Jyllands-Posten for at få avisen til at skrive om en sag fra Bispebjerg Hospital, hvor hans familie selv var involveret.

»Det er alvorlige anklager, som Ejbøl afviser. Det er påstand mod påstand,« siger Lars Munch.

Det samme gælder ifølge Munch påstanden om, at Ejbøl lækkede kritiske artikler om udlændinge til Anders Fogh Rasmussen i valgkampen i 2001, så han kunne bruge dem i en TV-debat, inden de var trykt.

Senest er det kommet frem, at Jørgen Ejbøl tidligere har fået en bonus på tre millioner og Lars Munch selv en fastholdelsesbonus på 16,8 millioner, som blev udløst i 2014, hvor det ifølge Lars Munch gik godt for bladhuset.

»Nu i 2016 er det ikke noget godt signal,« siger Lars Munch.

At bestyrelseshonorarerne næste år bliver fordoblet skyldes ifølge Lars Munch, at de lå for lavt og ikke matchede markedet.