»Vi uddanner ikke eliten. Vi uddanner til eliten«

Tidligere husede Herlufsholm Kostskole en guldbelagt elite. Men med en ny rektor kommer en ny agenda. Der er sket et skifte i begrebet elite. Nu handler det ikke om tykkelsen af tegnebogen, men om faglighed og en nedtonet Jantelov.

»At føle sig lidt speciel, det er nok en følelse, der er lidt indgroet i os. Om det så er noget, folk synes er en god eller dårlig ting, så er det bare sådan det er,« fortæller Esther Marie Wassard, som går i 3. g på Herlufsholm Fold sammen
Læs mere

Det er modsætningernes land. En 450 år gammel kostskole møder moderne skolebøger. Gamle, mørkebrune karme danner ring om skarpe PH-lamper. Og herlovianske traditioner lever blandt nutidens unge mennesker.

Herlufsholm Kostskole er ikke bare en bunke røde mursten, der tordner op i landskabet lidt uden for Næstved. Rammen er en tidslomme fra 1500-tallet, hvor selv duften virker forældet. Men det er også det eneste, der er, som det var engang.

For da den nuværende rektor, Klaus Eusebius Jakobsen, tog over for 22 år siden, var det en meget klar agenda, der blev smidt på bordet:

»Vi uddanner ikke eliten. Vi uddanner til eliten.«

»I danske sammenhænge er elite et følsomt begreb, for det kan både være noget, der bringer en videre og skaber en masse gode energier, men det kan også have den præcis modsatte effekt, som kan lukke eller sætte i bås,« siger rektoren, som modsat de uniformerede unge sidder i en blå- og rødternet skjorte, der for det blotte øje syner lilla.

De forhenværende rektorer er portrætteret og hænger i slidte guldrammer i den gamle kantine med et stadig vågent øje over eleverne.

»Rigtig mange forbinder Herlufsholm med den socioøkonomisk elite – »ja, ja, de kan jo sagtens, for de har en masse penge«. Man glemmer i virkeligheden, at der bliver arbejdet på det faglige plan også,« forklarer han.

Mange traditioner er blevet nedtonet, og i stedet er der givet plads til at fokusere på resultater og karakterer. Over de seneste ti år har skolen flyttet sig fra en 65.-plads målt på landets gymnasiers afgangskarakterer til en femteplads, fortæller rektoren. Elever, der vinder »Årets Forskerspire« eller andre talentkonkurrencer, bliver trukket frem til morgensamlinger. For eliten er ikke længere bestemt ud fra et fornemt efternavn, magt eller rigdom, men i stedet ud fra hvad du evner at præstere.

Men går man bare 50-60 år tilbage i tiden var der engang en kostskole, der havde ry for at være den bedre stillede elites hjemmebane. Et sted hvor det gjaldt om at have penge nok, så du kunne trække i den uniform, der forbandt dig med eliten.

Føler sig speciel

Det nyslåede græs snor sig om bygningerne. Kostskolens grundlæggere, Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye, står skåret i træ ude på plænen og skuer ud over skolens mastodonter. Stilheden er ligeså bastant som de enorme røde murstensbygninger, der breder sig blandt sporadiske brosten.

Tidligere elever har ridset deres navne i de flere hundrede år gamle røde mursten, og det kommer Esther Marie Wassard og Peter Alnor også snart til at gøre. De går i 3. g og er begge kostelever. Esther Marie Wassard begyndte i 9. klasse som dagelev efter eget valg, og i 2. g skiftede hun til kostelev. I dag har hun den prestigefyldte titel præfekt og holder styr på de øvrige elever. Hun har ansvaret for pigerne i 9. klasse.

Med sin lyse hud og det skarpt klippede blonde hår er der ikke meget overladt til tilfældighederne. Indtil hun åbner døren til sit »hummer«. Værelset man har helt for sig selv, når man læser lektier og slapper af. Bøgerne står i usikre stabler hist og her, og en bunke tøj ligger henslængt over stolens ryg.

Men ambitionerne er store, og der er ingen tvivl i stemmen, da hun bliver spurgt, om hun stræber efter eliten.

»Ja,« lyder det uden tøven.

»Det er ikke ambitionen om at tjene helt vildt mange penge, men når man nu er vant til at være lidt speciel, så vil man også gerne fortsætte det. Om det er anerkendelse af at have udmærket sig, eller fordi man tjener mange penge. Men at føle sig lidt speciel, det er nok en følelse, der er lidt indgroet i os. Om det så er noget folk synes er en god eller dårlig ting, så er det bare sådan det er.«

Natten tilbringer kosteleverne i sovesale. Sengene står på række langs væggen, dynerne er foldet sammen og ligger i fodenden af hver seng. Der er intet, der signalerer, hvem der sover hvor. Men det er blandt andet her, fællesskabet slår rødder. Fællesskabet, som ikke kun er venskab og netværk, men et forum hvor ambitionerne stiger lige så højt som kostskolens aldrende kloster.

»Koncentrationen af ambitiøse folk er tættere her end andre steder. Folk, der virkelig søger efter at nå det, de gerne vil,« siger Esther Marie Wassard iført mørkeblå blazer med mærkatet, der afslører, hun er præfekt.

En mørkegrå, plisseret nederdel og sorte loafers sætter streg under den traditionelle dress code. Uniformen.

»Jeg kan godt lide at opnå noget«

Peter Alnor er iført hvide lærredsbukser og en mørkeblå habitjakke. De hvide bukser viser, at han går i 3.g. Han begyndte som kostelev i 1. g.

Kostskolen havde han fået ind med modermælken, fordi hans far var elev på skolen. Peter Alnors habitjakke er uden præfekt-mærkatet. Han søgte nemlig ikke titlen, selv om blandt andre rektor havde ventet det.

»Jeg frygtede, det ville gå ud over mine karakterer, og den pris ville jeg simpelthen ikke betale,« siger Peter Alnor, der snart fylder 20 år.

Lige nu er hans gennemsnit på 11,6.

Peter Alnor viser rundt ved den ferskenfarvede »skygning«. Folk uden for de herlovianske rammer vil sige skolebygning, men eleverne har længe haft deres eget sprog. Et sprog, hvor man tager første konsonant og eventuelt vokal og sætter sammen med sidste stavelse. Stort set alle stedord og navneord har kortere og mere eller mindre uigennemskuelige navne. Peter Alnor mestrer det, som var det et naturligt modersmål. Og det, man mestrer, skal ikke pakkes ind.

»Jeg synes ikke, at Janteloven skal være der, og jeg mener også, at den er ved at forsvinde lidt. Man må godt sige, at man går på Herlufsholm eller elitegymnasiet på Niels Brock. Der er prestige i det nu, og ikke den dér: »Nå, så du tror, du er noget«,« siger Peter Alnor.

Både han og Esther Marie Wassard har lige afsluttet terminsprøver i engelsk. I morgen venter en ny prøve, men det lader ikke til at påvirke dem synderligt, selv om der ikke er tvivl om, at karaktererne har topprioritet.

Blandt det sluttede fællesskab på Herlufsholm er det legalt at være en stræber i skolen. Her bliver man ikke dengsen, andre fnyser af.

»Man får rigtig meget respekt, når man forsøger at gøre det rigtigt godt og får høje karakterer. Her er det helt legalt at sige: »Jeg vil gerne have superhøje karakterer«,« fortæller Esther Marie Wassard.

»Hvis man får en dårlig karakter, har man lyst til at gemme den væk,« fortsætter hun.

Esther Marie Wassard vil forsøge at få så højt et gennemsnit som overhovedet muligt, så hun kan vælge og vrage mellem uddannelserne.

»Jeg ved ikke, hvad jeg vil være, men jeg har en forestilling om, at jeg skal gøre stor karriere. Jeg skal nå en topstilling. Om det er velgørenhed eller i et advokatfirma, men at stræbe efter den høje ende, det er et klart mål for mig,« siger hun.

»Det er mere et drive, end det er et pres. Selvfølgelig er det lidt hårdt, men jeg tror, at det værste ville være at miste sin motivation. Jeg kan godt lide at opnå noget. Om det er socialt eller fagligt.«

På Herlufsholm er det svært at skille sig ud på andet end fagligheden. Karaktererne. Fire drenge i næsten identiske blå og grå uniformer spadserer på række henover de ujævne brosten. Det er svært at vide, hvem der er prins, og hvem der er en ganske almindelig dreng fra Køge. Det eneste, der kan afsløre det, er et stort bæltespænde. Eller elevernes »hummer«.

Pink Floyd viser sine faner på Peter Alnors »hummer«. Det velkendte »The Dark Side of the Moon«-albumcover fra 1973 med den sorte baggrund og den ensomme trekant, som regnbuen bryder. Og bryde igennem er også, hvad Peter Alnor drømmer om. Det ville være »fedt« at nå til tops.

»Men hvad toppen definerer, ved jeg ikke. Men at være en copypaste-person, der sidder i skyggen, vil jeg ikke. Om det er, fordi jeg bliver direktør i et firma, eller jeg bliver citeret i de store lærebøger; jeg skal bare et sted hen.«

Åbner nye døre

For 22 år siden, da Klaus Eusebius Jakobsen blev rektor, var der stort set ingen dagelever på Herlufsholm. Der var 285 elever på skolen, hvoraf de 250 var kostelever.

»Alene dét, skabte en anden skole,« konstaterer Klaus Eusebius Jakobsen fra bordenden af hans mødebord.

Ann Hansen, der sidder med i ledelsen, er med på sidelinjen. Hun fortæller, at dageleverne dengang var stigmatiserede. Kosteleverne havde en valid grund til at gå der, fordi forældrene arbejdede i udlandet, eller fordi en familietradition bandt dem til kostskolen.

»Dageleverne havde sværere vilkår. De havde sværere ved at legitimere, hvorfor de havde valgt at være der. I det hele taget. I byen ...,« siger Ann Hansen

»Over for alle,« fortsætter Klaus Eusebius Jakobsen:

»Det var ikke bare lige at tage den beslutning, at man ville være dagelev på Herlufsholm.«

I dag er der flere dagelever end kostelever. 630 elever i alt, hvoraf de 290 er kostelever.

Klaus Eusebius Jakobsen fortæller, at man før i tiden havde en fornemmelse af at tilhøre eliten uden nødvendigvis at gøre det: Man skulle blot råbe »Herlufsholm«, og så åbnede alle døre sig.

»Men det gjorde de jo ikke,« konkluderer han.

»Men når man kommer med den baggrund, som vi nu har formået at skabe for eleverne, så er der faktisk flere døre, der åbner sig. Ikke bare fordi de råber »Herlufsholm«, men fordi Herlufsholm er kollisionen af noget godt og noget solidt.«

Det er dog ikke kun kostskolen, der har ændret sig.

»Rigtig meget dansk Jantelov bliver efterhånden trådt lidt ned, fordi der er så mange andre steder i samfundet, hvor man gerne må tale om eliten. Man må godt tale om elite i for eksempel fodbold, og efterhånden giver det også en åbenhed til den anden form for elite,« siger rektor Klaus Eusebius Jakobsen.