Vi tier om religion og psykisk sygdom

Døden bliver overhalet af psykisk sygdom samt religion og tro, når danskerne skal pege på vor tids største tabu. For vi taler mere om døden – men vi kan ikke slå den ihjel med ord, mener hospitalspræst.

At være eller ikke være ... død. Sociologiprofessor Michael Hviid Jacobsen,Aalborg Universitet, er overrasket over, at kun hver tiende dansker udråber døden til vor tids største tabu. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

Hvad er vi mest bange for at tale om ved middagsbordet, over fredagsøllen eller i frokostkantinen? Tre ting er svære at få danskerne til at sætte ord på: psykisk sygdom, religion og tro samt døden.

I en måling foretaget af Gallup for Berlingske peger næsten en tredjedel af de 1.051 adspurgte på psykisk sygdom som vor tids største tabu. Næstflest svarer religion og tro, mens lidt over hver tiende mener, at døden er tidens største tabu.

Og netop døden har gentagne gange været udråbt til et af samfundets sværeste emner. En størrelse, der er kompliceret at tale om og svær at acceptere.

At døden ligger på tredjepladsen over tidens største tabuer, kommer ikke bag på Rigshospitalets hospitalspræst gennem 11 år, Lotte Blicher Mørk, som lige har udgivet bogen »På en måde skal vi dø – fortællinger om livet«.

For de senere år har vi haft travlt med at tale om døden. Mindesider på Facebook, initiativer som begravelseserklæringen »Min Sidste Vilje« og det amerikanske »The Conversation Project«, der vil have folk til at sætte ord på deres ønsker til den sidste tid. Alt sammen er med til at give os et sprog til at tale om døden, og det er godt, mener hun.

Men i vores iver efter at tale om døden kommer vi måske til at overtale den.

»Vi har erkendt, at døden er kommet for at blive, derfor forsøger vi at mestre den ved at gøre os gode venner med den eller tale enormt meget om den. Problemet er, at det kammer over. Vi tror, at jo mere vi taler om døden, des lettere vil det være, når vi ligger på dødslejet. Men sådan hænger det altså ikke sammen,« siger hun.

For vi kan hverken tale os til konstant ro eller slå døden ihjel med ord. I stedet skal vi lære at forholde os til døden ved at få en viden om den, mener hun. Det handler om at få nøgtern viden om, hvad der sker, når kroppen lukker ned, både fysisk, psykisk, socialt, eksistentielt og åndeligt:

»Hvis man har den viden, kan man måske få plads til at leve det liv, der er. Det handler ikke om, at man skal blive gode venner med døden, men det handler om at leve med den.«

Symbolet på den ultimative magtesløshed

Det moderne menneske vil have kontrol over livet og døden. Men døden lader sig ikke kontrollere, derfor er den symbolet på den ultimative magtesløshed. Og magtesløs­heden kan hurtigt blive lig med fiasko, og det er her, det egentlige tabu ligger, mener Lotte Blicher Mørk.

Derfor er det kendetegnende for vor tid, at døden omgærdes af en krigsmetaforik, som sættes på spidsen et sted som Rigshospitalet, der er handlingsorienteret, mener hun. Her handler det om at »overvinde« cancer eller »kæmpe« mod sygdommen.

Men døden er ikke noget, vi kan overvinde:

»Vi tror, at hvis bare vi kæmper hårdt nok, så vinder vi kampen. Sådan hænger det ikke sammen, for vores liv er fyldt med vilkår, som vi ikke kan løse, men må leve med. Døden er et af dem,« siger Lotte Blicher Mørk.

Det er overraskende, at det kun er lidt over hver tiende dansker, der udråber døden til vor tids største tabu, mener Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet.

For selv om vi lever i en tid, hvor vi har været i gang med at aftabuisere det meste, er døden for mange danskere stadig svær at tale om og tænke på, mener sociologen, der har forsket i døden i knap 20 år.

Måske kan forklaringen findes i selve begrebet tabu, der ikke er en entydig størrelse, påpeger Michael Hviid Jacobsen.

»For nogle betyder det blot noget, man helst ikke taler om eller ikke vil i berøring med, mens andre opfatter begrebet stærkere, som noget der eksisterer et kollektivt forbud imod, og som der er sanktioner forbundet med at beskæftige sig med.«