Vi tænker også med rygmarven

Forsøg med en sumpskildpadde, der kradser sig på skjoldet, viser, at der ikke er tale om en rygmarvsreaktion, men om noget, der ligner tankevirksomhed.

Et nyt epokegørende dansk forskningsresultat giver udtrykket rygmarvsreaktion et helt nyt indhold. Det viser sig nemlig, at de netværk af nerveceller (neuroner), der findes i rygmarven, fungerer på samme måde som neuroner i hjernebarken. Det er i hjernebarken, evnen til bl.a. at tænke, føle, se og høre, sidder.

Det har de seneste hundrede år været god latin, at cellerne i rygmarven fungerede helt mekanisk og uden tilfældige impulser.

Nu har professor Jørn Hounsgaard og post.doc Rune W. Berg fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, i samarbejde med den litauiske lektor og ph.d. Aidas Alaburda, overraskende dokumenteret, at de netværk af neuroner i rygmarven, som vi bruger under bevægelser, i stor udstrækning fungerer ligesom neuroner i hjernebarken.

Opdagelsen har ryddet forsiden på det seneste nummer af det internationale naturvidenskabelige tidsskrift Science.

Professor Jørn Hounsgaard fortæller, at det stadig er en gåde, hvordan mennesket overhovedet kan tale, synge, høre, se og bevæge sig.

»Vi ved i dag en hel masse om, hvordan de enkelte nerveceller fungerer, men meget lidt om hvordan nervecellerne i hjernen kommunikerer og bliver enige om at samarbejde om at udføre en bestemt funktion,« fortæller Jørn Hounsgaard.

Kildet på skjoldet
Han fortæller videre, at vores muskler styres af rygmarvens medfødte netværk af nerveceller. Nervecellerne registrerer bl.a. hudpåvirkninger som smerte og kløe.

»Vi var ret sikre på, at musklerne per refleks udførte deres arbejde som ensartede bøj- og strækbevægelser i et bestemt interval. Men forsøg med en sumpskildpadde, som blev kildet på skjoldet, viste os noget andet,« fortæller Jørn Hounsgaard.

Sumpskildpadden forsøgte naturligt nok at forsvare sig mod kilderiet ved at klø sig på skjoldet med sit ene bagben, og forskerne formodede, at der var tale om en rygmarvsreaktion. Målinger i sumpskildpaddens rygmarv afslørede imidlertid, at nervecellerne aldrig automatisk organiserer sig på samme måde, men tværtimod kæmper om at sætte kradsebevægelsen i gang og afbryde den igen. Der foregår altså en aktivitet i rygmarven, som vi kender den fra hjernebarkens højere funktioner. Vi tænker populært sagt med rygmarven.

Jørn Hounsgaard fortæller, at opdagelsen kan bidrage til øget forståelse af, hvorledes informationer kodes i hjernen. »Med den ny viden bliver vi måske i stand til at udvikle nogle mere spændende computere, som ikke bare arbejder i fastlåste mønstre. Det sjove ved hjernen er, at den arbejder hele tiden og tager hele billedet ind på én gang, når vi ser på noget. Modsat en computer så er hjernen også i stand til at genkende f.eks. en gammel skolekammerat, som vi ikke har set i 20 år. Hjernen husker de mindste træk og kan gennemskue aldersforandringerne,« fortæller Jørn Hounsgaard.