INTERVIEW: Tina Magaard har været væk længe. Både fra den islamdebat, som hun var med til at præge i midten af 00erne, og fra sin hjemstavn i det midtjyske.

Men efter ophold på Europas fineste universiteter og en karriere i hovedstaden er hun glad for at være tilbage i hjertet af Jylland, nærmere betegnet Aarhus Universitets campus i Herning, som ligger et stenkast fra byens vartegn: Ingvar Cronhammers ikoniske Elia-skulptur.

Men hvad angår en tilbagevenden til debatten om islamisme, er Tina Magaard en kende mere skeptisk. Da hun var ansat hos iranskfødte Mehdi Mozaffari, professor emeritus dr.scient.pol., på Aarhus Universitet fra 2005 til 2008, erfarede hun, hvor omkostningsfuldt det kan være at beskæftige sig med islamisme og integration.

Ikke mindst da hun i kølvandet på Muhammed-krisen var en af de få danske akademikere, der talte imod en konsensus blandt danske islamforskere, som næsten samstemmende hævdede, at terror intet eller meget lidt har med islams centrale dogmer og hellige skrifter at gøre.

Men efter terrorangrebene i København og Paris har Tina Magaard alligevel besluttet sig for kortvarigt at vende tilbage til debatten om islam i Danmark.

Et kulturmøde

Tina Magaards første møde med arabisk kultur fandt sted, da hun sidst i 1980erne arbejdede på en restaurant ejet af en jordaner i Kolding, hvor mange af byens mellemøstlige indvandrere kom.

»Jeg brugte mere tid dernede, end jeg tilbragte på gymnasiet. Vi var flere, der kunne finde på at hænge ud dernede, også når vi ikke var på arbejde.«

Dog var forholdene mellem kønnene klart defineret.

»Det første, min chef sagde til mig, da jeg blev ansat, var: »Stol aldrig på en arabisk mand«. Han understregede, at jeg skulle komme til ham, hvis nogle af de arabiske mænd, som kom dernede, ville noget med mig. Så skulle han nok få indskærpet over for den potentielle kandidat, at tingene skulle foregå på en ordentlig måde. Jeg blev da også behandlet med respekt i miljøet, som havde jeg været hans datter,« fortæller hun.

Under den jordanske caféejers arabiske paternalisme og trygge vinger var det nemmere at navigere end blandt gymnasiets kulturradikale lærere, der repræsenterede noget helt nyt og ukendt. For Tina Magaard er ikke opvokset i en ateistisk, akademisk eller kulturradikal familie, hvor man holdt Politiken og en klædeligt urban og ironisk distance til Gud. Tværtimod.

Som 11-årig havde hun hjemme hos sin indremissionske bedstemor læst Biblen fra ende til anden. Og selv om hun for længst har lagt religionen bag sig, har erfaringen fulgt hende.

»Den påvirkning i opvæksten har faktisk været til min fordel, når jeg har skullet navigere i muslimske miljøer i såvel Europa som Mellemøsten,« forklarer hun.

»Den har gjort det nemt for mig at forstå, hvad det indebærer at lade religionen være en rettesnor for sit liv, og hvilken tryghed den kan give, men også hvor adfærdsregulerende angsten for at komme i helvede kan være.«

Efter gymnasiet rejste Tina Magaard ud for at møde verden. Først til Bruxelles og senere til Paris, hvor hun tog sin ph.d. I Frankrig fik hun en helt ny vinkel på kultur og islam, da hun færdedes kosmopolitisk blandt anarkister og venstreorienterede, dyrkede orientalsk og indisk dans og stillede nysgerrigt spørgsmål ved alle dogmer.

Det gjorde hendes venner også, og flere af dem kom fra Nordafrika og Iran. Der blev hun opmærksom på, hvor svært det kunne være for dem at udtrykke sig frit, fordi radikaliserede medlemmer i immigrantmiljøerne konstant forsøgte at sætte en stopper for deres udfoldelser med direkte henvisning til Koranen og islams dogmer. Selv noget så uskyldigt som traditionel indisk dans blev lagt for had og fordømt af islamister.

»At nogle i islamistiske miljøer finder det legitimt at bruge vold for at straffe dem, de mener, krænker islam, er ikke noget, der er skabt af europæisk racisme eller opstået ud af den blå luft med Muhammed-krisen. Det er en tendens, som i mange år har indskrænket kunstnere og kritisk tænkende personers rettigheder i muslimske lande og muslimske miljøer i Europa. Det eneste nye er, at nu rettes volden også ud mod ikke-muslimer,« siger Tina Magaard.

De svage stærke

Borgerkrigen, der i de tidlige 1990ere udspillede sig mellem regeringen og islamister i Algeriet, blev afgørende for Tina Magaards forståelse af en kulturkamp, som udspiller sig i muslimske miljøer verden over. Det var en ekstremt blodig konflikt, hvor ekstremistiske grupper, hvoraf flere i dag har forbindelser til al-Qaeda, massakrerede hundredtusinder af civile:

»Jeg mødte mange liberalt sindede eksil-algeriere, som var modstandere af islamisterne. De spurgte meget ind til, hvad der foregik i Skandinavien, og de hævdede, at fundamentalisterne søgte mod Danmark og Sverige, hvor de kunne få status som flygtninge eller gifte sig til statsborgerskab og få adgang til velfærdssamfundets ydelser. Det gjorde det muligt for dem at indsamle penge, som de sendte videre til de islamistiske bevægelser i hjemlandene. Så gik velfærdsstatens midler til at finansiere terror og kamp mod sekulært orienterede muslimer og religiøse mindretal, ligesom de også blev brugt til sociale programmer, der tjente til at lokke flere ind i ideologien. De liberale algeriere var ekstremt harme over, at skandinaverne kunne lade det ske,« fortæller hun.

»Selv om det i sagens natur er svært at verificere den slags, gjorde det mig opmærksom på, hvordan personer, som man i Danmark entydigt opfattede som ofre, selv kunne være undertrykkere og endda bruge velfærdsstatens midler til at undertrykke andre,« siger hun og fremhæver, at islamismens ofre altid først og fremmest er andre muslimer.

I løbet af 1990erne begyndte Tina Magaard også at undervise i interkulturel kommunikation ved en finsk handelshøjskole. Her brugte hun blandt andet kilder, som fremhævede, at islam i sin essens er en fredelig og tolerant religion, som blot er blevet misforstået eller kapret af ekstremister.

Men det satte hende i et dilemma, for selv om hun gerne ville tro, at det forholdt sig sådan, oplevede hun i sin hverdag mange eksempler, som tydede på noget andet. Både islamisterne og dem, de forfulgte, var rørende enige om én ting, nemlig at begrundelserne for at indskrænke ytringsfriheden, både den kunsteriske, litterære og politiske, blev hentet direkte og ofte ordret fra islams hellige skrifter.

Bevidste fortielser

Derfor besluttede hun selv at gå til kilderne. Hun studerede arabisk og læste både Koranen og haditherne. Her genkendte hun mange af de repressive tendenser, hun havde oplevet omkring sig.

»Det slående er ikke i sig selv, at man kan finde drabelige passager i islams tekster, for det kan man i så mange hellige skrifter. Det slående var, hvor meget disse passager fyldte, og hvor meget de kredsede om en dem-og-os-logik, hvor vantro og frafaldne karakteriseres som urene, rådne, kriminelle, hykleriske og farlige. Det var også påfaldende, i hvor høj grad disse tekster stillede krav til læseren om at bekæmpe de vantro, både med ordet og med sværdet. I mange passager spiller Muhammed en central rolle som ham, der opfordrer til brug af vold, hvad enten det drejer sig om steninger, halshugninger, krigshandlinger eller henrettelse af kritikere og digtere.«

Tina Magaard finder det særlig kritisabelt, at mange islamforskere efter hendes mening bevidst fortier dette forhold og bruger deres magtposition til at skabe bestemte normer for, hvad man må sige. Ofte lægger de også skylden på danskernes racisme i stedet for nøgternt at fortælle om de begrundelser for at udøve vold og trusler, som ekstremister faktisk finder i de hellige skrifter.

»Kernen i problemet er en mangel på accept af de liberale frihedsrettigheder, vi har i EU, samt retfærdiggørelse af vold for at fremme en islamisk agenda, der først og fremmest rammer andre muslimer. Hvis man som forsker fortier det, ender man med at tage parti i en intern muslimsk kulturkamp, samtidig med at man fortier vigtige ting for offentligheden. At sløre de religiøse påbud og regler, som findes i Koranen og haditherne, er uhæderligt. Og nej, de forklarer ikke alt, men de er en vigtig del af den virkelighed, som det er akademikernes opgave at forstå og formidle, og derfor bliver man nødt til at inddrage dem.«

Kravene vil fortsætte

Adspurgt om, hvorvidt det efter Krudttønden og Charlie Hebdo er ønskværdigt af hensyn til den fremtidige harmoni og sameksistens at lade være med at tegne Muhammed, er Tina Magaards svar entydigt:

»Det eneste, vi får ud af at sige, at vi ikke må tegne Muhammed, er, at der kommer flere religiøst begrundede begrænsninger af vores frihedsrettigheder. Vi skal tværtimod tage tyren ved hornene og sætte spørgsmålstegn ved, om Muhammed gjorde det rigtige, da han eksempelvis beordrede sine kritikere myrdet. Den diskussion er vi nødt til at tage med de europæiske muslimer.«

Det mest tankevækkende er ifølge Tina Magaard, at det er svært at finde en imam, som tør eller vil kritisere de aspekter af islam, som står i tydelig modsætning til de liberale frihedsrettigheder, selv om der findes mange muslimer, som ikke personligt deler den ideologiske islams dogmer.

»Man får i stedet en udenomssnak i stil med: »Det er ikke relevant at diskutere i Danmark nu« eller »det er en misforståelse«. Men ingen kritik af de konkrete passager, som eksempelvis terroristerne begrunder deres handlinger med,« siger hun.

»I en undersøgelse, jeg udførte for Integrationsministeriet, besøgte jeg en bred vifte af muslimske menigheder. Kun ahmadiyya-imamen læste tydeligt de voldelige passager metaforisk, for eksempel ved at sige, at når der står, at en tyv skal have hugget hånden af, er det en metafor for at sige, at man skal forhindre hans hånd i at stjæle mere.«

Men hun nævner samtidig, at netop ahmadiyyaerne af stort set alle andre muslimer betragtes som frafaldne, blandt andet fordi de læser Koranen metaforisk.

»Det viser, hvor svært det er at få gang i den reform af islam, som er nødvendig for, at muslimer kan leve i fred med hinanden og os andre. Men vi er nødt til at skubbe på for at fremme den reform for at sikre de frihedsrettigheder, som vores samfund bygger på, og som har sikret vores velstand. Ytringsfriheden er de andre friheders moder. Det handler ikke kun om at have ret til at råbe og skrige ad hinanden. Det handler om at kunne kritisere alle religiøse dogmer uden at blive udsat for vold eller trusler om vold. Ytringsfriheden er centralnerven i et velfungerende demokrati. Uden den dør demokratiet.«