Desmond Tutu, tidligere anglikansk biskop i Sydafrika, blev først og fremmest kendt som apartheid-modstander i 1980erne. I dag bliver han 85 år.
Han var den første sorte ærkebiskop i Cape Town, og hans støtter ser ham som en stor mand, der siden afskaffelsen af apartheidsystemet har været en aktiv forsvarer af menneskerettigheder og en prominent skikkelse i bekæmpelsen af HIV/AIDS, tuberkulose, fattigdom, racisme, sexisme og homofobi.
I 1984 blev han som et kontroversielt valg tildelt Nobels fredspris, den blev efterfulgt i 1986 af Albert Schweitzer-prisen for humanisme og en række andre fornemme priser kulminerende med Gandhis fredspris i 2007 og den amerikanske Presidential Medal of Freedom i 2009.
Undervejs har Desmond Tutu flittigt udgivet bøger med sine taler og tanker.
Som præst og biskop har Tutu lagt stor vægt på at fortolke kristendommen ind i en afrikansk sammenhæng.
Det har han blandt andet gjort ved at kæde sin kristne tro sammen med det afrikanske begreb »ubuntu«. Ubuntu står for det, at mennesker altid er afhængige af hinanden.
Der ligger en gæstfrihed i det og en åben og imødekommende holdning.
Ifølge teologen Tutu ønsker Gud et samfund, hvor mennesker lever i harmoni sammen som én stor familie.
Omstridt
Der hersker ingen tvivl om, at Desmond Tutu fik stor betydning for den internationale modstand mod apartheid, og han satte bl.a. på afgørende vis gang i den danske folkebevægelse for sanktioner mod Sydafrika ved et besøg i Danmark i 1979.
Hans udtalte humanisme kom desuden til at spille en central rolle i den relativt fredelige overgang til demokrati i 1994.
Internt i Sydafrika har Tutus person dog siden været omstridt. Bl.a. er han blevet kaldt »en løs kanon« og et »skandaløst menneske«, hvilket dog har foranlediget en vred Thabo Mbeki, Sydafrikas præsident, til at bakke op om ham.
Desmond Tutu er desuden blevet beskyldt for at være en hykler og i besiddelse af en yderst selektiv hukommelse. Ligesom man har anklaget ham for at være alt for hurtig til at acceptere en undskyldning fra det tidligere apartheid-regime, der begik uhyrlige overgreb mod millioner af sorte sydafrikanere.
Omvendt udvandrede adskillige tilhørere, da Tutu i 2011 i en tale på Hawaii sammenlignede zionisme med racisme, kaldte Israel for en apartheid-stat og opfordrede til kulturel og akademisk boykot af landet. Udtalelser for hvilke han også er blevet taget til indtægt for antisemitisme.