Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Et snert af magtfuldkommenhed. Paranoia. Så tilsætter man et sjat beskidte kneb, og så har man åbenbart beskrivelsen af livet i Venstre.
Det mener finansordføreren Peter Christensen og tidligere bygge- og teknikborgmester i København Søren Pind, som kommer med beskrivelsen, efter at de har opgivet at komme til at påvirke partiets nye principprogram til efteråret.
Årsagen er, at ledelsen i går advarede de to politikere mod at destabilisere regeringens politik på baggrund af deres politiske forslag til efterårets store debat om principprogrammet.
Og det har i den grad gjort Søren Pind og Peter Christensen sure. De holdt i går åbent hus for pressen på Pinds kontor, hvor journalister overlappede hinanden og knap kunne få vejret for de mange ord, som røg ud af munden på de to.
»Jeg mener, at det er et sygdomstegn, hvad magt kan gøre ved mennesker. Dette skal stå for min egen regning, men mine erfaringer fra Københavns Rådhus indikerer, at når man sidder tilstrækkelig lang tid på magten, er der bestemte mekanismer, som går i gang, og så kan det være vanskeligt at opretholde de store og flotte principper om frihed og ytringer. Dér synes jeg, at vi er ved at se de første metaltrætheder, og hvis ikke der er nogle allerøverst oppe i partiets ledelse, der tager dette alvorligt, så kan det kun blive værre, og det vil jeg godt advare imod.«
Jamen, siger du, at der er gået Kramer Mikkelsen (tidligere S-overborgmester i København, som Venstre beskyldte for at være magtfuldkommen, red.) i den?
»Det udtryk får du mig ikke til at bruge. Og jeg vil heller ikke lægge navn til det,« svarer Søren Pind.
Deres politiske forslag - også kaldet teserne - er liberale. Ikke mere end 50 procent i skat og overførselsindkomster må ikke overstige nogen mindsteløn. Men ifølge partiets ledelse åbenbart så liberale, at de kan være med til at skabe forvirring hos vælgerne om Venstres politik.
Men det var nu ikke det politiske indhold, som tog dagsordenen i går.
Det var i stedet den mørke side af politik, som kom frem i lyset.
»Altså, vi trækker forslagene, fordi det bliver gjort til manglende opbakning til regeringen og statsministeren. Og så hører alting op. Vi bliver mistænkeliggjort,« svarer Peter Christensen.
Mistænkeliggjort? Hvad skal det sige?
»Ved du hvad, når der kommer anonyme udtalelser fra både folketingsgruppen og regeringen om alt muligt personfnidder, som vi skal have skyld for, må man sige, at så er der åbenbart ikke plads til debat. De forsøger med alle kneb at få det til at handle om alt muligt andet end politik. De vil bare mistænkeliggøre os,« siger Peter Christensen.
Al-Qaeda-syndrom
»Jeg kalder det for al-Qaeda-syndromet. Lige meget hvad der eksploderer, så er det vores skyld,« tilføjer Pind.
Og dermed er fokus rettet mod de to som banditterne, og væk er fokus fra indholdet i deres politiske forslag, mener de to.
»Nu handler det om, at vi er skyldige i alt muligt lort herinde i Venstre. Vi undergraver regeringen, vi undergraver statsministeren og gruppeformanden. Jamen, det er slet ikke det, vores projekt handler om. Overhovedet ikke. Fokus er væk fra, hvilken rolle den offentlige sektor skal spille i Danmark, og i hvor høj grad det skal betale sig at arbejde, hvordan skatten skal se ud,« siger Pind.
Hvorfor kan I ikke bare fastholde jeres teser og sige, jamen vi undergraver ikke nogen i Venstre?
»Det er en umulig diskussion, når man fra så højt niveau kommer med så stærke udsagn. Så vil det altid stå sådan i pressen, at det er dem mod os. Det politiske budskab er væk. Det er håbløst,« mener Christensen.
Har I ikke hele tiden vidst, at I løb den risiko, når I kommer med forslag, der adskiller sig fra regeringens linje?
»Man skylder at svare os på, om det ligger uden for regeringens linje, at man vil fjerne hjørner i det offentlige forsørgelsessystem, hvor det ikke kan betale sig at arbejde. Ikke mig bekendt. Det er vel heller ikke uden for linjen, at den offentlige sektors størrelse skal være mindre samlet set. Det er tværtimod direkte i forlængelse af det, som man kalder Claus Hjort Frederiksen-doktrinen. Jeg medgiver, at selvfølgelig kan man diskutere maksimum 50 procent i skat, men har regeringen en fast afklaret linje om skat for de næste 10-15 år? Så hvor er det egentligt, vi undergraver,« spørger Pind.
Hvorfor er lige netop I to blevet Venstres sorte får?
»Det kan vi ikke vide. Jeg ved det ikke,« lyder det fra Peter Christensen.
Pind:
»Paranoia. Vi har fået ansvaret for fadæser i Venstre gennem det sidste halve år.«
Peter Christensen:
»Jeg kan bare konstatere, at jeg er skuffet over, at man ikke har større tillid til hinanden. Når man sætter sådan et principprogram i søen, og vi så kommer med ændringsforlsag til ...«
Pind:
»Ja, og som de har vidst ville komme i tre år.«
Christensen:
»Ja, og som vi var åbne omkring, men som så bliver mistænkeliggjort. Der burde man have mere tillid, for ellers kan sådan en diskussion være ligegyldig. Så opnår man ikke det, som bør være formålet: Nemlig en idéudvikling.«
Fogh sagde efter dagens gruppemøde, at han da gerne ville stemme om hvad som helst. Også jeres teser!
Peter Christensen:
»Ja, men vi må bare konstatere, at der også er sendt andre meldinger.«
Håbløst at føre debat
Så Foghs udtalelse skal man ikke tage helt for pålydende?
Peter Christensen og Søren Pind i munden på hinanden?
»Jo, Jo, Jo.«
Søren Pind:
»Det er meget fornuftigt, det som statsministeren siger, men det nytter bare ikke noget. Vi kan ikke føre en diskussion på Venstres landsmøde, hvor vi går op og siger, at det er vigtigt, hvad vi vil med verdens største offentlige sektor, og det første som så sker er, at en minister går op og siger, at det er illoyalt over for regeringen. Det er jo håbløst.«
Hvad havde I egentlig forventet?
»En redelighed og respekt for, at der er - var - en debatkultur i Venstre, hvor der var plads til at diskutere principielle ting, uden at det nødvendigvis skal smitte af på hakkelsen i døgnets rejsestald. Og det er der ikke. Og hvis et hvert spørgsmål skal gøres til for eller imod regeringens linje, så er enhver politisk debat umulig,« mener Pind.
Er det en ny udvikling i partiets kultur?
»Jeg har ikke mødt det før,« svarer Pind.
Vil det sige, at I slutter jer til Carl Holst (amtsborgmester i Sønderjylland, red.), som for nylig sagde, at der ikke længere er højt til loftet og langt til døren?
Peter Christensen:
»Jeg må konstatere, at der må have fundet en ombygning sted. Og loftet er blevet sænket. Og jeg tror, at når dagen går på hæld, og man får sat sig ned og læst indholdet i forslagene, så må der være nogle, som får det skidt over alt det, som de fik hældt i hovedet på os.«
Hvad vil I så gøre ved debatkulturen?
Pind:
»Vi sidder på hænderne.«
Ah, I kan vel ikke sidde på hænderne herinde de næste 30 år?
Peter Christensen:
»Jeg har nu ladet mig overbevise om, at vi og folketingsgruppen skal være nogle udmærkede administratorer, og så er der åbenbart nogle andre, der skal tage sig af idéudviklingen.«
Siger I det samme i næste uge, eller er I bare i et øjebliks granatchok?
»Nej, vi taler om principprogrammet. Den daglige politik deltager vi i, og den har jeg ingen krtik af. Husk lige rammen. Det er principprogrammet, vi taler om, og her gør vi ikke noget,« siger Christensen.
Landsmødet har man skrevet op til den store debat om Venstres fremtidige principprogram. Hvordan tror I, det bliver?
»Venstre består af mange solide mennesker ...« siger Christensen og bliver afbrudt af Pind:
»Ja, som kerer sig om en lavere offentlig sektor og skatten, og jeg kan også konstarere, at dengang i 2003, hvor vi første gang nævnte teserne, der lavede Berlingske Tidende en meningsmåling, som viste stor opbakning.«
Så skulle der jo være rygstød nok til at kæmpe videre?
Peter Christensen:.
»Det har vi svaret på.«
Det banker på døren. Tiden er løbet, og det er Politikens tur.