»Vi ønsker at leve ligeværdigt«

Sverige kan asylsøgere allerede frit vælge at bo uden for centrene, så længe de kan vise en adresse på en ven eller slægtning i landet frem. Samir Al-Sudane og Saad Saadallah Ali fra Bagdad bor hos deres venner i Malmø og er begge glade for at være ude blandt svenskerne, for så går tiden hurtigere.

Den svenske stat giver hver måned Saad Saadallah Ali og Samir Al-Sudane 1.800 svenske kroner at leve for, men de klarer sig ved hver især at dele lejlighed og madlavning med flere af deres venner, der også søger asyl. I Irak var de to mænd selvstændige og arbejdede med henholdvis fremstilling af elledninger og valutaveksling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Berg

To mænd måtte i martsforlade deres familier, arbejdsliv, samfund og hjemland. De havde fået nok. De gik ikke længere uden for døren hjemme i Bagdad sammen med deres familie. Bilbomber og uroligheder flængede en hverdag, der få år tidligere helt naturligt rummede et familieliv med smil og rutiner. Men nu måtte fædrene træffe det sværeste, men eneste valg. Derfor måtte de sige farvel. .

Flere måneder senere bor Samir Al-Sudane og Saad Saadallah Alis sammen med nye venner i Malmø langt væk fra deres hjemland. De to asylsøgere venter stadig på, at den svenske stat skal bestemme sig for, om de må blive eller ej. Indtil det svar kommer, må de gifte mænd vedligeholde deres familieliv via telefonsamtaler og med chat på internettet, men de virker ikke desperate eller resignerende. Ansvar og håb er med til at holde sindene i live.

Men når man spørger dem her i klasselokalet på skolen Humanus, hvor asylsøgere lærer det svenske sprog med 40 lektioner om ugen, er der også en anden og vigtig grund til, at tilværelsen trods alt er til at holde ud. For de bor hos deres venner i tryghed og ikke på et asylcenter, hvor ventetiden foregår i en kvælende langsommelig kulisse. Ude blandt svenskerne er timerne kortere.

Et socialt liv
Dansk Røde Kors skeler til Sverige, når de tager forbehold og advarer mod, at livet uden for asylcentrene langtfra er en dans på roser. Men trods mørke skyer på himlen en decemberdag på den anden side af Øresundsbroen, er en imødekommende flok asylsøgere i Malmø samstemmende glade for ikke alene at have valget. Men også for at udnytte det, flytte væk fra asylcentrene og ind hos venner og familie i det svenske, mens deres ansøgninger bliver behandlet.

Det gør ikke ventetiden let, for tilværelsen med utålmodige sind er stadig svær, men livet uden for asylcentrene er alligevel bedre, mere socialt og tættere på svenskerne, end den vanskelige begyndelse.

»Klokken tre om eftermiddagen lukkede byen, og der var ingen mennesker. Jeg kunne ikke se det svenske folk, og jeg måtte væk fra asylcenteret,« siger 51-årige Samir Al-Sudane om den første tid i Sverige på et asylcenter i en landsby langt nordpå nær Kiruna.

» Når vi bor uden for centrene kan vi se, hvordan folk lever her. Vi kan gå til små fester, og når svenskerne fejrer, kan vi se, hvordan de gør. Så når de er glade, er vi glade. Det er vigtigt rent faktisk at kunne tale med menneskerne her, så de kan finde ud af, at vi er gjort af samme stof, og at vi ønsker at leve ligeværdigt med dem,« siger 34-årige Saad Saadallah Ali.

Adspurgt om der ikke findes ting, der er sværere, når man flytter væk fra asylcentrets beskyttende ramme, siger Samir Al-Sudane, at han har svært ved at forstå spørgsmålet. For hvad skulle det dog være?

»På centret så jeg ingen mennesker, og der var ikke internet. Uden for ser jeg mine venner, og jeg kan snakke med min familie over internettet. På centret kan man ikke lave sin egen mad, men i vores nye hjem kan vi lave god mad,« siger han, peger på vennen ved sin side og roser hans kokkeevner.

Saad Saadallah Ali smiler, men hurtigt bliver ansigtsudtrykket igen alvorligt og insisterende.

»Vi plejede at have et socialt liv, og vi har brug for kontakt med mennesker udenfor.«