»Vi mennesker er forunderlige. Vi bliver grådige«

Anders Walter vandt en Oscar tidligere i år for kortfilmen »Helium« om en døende dreng. Man skal bare brænde for sin sag, siger han.

Anders Walter, filminstruktør som har vundet en Oscar for filmen »Helium«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hans arbejdsplads ligger flot på Frederiksberg Allé. Men dens indretning er alt andet end mondæn. Den store lejlighed under taget bugner af kasser med tomt papir i alle størrelser.

Væggen bag skrivebordet prydes af en falmet plakat fra Antonionis mærkværdige »Blow-up« og en håndtegnet plan til en endnu ukendt film.

Anders Walter holder til her. Plus tvillingbroderen Rasmus, der er komponist. Plus et mindre arbejdskollektiv af yngre mennesker med kreative ambitioner.

Så man finder ingen souvenir fra berømte film. Ingen raket fra »Den mystiske stjerne« eller bowlerhat fra »Olsen banden«. Anders Walter har kun fundet plads til absolut nødvendige – sikkert fordi han sidder med sine egne idéer og vil have dem helt rent.

Han er 36 år og selvlært tegner. Men de seneste år har mest stået i kortfilmens tegn. »Helium« fra 2013 var den, der udløste en Oscar tidligere i år og gjorde ham til et kendt navn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Og dog: Der står lige en Oscar henne i hjørnet. En af de gyldne statuetter fra amerikanernes Academy Awards. Ridderen med de korslagte arme er 34 cm høj og vejer op mod fire kilo og virker ret imponerende i levende live.

»Jeg tog den med, fordi I skulle komme«, siger Anders Walter.

Han er 36 år og selvlært tegner. Men de seneste år har mest stået i kortfilmens tegn.

»Der findes stadig billeder, jeg vil have med for enhver pris. Men billeder spiller måske ikke helt samme rolle længere. Jeg er nok blevet mere optaget af at røre mennesker – at nå ind til deres følelser.«

At røre folk har været hans eneste ønske de seneste år. Den gode historie har førsteprioritet.

»Den talende kuffert« kom i 2011 og handler om en dreng, der vil bestige det lokale kirketårn. »9 meter« fra 2012 handler om en dreng, der vil slå sin egen rekord i længdespring og samtidig redde sin døende mor.

Og den seneste skulle så blive »Helium« fra 2013. Det var den, der udløste en Oscar tidligere i år og gjorde ham til et kendt navn. Hans film nummer tre om drengen i os alle. »Helium« er den stille historie fra et dansk hospital.

Alfred på seks år ligger for døden omgivet af sin store interesse: Balloner og flotte luftskibe. Enzo med det uklippede skæg og viltre hår gør rent på afdelingen og er ellers lidt af en klodrian.

De to viser sig som et godt par. Alfred bliver rørt over Enzos væltede blomstervase. Enzo har mistet en lillebror engang og kan ikke bære Alfreds udsigt til det store ingenting. Så den voksne opfinder en slags himmel til den lille dreng: Et luftskib vil flyve ham op til den evige legeplads. Men hvordan kan det finde frem til Alfreds stue? Enzo binder en rød ballonhund og stiller den i vinduet.

Hvad der siden sker, skal ikke afsløres her. Filmens slutning kan minde om alt fra »Elefantmanden« til »Livet er smukt«. Men den fortælles med hjertesmertende billeder og helt uden sentimentalitet.

»Der er masser af patos i den film – i hvert fald på overfladen,« siger han.

Vi danskere er ellers bange for patos …

»Jeg ved det godt. Når jeg får afslag på en film, står der sommetider »for megen patos« på manuskriptet. Jeg har endda oplevet folk, der var sure over at blive rørt!«

Anders Walter selv kalder stilen for magisk realisme og fortæller om filmens tilblivelse med et stort smil. 

»Jeg er helt overordnet fascineret af børn og deres fantasi,« siger han.

»Alfred bruger for eksempel fantasien til at lindre sin smerte. Man drages ind i hans tanker og går fra realisme til fantasi.«

Filmen blev optaget på seks dage sidste sommer. Man kan som regel optage tre til seks minutter om dagen på en spillefilm eller en TV-serie. Så hvis man skal kreere en kortfilm på 20 minutter, tager det omkring seks dage.

»Tiden med et filmhold er utrolig kostbar,« siger Anders Walter.

»Man kan ikke bare gå rundt og være kunstnerisk. Man arbejder knivskarpt og lige efter planerne. Det er i virkeligheden et hårdt og meget konkret arbejde.«

Bispebjerg Hospital havde stillet en hel etage til rådighed for holdet. Den flotte gestus var lidt af et lykketræf.

»Locations på hospitaler er altid et problem,« siger Anders Walter: »Men ledelsen på Bispebjerg skulle ikke bruge etagen og åbnede den for os. En hel uge. Helt gratis.«

Du havde også en heldig hånd med cast­ingen?

»Casper Crump spiller ofte playboy og komiker på film. Men da han skulle spille Enzo, gjorde jeg alt det modsatte ved ham. Jeg gav ham kikset ydre og rod i håret. Og jeg var virkelig heldig med drengen! Vi havde ingen tid til rådighed. Vi havde næsten ingen penge. Men fine Søren Kragh-Jacobsen havde lige lavet en film, hvor Pelle Falk Krusbæk på seks år havde storspillet – så vi kunne bare hente ham ind.«

Foto: Nikolai Linares.

Det med pengene var ikke ligegyldigt. En film som »Helium« har i runde tal kostet nul kroner i produktionsfasen. Stort set alle har arbejdet uden løn.

»Og fordi jeg er gammel tegner, har jeg selv kunnet lave mange af effekterne. Jeg designede også luftskibet selv – og virksomheden Ghost lavede den flotte animation i 3D helt gratis.«

Anders Walter lever så heller ikke af sine film. Han tegner reklamer, illustrerer børnebøger med videre.

»Film og tegning minder i øvrigt lidt om hinanden. Jeg har altid fortalt historier med mine tegninger. Og du føler rent faktisk, du instruerer figuren i en tegneserie, bortset fra at den ikke kan sige dig imod.«

Men du er ikke blevet rig på din Oscar?

»På ingen måde. Den har foreløbig kun kostet mig penge. Jeg måtte for eksempel tage to måneder ud af min kalender op til uddelingen og kunne så ikke løse andre opgaver i den tid.«

Fortæl om den uddeling … Var det ikke fantastisk?

»Det var så syret. Og det gik så hurtigt alt sammen. Jeg ønsker sådan, jeg kunne opleve det hele igen. Men jeg kan heldigvis se seancen på video, for min far sad herhjemme og optog det,« siger han.

Anders Walters film er på lige godt 20 minutter og dermed en kortfilm. Genren skal ikke forveksles med den såkaldte novellefilm – en stor genre i dansk kultur. Novellefilm varer som regel over en halv time og kendes ikke på samme måde andre steder i verden. Så hvis man skaber en novellefilm, kommer man ikke med på de store festivaler.

Kortfilm som »Helium« har til gengæld deres egen kategori ved Academy Awards. Man deler dem ikke i amerikanske kortfilm og film fra andre lande. Alle kortfilm bedømmes på samme præmisser. Hvilket i praksis betyder, de amerikanske film ofte får en fordel. Ikke færre end otte af de seneste ti vindere har været amerikanske.

Dommerkomiteen havde »9 meter« af Anders Walter med på deres short list sidste år. Listen består af de ti bedste film. Hvis man kommer med blandt de fem øverste, kan man kalde sig nomineret. 

 

»Så jeg var virkelig spændt sidste år. Det er omkring 6.000 medlemmer af det amerikanske filmakademi, der stemmer om prisen. De mennesker skal så sidde og se det hele: Store spillefilm, små kortfilm, rub og stub. Men har alle 6.000 medlemmer virkelig set samtlige spillefilm til ende? Jeg kan godt tvivle på det. Kortfilm er mere overskuelige. Du kan se en hel masse film på ingen tid. Så jeg tænkte: Hvis de bare ser min film – så har den en chance.Men vi kom ikke med blandt de fem nominerede. Vi blev filtreret fra under sidste sortering.«

Var det ikke nedtur?

»At komme med på listen var fantastisk nok. Men det var samtidig en smule ærgerligt. Vi kommer aldrig så tæt på en Oscar mere, tænkte jeg.

Da listen for i år kom ud, var vi så på igen – nu med »Helium«. Vi nåede endda helt frem blandt de fem nominerede denne gang. Så vi kunne få hele oplevelsen med og være en del af showet. Og det var sådan set nok for mig personligt. Men…Men vi mennesker er forunderlige. Vi bliver grådige, du ved.«

»Der gik ret længe fra listen kommer ud til nomineringen var en realitet og næsten lige så længe fra nomineringen til selve festen derovre. Vel tre måneder i alt. Så man går jo og gør sig tanker. Vi var glade nok for nomineringen. Men tænk lige, hvis vi vandt. Tænk hvis vi skulle op gennem salen og stå foran de største filmstjerner.«

Foto: Nikolai Linares.

Feltet var ellers stærkt?

»Uha, ja. En britisk film med Martin Free­man og flere solide skuespillere var favorit hos bookmakerne. Så jeg tænkte jo lidt, at dét løb er nok kørt. Men jeg så alle de fem nominerede film ved en visning ugen før. Og dét gav mig ligesom modet tilbage. For folkene i Hollywood kan godt lidt hjertefilm. Den britiske var lidt en hjernefilm. Så jeg tænkte: For fanden Anders, du har en chance.«

Og hvad skete der så?

»Jamen, der skete det utrolige. Stemningen i medierne vendte til vores fordel tre dage før. Amerikanerne elsker at predicte om alt muligt – også udfaldet af Academy Awards. Et blad som Variety har forudsigelser konstant i tiden op til uddelingen. Og vi kunne lige pludselig se vores navn dukke op i spalterne. Otte ud af 14 blade havde lige pludselig vores film som favorit. Jeg tænkte bare: Hvad sker der lige! Hvor kom dét lige fra! Det føltes helt vildt alt sammen.  For de der fagfolk på bladene sætter jo en ære i at ramme rigtigt. De har fingeren på pulsen og taler med alle mulige med indsigt.

Fire af bladene satsede på den engelske film. Fire andre blade troede mere på en fransk film. Men hele otte af de største blade havde pludselig os som favoritter. Shit, det var spændende.«

Og det blev endnu mere spændende?

»Ja, for pokker. Lige da min kone og jeg skulle ind til showet, så vi en kæmpe luftskib på himlen lige over os. Og luftskibe spiller jo en stor rolle i filmen, så vi var overbevist om, det var et tegn«

Og du endte med at blive kaldt op?

»Ja. Det føltes helt vildt. Det føles stadig helt vildt.«

Har det givet noget?

»At få en Oscar gør især en forskel i den amerikanske filmindustri. Du kommer lige pludselig ind i de kredse, hvor der virkelig tages beslutninger. Hvis jeg bare var taget over med mine tre kortfilm, skulle jeg have været til møder på en masse små kontorer. Men en Oscar åbner døre.«

Anders Walter har også fået en god agent derovre. Den gode agent har adgang til alle de rigtige manuskripter. Og han kan ringe til præcis den skuespiller, man ønsker til ens film.

»Der cirkulerer hele tiden en masse manuskripter i amerikansk filmindustri,« siger Anders Walter.

Foto: Nikolai Linares.

»Steven Spielberg skriver for eksempel ikke noget selv. Rigtig meget handler om filmrettigheder til de bøger, der er oppe i tiden. Et godt manuskript er altid første skridt til en god film. Den rigtige skuespiller er altid næste skridt – og på en måde det vigtigste. Hvis du kan få en kendt skuespiller med på idéen, kommer finansieringen næsten af sig selv. Amerikansk film er i den forstand ren forretning. De kender ikke til offentlig støtte som os.« Adgang til de rigtige manuskripter.

Hvad betyder det?

»Næsten alle romaner i dag er ejet af filmselskaberne. To ud af tre film er faktisk begyndt som bog. Store selskaber som Warner og Paramount har folk siddende, der ikke laver andet end at læse romaner og købe filmrettighederne før alle andre 40 procent er den gode historie. 40 procent er den rigtige casting. Hvis de to ting er i orden, er meget hjemme.«

Men ikke engang gode manuskripter og kendte skuespillere er nok. Instruktøren får typisk lov til at arbejde alene på sit oplæg et stykke tid og kan komme langt med det. Selskaberne kan til enhver tid lukke projektet ned igen, og de gør det hele tiden.

Anders Walter er kommet sig over sin Oscar og allerede i gang med nye projekter.

Et af dem bliver hans kortfilm nummer fire. Og den har ikke en dreng i hovedrollen.

»Den er en lille, barsk omgang. En film om provinspigen, der spiller violin. Hun er kommet ind på konservatoriet i København, men skal samtidig passe sin alkoholiserede og meget manipulerende far. Filmen udspiller sig så under hendes opgør den sidste nat. Hun har komponeret et stykke musik og skal spille det i den lokale kirke. Faderen kommer ikke op i kirken for at høre det. Så hun låser ham inde. Ikke fordi hun tror, hun kan lave om på ham. Men fordi hun vil se manden ædru og tage hende alvorligt i bare ti minutter.«

Et andet projekt kunne være hans første spillefilm. Værket er under udvikling hos Det Danske Filminstitut og lidt hemmeligt endnu. Men det handler om skilsmisse, set med barnets øjne.

»Jeg tror selv på den. Og tro er helt afgørende i filmens verden,« siger Anders Walter

»Man får mange afslag – men hvis man brænder for sin sag, kan man tage alle keglerne alligevel.«