»Vi kommer ikke hjem i live«

Den første tid for Hold 4 i Afghanistan har budt på flere kampe og to sårede kammerater. En er blevet skudt i knæet. En anden i lungen. Nu er der endelig faldet en smule ro på den danske side af Helmandfloden. Indtil en aften, da der åbnes ild fra uventet side.

Checkpoint, hvor en selvmordsbomber dræbte 11 mennesker få uger tidligere. MADS NISSEN Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anders Storrud hæver stemmen og hamrer flere gange hænderne ned i det vakkelvorne metalbord. Cafeteriet i bunden af Rigshospitalet er normalt et fredsommeligt sted at opholde sig. Patienter og familier drikker kaffe og taler sagte med hinanden. Men i sensommeren 2007 formår den unge danske major ikke at skjule sin frustration og vrede over den opgave, der venter ham i Afghanistan. “Vi kommer ikke hjem i live. Jeg er så tosset over det, for det er simpelthen for farligt – vi kommer ikke hele hjem,” siger han.

Anders Storrud bliver forlegen og undskylder sin opførsel. Han blander normalt aldrig familien ind i de problemer, han som soldat står overfor. De er samlet på Rigshospitalet, hvor hans far, Carsten, er indlagt efter en hjerteoperation. Anders plejer at holde facaden og underspille omfanget af de missioner, han skal ud på. Han har allerede prøvet en del som udsendt i Kosovo og Irak.

Men denne gang er det anderledes. Han skal på en farligere opgave og har et større ansvar. Som kompagnichef har han 130 soldater direkte under sig, og i næsten et år har han trænet sine folk i ørkenkrig: Krig i golde, flade områder, hvor fjenden har svært ved at gemme sig, og hvor danskernes militære isenkram derfor er overlegent.

Men tidligere på sommeren ændredes missionen for Hold 4 i Helmand-provinsen; fra ørkenkrig til decideret angrebskrig i den grønne zone, et frodigt bælte af høje majsplanter, korn og træer, der smyger sig langs Helmand-floden. En junglelignende krig i sådan et terræn er, vurderer Anders Storrud, langt farligere end ørkenscenariet. Taleban-krigere kan lettere skjule sig og komme tættere på hans folk. Fjendens lette våben er også mere effektive under sådanne betingelser. Det er den frustration, Anders Storrud giver højlydt udtryk for. Han frygter, at hans mænd er for utilstrækkeligt trænet til den nye opgave.

“Så må du jo sige nej,” prøver hans mor, Liv Storrud. Men det vil hendes søn ikke høre tale om. Hvis han siger nej til opgaven, vil det svare til at desertere, mener han. I stedet går han til sin chef, oberstløjtnant Kim Kristensen, der som bataljonschef har det øverste ansvar for Hold 4 i Afghanistan.

“Som min underordnede var Anders Storrud en stor hjælp, fordi han havde selvtilliden til at sige mig imod,” fortæller Kim Kristensen: “For os alle var det noget af en frustration. Anders og jeg drøftede fordele og ulemper igennem, og selvom vi begge kunne se ulemper, så var der også fordele ved det nye område. Blandt andet var der mange flere civile indbyggere, som nu dagligt kunne drage nytte af vores tilstedeværelse. Da jeg havde vendt det med mine chefer, måtte vi lytte til de svar, vi fik, og derefter træffe en beslutning. Anders rendte aldrig rundt bagefter og sagde, at det var en forkert beslutning.”

Reese og Keil

Anders Storrud er bevidst om de farer, han og hans mænd kan blive udsat for i Afghanistan. Allerede få uger inde i missionen går det galt. Men ikke på den måde, som Storrud frygtede i cafeteriet under Rigshospitalet.

Danskerne har i sensommeren 2007 som en af mange nye opgaver overtaget ansvaret for en observationspost tæt ved Helmand-floden fra briterne. Observationsposten med den militære betegnelse Golf Bravo 8-1 rummer 12 mand: en let opklaringsenhed eller “spejdere”, som de omtaler hinanden – plus to sygehjælpere. To døgn har de brugt på at rydde op. Danskerne reparerer køkkenet, bygger et lokum og rejser en mur af sandsække som beskyttelse mod de Taleban-krigere, som formodes at lure tæt på lejren i den lille compound; en traditionel afghansk gård, bygget i ler.

Den første tid for Hold 4 i Afghanistan har budt på flere kampe og to sårede kammerater. En er blevet skudt i knæet. En anden i lungen. Nu er der endelig faldet en smule ro på den danske side af Helmandfloden, mens der lyder skud fra den modsatte bred, hvor de britiske styrker er rykket over. Flere af infanteristerne sover. Enkelte er vågne og holder vagt ved de lette maskingeværer i hjørnerne af lejrens lerklinede mure, da det mindst ventede sker. “Pludselig kommer der en lyd af en fesen jetjager eller en større raket. Vi kigger ud og ser en kæmpe ildkugle, der kommer direkte imod os. Vi springer bare ned og lægger os på taget. Og så siger det ellers bare Ra-bal-der-stræ-de ...”

Ordene kommer nølende fra sektionsfører René Haugaard. Han og gruppen af danske spejdere er landet midt i et inferno af eksplosioner og ild. Yderst mod floden, tættest mod stedet, hvor raketten er kommet fra, står Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Ole Reese. To jyske gutter på 24 og 22 år. De er ikke nære venner, men begyndte samme dag som værnepligtige ved Den Kongelige Livgarde to et halvt år tidligere. Sammen har de været et halvt år i Kosovo. Nu våger de med få meters afstand over deres sovende kammerater, da kuglen af ild kommer imod dem. Det er et varmesøgende missil. Synet er chokerende for danskerne. Fjenden bør slet ikke råde over våben af den kaliber. De 12 danske spejdere er blot udstyret med lette maskingeværer, mortérgranater og en dysekanon, som ikke kan svare igen på de voldsomme kræfter, der vælter ind over observationsposten.

Thorbjørn Reese står og ryger en cigaret, da den første raket slår ned lige bag ham. Han bliver ramt, og det er alvorligt. To kammerater forsøger at tale beroligende til Thorbjørn, men de er ikke sikre på, at de nogensinde får kontakt.

René Haugaard er selv slået omkuld. Han kommer på benene og kontrollerer sit mandskab. Mikkel Keil Sørensen sidder fortsat ved sit lette maskingevær. Han skyder mod en linje af træer 600 meter ude i horisonten, hvor danskerne tror, at Taleban befinder sig. Deres problem er, at ingen med sikkerhed ved, hvor angrebet kommer fra. De kan ikke se over til fjenden med det blotte øje. Nye eksplosioner lyder. De danske soldater kan ikke se en hånd for sig i mørket, støvet og sandet, som piskes op omkring dem. En raket slår ned tæt på Mikkel, og han falder om. Kollegaen og vennen Thomas Frisk løber ham til undsætning: “Jeg klapper ham på kinden og råber ’MK, er du der?’ Men så studser jeg over, at han ikke længere har briller på, og så kan jeg mærke, at han er helt væk.”

Få minutter inden ildkampen har de to venner gasset hinanden over de interne radioer. Thomas Frisk fortalte en vittighed, og da den ikke rigtig høstede det store latteranfald, stillede han deres faste, interne spørgsmål: “Er det jay eller nay?” En kode, de har lært på deres fælles dykkerkursus i Thailand året forinden. “Det er ja,” lød det endelig fra Mikkel. Joken var godkendt. Det var det sidste, Thomas Frisk hørte Mikkel sige.

René Haugaard, sektionsføreren, kravler op på taget: “Da jeg kommer derop, ligger Mikkel på ryggen med en af drengene over sig. Vi ved ikke, om han er død eller såret, men jeg vil bare have ham ned fra taget med det samme, så vi kan komme videre med arbejdet. Da jeg får ham op på skulderen, kan jeg nu godt mærke, at det er slut. Den lille dreng er meget, meget tung.”

I den kaotiske ildkamp får soldaterne bakset Mikkel over til Thorbjørn i en bygning bagerst i lejren. De bliver lagt ved siden af hinanden og svøbt i ponchoer og soveposer. De startede sammen i Livgarden i april 2005. De dør sammen to et halvt år senere i Afghanistan.

Friendly fire

Under de voldsomme angreb på den lille observationspost går det efterhånden op for resten af kompagniet i den nærliggende base, Camp Sandford, at noget er ravruskende galt. Kompagnichef Anders Storrud tilkalder luftstøtte, og kampene ebber langsomt ud ved midnat. De overlevende bliver kørt op til Sandford-lejren, hvor de modtages med varme bade og lune soveposer.

Først dagen efter står det klart, hvad der er sket. Ildkuglerne var ikke Talebans værk. De danske spejdere er blevet angrebet af britiske tropper fra den modsatte side af Helmand-floden. Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Reese er blevet dræbt af de britiske tropper, som har forvekslet den danske post med en Taleban-stilling. De to danske spejdere er faldet som følge af en menneskelig fejl hos en allieret.

Da to hvide kister bliver båret om bord på et Hercules-fly, er der nye kampe i gang flere steder i den grønne zone. Soldaterne er spredt rundt i flere lejre i området, og Mikkel og Thorbjørns kammerater fra spejdersektionen er igen med ude i felten, da det lyder i radioen:

“Flyet går ind over os om ti minutter – line up!” Det store transportfly passerer hen over dem og skyder lyskugler som en gestus for de to faldne, som flyet nu skal bringe hjem.