»Vi kan ikke se igennem fingre med fattigdomsproblemet i København«

Medlem af Borgerrepræsentationen i København, Anne Mette Omø Carlsen (EL) mener ikke, at det hjælper familien i Tingbjerg, at det kører for familien på Østerbro, og derfor må vi ikke se igennem fingre med, at nogle københavnere lever i fattigdom.

Anne Mette
Foto: Mark Knudsen, Monsun. Det er et problem, at København består af rige og fattige enklaver, mener Anne Mette Omø Carlsen (EL).
Læs mere
Fold sammen

Hvad synes du om, at København i stigende grad opdeles i rig og fattig?

»Jeg synes, at det er et stort problem, at vi ser en så stor fattigdom i vores by, og det er dybt problematisk, at vi har børn, som vokser op i fattigdom. Jeg synes simpelthen ikke, at vi som politikere kan være bekendt at have en by med så stor forskel på rig og fattig, for det giver nogle sociale slagsider, som er ekstremt problematiske for de enkelte familier og børn, som lever i fattigdom. Vi kan ikke se igennem fingre med fattigdomsproblemet i København og acceptere, at vi har steder i byen, som er så ekstremt fattige, når man sammenligner med de københavnere, som har mest.«

Du skriver på Facebook, at vi alle taber på, at København består af fattige og rige enklaver. Hvad mener du med det?

»Det er klart, at når en by som København er opdelt i rig og fattig, så opstår der nogle særlige, sociale problematikker i de fattigste bydele. Den sociale armod og den uro risikerer at blive ekstremt dyrt for os alle sammen. Både økonomisk og menneskeligt.
Det er dejligt, at tingene kører for nogle af byens borgere, men jeg synes, at det er rigtig problematisk, at det samtidig går så skidt for andre. At vi ikke har formået at vende den udvikling, som vi har snakket om i årevis, og at det stadigvæk er de samme områder, som klarer sig dårligt.«

Men kommer det ikke byens fattigste til gode, at kommunen bliver rigere?

»Nej, det gør det ikke. Jeg ved godt, at der vil komme et argument om, at kommunens rigeste betaler skat, og det er også rigtig fint, men vi ser jo ikke en by, som bliver rigere og rigere. Vi ser ikke, at bunden bliver hævet, at mennesker på overførselsindkomst får det bedre, at huspriserne falder, eller at lejeboligerne bliver billigere. Så helt konkret hjælper det ikke den fattige familie i Tingbjerg, at der er en familie på Østerbro, som klarer sig godt. Jeg synes, at det er dejligt, at København har borgere, som kan bidrage skattemæssigt, og det vil jeg slet ikke problematisere eller tage fra dem, men sidder man som familie ude i Tingbjerg, tror jeg ikke, at man mærker, at en familie på Østerbro klarer sig godt.«

Hvem bliver taberne, når den her opdeling finder sted?

»Primært den næste generation. Jeg bor selv i en lejerforening, hvor 26 af familierne er på kontanthjælp, og bliver de sat ud af deres bolig, så er der nogle voksne, som betaler en pris. Men der er altså også nogle børn, som på ingen måde har mulighed for at skabe sig en anden tilværelse, og de børn vil være taberne.«