Godmorgen, kære læser, og velkommen til dagens nyhedsoverblik.
I dag runder vi blandt andet opsendelsen af den danske astronaut Andreas Mogensen, havnerockere og en opsigtsvækkende tendens blandt mange af de studerende, samfundet har hårdt brug for.
Rigtig god fornøjelse.
Han var en lidt for velfriseret Charlottenlund-knægt. Nu bliver han chef på verdens vildeste arbejdsplads
Andreas Mogensen bliver nu kommandør på Den Internationale Rumstation.
Han er gået fra en lidt kejtet Charlottenlund-dreng til en af de mest fremtrædende vesteuropæiske astronauter gennem tiderne.
Berlingskes videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard har fulgt Andreas Mogensens udvikling gennem 14 år.
Allerede i maj 2009 blev han præsenteret som danmarkshistoriens første astronaut. I dag står Andreas Mogensen på spring til at blive chef på verdens vildeste og på visse måder også farligste arbejdsplads.
Et jumbojetstort laboratorium til mindst 1.000 milliarder kroner, der svæver rundt om Jorden med omkring 27.000 kilometer i timen.
Så hvad i alverden er der sket i de mellemliggende år?
Læs historien om Andreas Mogensen, og få svar på, hvorfor Berlingskes videnskabsjournalist »åbenlyst tog fejl« af hans kvaliteter, her.
Opsendelsen er blevet udskudt flere gange, senest fredag, men skal efter planen finde sted klokken 9:27 i dag.
Flere havne afviser rockerproblemer – men det fører til ekstra opmærksomhed
Havnearbejdere med tråde til Hells Angels og mistanke om medarbejdere påvirket af euforiserende stoffer.
Det er nogle af de problemer i Aarhus Havn, som Berlingske og Finans har kunnet afdække de seneste dage.
Den nyhed giver dog ikke anledning til handling i en række andre havne. Det skriver Finans.
Topcheferne i Esbjerg Havn, Køge Havn og Kalundborg Havn afviser at have oplevet lignende problemer. Dennis Jul Pedersen, der er havnedirektør i Esbjerg Havn, ser det som et isoleret problem i Aarhus.
Han fortæller dog, at man vil nu vil være ekstra opmærksom og vil tage en dialog med Aarhus Havn.
»Det giver anledning til, at vi nu er opmærksomme på det, og når de har lavet en undersøgelse på det her, vil vi da tage kontakt til dem og lære af deres erfaringer,« siger Dennis Jul Pedersen til Finans.
På Langelinie foregår der noget i strid med reglerne
Det er svært at se i luften med det blotte øje. Men hvis vinden kommer fra øst ind over Langelinie, mens krydstogtskibene lægger til, efterlader det spor.
De gigantiske skibe udleder i perioder mere sundhedsskadeligt stof, end hvad EUs grænseværdier for luftkvalitet tillader. Det viser et nyt studie fra Aarhus Universitet.
Helt konkret er det grænsen for NO2, der bliver overskredet.
Det øger risikoen for, at mennesker bliver syge, når de indånder gasserne, og kan blandt andet føre til skader i lungerne, kronisk astma, luftvejsinfektioner og i de allerværste tilfælde for tidlig død, viser studiet.
Læs hele historien hos Berlingske her.
Boligbyrden er historisk høj – og der er ikke udsigt til, at den falder
Der er to dårlige nyheder til boligkøbere i hovedstadsområdet.
Den første er, at den såkaldte boligbyrde, som er den samlede løbende udgift til lån og skatter efter køb af en bolig, er høj.
Den anden er, at den ikke ser ud til at falde foreløbig ifølge Arbejdernes Landsbank.
Konkret er det i øjeblikket dyrere at finansiere et hus inklusive skatterne, end det i gennemsnit har været siden 2004 – også selvom byrden er faldet lidt på det seneste.
Renter eller priser skal falde voldsomt, før boligbyrden falder bare til niveauet, inden coronapandemien ramte os.
Læs hele historien hos Berlingske her.
Vi har hårdt brug for dem, men de forventer at kvitte allerede efter få år: »Hold da op!«
Samfundet har hårdt brug for flere sygeplejersker, pædagoger og lærere.
Men allerede som studerende kan mange ikke se sig selv i jobbet i specielt lang tid, efter de er blevet færdiguddannede.
Omkring hver tredje studerende på pædagog-, socialrådgiver-, sygeplejerske- og læreruddannelsen er således usikre på, om de fortsat vil arbejde inden for deres felt, fem år efter de er blevet færdige med uddannelsen.
Det skriver Politiken på baggrund af en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) med spørgeskemaer fra 3.798 studerende.
En stor del af problemet skyldes ifølge undersøgelsen, at mange studerende bliver udsat for ubehagelige oplevelser i praktikken.
»Jeg var ikke forberedt på, at så mange havde dårlige oplevelser med psykisk arbejdsmiljø, og at oplevelserne var så grelle. Vi sad og tænkte: Hold da op! Det kalder på handling,« siger Bella Marckmann, chefkonsulent i EVA, til Politiken.
Artiklen var ved deadline for dette overblik endnu ikke udkommet digitalt, men kan læses i Politikens printavis lørdag.
Det sker i dag
Den danske astronaut Andreas Mogensen skal efter planen i dag sendes op til Den Internationale Rumstation, ISS. Rummissionen har fået navnet Huginn, og Andreas Mogensen skal være på rumstationen i seks måneder. Turen til rumstationen sker med en SpaceX-raket. Opsendelsen er blevet udskudt flere gange, senest fredag.
Tivoli byder i dag på en jubilæumsfest med »Shu-bi-dua 2.0« i anledning af 50-året for det oprindelige bands debut.
Det spanske cykelløb Vuelta a España begynder i dag.
Det var alt for dagens overblik.
Tak for at læse med.

