Vi har fået friheden til at vælge familien fra

I velfærdssamfundet har vi ikke brug for familien som et socialt sikkerhedsnet for at overleve. Familiens funktion er i stedet at være et forum for følelser. Det stiller nye krav til familiemedlemmernes relationer. For føler det enkelte individ sig utilpas i familiens skød, kan familien blive valgt fra – sådan som Kate Horslunds datter har gjort.

En konflikt om en telefonregning udviklede sig så skævt, at Kate Horslund ikke har set sin datter i ni år. »Vi bor i samme by, så jeg har nogle gange set hende på gaden. Men når jeg har forsøgt at kontakte hende, siger hun »gå væk«. Og jeg skriver tit til hende, men hun responderer ikke på det,« siger Kate Horslund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Både husrum og hjerterum var der rigeligt af på den firlængede, stråtækte gård på Fyn, hvor Kate Horslund boede med sin mand og tre børn af hendes i alt fem. Høns og heste, kaniner og får og en masse andre dyr boede på gården, hvor familien også dyrkede afgrøder. Den var stort set selvforsynende. Morten Korch-idyllen var komplet, og stalddøren stod altid åben for familien. Så da Kates dengang 19-årige datter af første ægteskab ville rykke ind på bondegården med en kæreste, som hun havde mødt i Spanien, var de inderligt velkomne.

»Det var dejligt. Vi har altid været meget tætte i vores familie. Da jeg får mine to børn med min nye mand, er hun også med, da jeg føder mit sidste barn i køkkenet derhjemme. Så alt var meget harmonisk og idyllisk,« siger Kate Horslund, der i dag er 53 år.

Et par år boede det unge par på gården, som også blev rammen for deres bryllup. Datterens kæreste var af afrikansk afstamning og havde ikke opholdstilladelse i Danmark. Derfor boede han tre måneder på skift i Spanien og Danmark. Når han var her i landet, hjalp han godt til på gården og var i det hele taget en del af familien og dens hverdag.

Alt var idel lykke, og datteren havde netop fundet ud af, at hun var gravid, da, hvad Kate i dag kalder en banalitet, splittede familien og fik datteren til at flytte.

 

»Vi fik en telefonregning, der var større end stor, fordi der var blevet ringet til Afrika og Spanien. Det har vi en løbende dialog omkring, fordi den er så stor, at vi til sidst heller ikke kan betale den,« siger Kate Horslund.

Dialogen blev til et brag af et skænderi – mest af alt imellem hende og svigersønnen, som sagde, at de ikke stod bag udlandsopkaldene. I nogle dage herefter ignorerede det unge par Kate og hendes mand.

»Den attitude var ikke i orden. Så jeg gik op til dem på deres førstesal og sagde til dem, at hvis ikke de kunne tage deres ansvar, så kunne de ikke være der,« fortæller Kate.

Dagen efter rykkede de unge mennesker resolut ud.

Det er ni år og fire børnebørn siden nu, men trods utallige forsøg på forsoning fra hendes side har Kate ikke siden haft kontakt med sin datter.

Uafhængig af familien

At voksne børn på samme vis som Kates datter bryder med deres forældre er ikke et særsyn. Ifølge en TNS Gallup for Berlingske har 13 procent af voksne danskere enten helt eller i perioder brudt kontakten til deres forældre på grund af konflikter. Og næsten hver tiende har overvejet at lægge deres forældre på is.

At så mange fravælger familien eller overvejer at gøre det, skyldes ifølge familieforsker på Roskilde Universitet Lars Dencik, at det i dag til forskel fra tidligere rent faktisk er muligt for den enkelte at bryde med sit biologiske ophav. For med velfærdsstatens fremkomst er vi ikke længere økonomisk afhængige af hinanden på tværs af generationerne.

»Unge mennesker var materielt afhængige af deres forældres velvilje for at kunne få en uddannelse og etablere sig i livet. Det var forældrenes magt. Omvendt var forældrene i sidste ende afhængige af, at børnene ville hjælpe dem, når de blev gamle. Men med velfærdsstaten er den materielle afhængighed forsvundet,« siger Lars Dencik.

Eksempler på den økonomiske uafhængighed, som velfærdsstaten har bibragt, er, at unge får SU – og at plejekrævende ældre er et offentligt anliggende.

»Ældre vil heller ikke hjælpes af deres børn i dag. Det synes de ikke er værdigt,« siger familieforskeren.

Med den økonomiske uafhængighed kommer følelseslivet til at spille en større rolle i familien. Man er nærmere hinanden, varmere – og har måske også mere kammeratlige relationer. Der sker med Lars Denciks ord en øget intimisering generationerne imellem.

En anden tendens i det moderne samfund, som bidrager til, at voksne børn vælger deres forældre fra, er individualiseringen. Den dikterer det enkelte menneske at følge sit hjerte, forfølge sine drømme, klare sig selv og være sig selv.

»Af begge parter i et fællesskab kræver det en meget større respekt for den andens integritet,« siger Lars Dencik.

Individualiseringen og intimiseringen har altså den skyggeside, at flere kan vælge, at de ikke vil have med familien at gøre, hvis ikke de synes, at de selv får nok ud af at være del af familien eller ikke føler sig tilstrækkeligt respekteret.

Søger ind på herberg

Kates datter og mand søgte i første omgang husly hos Kates ældste datter i Aarhus. Men efter ti dage havde de to unge forældre in spe gjort sig uvelkomne der.

»Historien gentager sig, og så flytter de i stedet ind på et herberg. Siden da har hun lukket alle ude, og hun føder også sin datter uden om os,« fortæller Kate.

At individualiseringen får voksne børn til at tage forholdet til deres forældre op til revision, oplever psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard. Hun er også en af forfatterne bag bogen »FamilieFred med dine forældre«.

»Som voksne børn har vi forskellige grader af lyst til at opretholde kontakt med vores forældre, alt efter hvor behovstilfredsstillende denne her kontakt er. Samfundsmæssigt er man blevet vant til, at det man foretager sig skal være lystbetonet og behovstilfredsstillende. Hvis det så ikke er sjovt og lystfyldt at være sammen med ens forældre, fordi man ikke ved, hvad man skal snakke om rundt om kaffebordet, og man synes, at deres golf er dybt og inderligt uinteressant, hvorfor skal man så opsøge det?« siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

For de klienter, hun taler med, handler den manglende lyst til at være sammen med forældrene som regel om, at de ligefrem har det skidt med at være sammen med deres forældre, fordi de oplever, at forældrene krænker deres integritet og måske egentlig har gjort det igennem hele barndommen. I flere dage op til familiesammenkomster kan de have helt ondt i maven af frygt for, at der skal opstå konflikter, fordi forældrene for eksempel ikke anerkender deres voksne barns valg af uddannelse, partner, karriere, opdragelsesstil eller skilsmisse.

Ungdomsårene er skrøbelige

Det er særligt i de første år efter, at det voksne barn flytter hjemmefra, at relationen til forældrene er skrøbelig, fordi det naturlige samvær ophører. Herefter skal forholdet imellem børn og voksne løbende genforhandles, fortæller Camilla Carlsen Bechsgaard.

Forhandlingerne begynder allerede i teenageårene.

»Hvis barnet kommer og siger; »jeg har valgt denne her kæreste, som er piercet fra top til tå« eller; »jeg har valgt denne her uddannelse«, og forældrene så siger, at barnet skal vælge en anden kæreste eller uddannelse, oplever barnet sig selv som forkert,« forklarer hun.

Netop den følelse har igennem teenageårene tynget 22-årige Alexander, som flere gange har søgt professionel hjælp til at bearbejde forholdet til sin far og mor. Begge hans forældre, som er skilt, er højtuddannede og så gerne, at han blev det samme.

»Jeg har ikke fået plads til at være mig selv. Jeg har skullet være den søn, som de ville have, jeg skulle være og ikke den person, jeg rent faktisk var. Men bare fordi ens forældre mener, at man skal have en lang uddannelse, er det ikke nødvendigvis det, der er bedst for én. Man skal nå sine egne mål, ikke forældrenes,« siger Alexander, der i dag læser offentlig administration på professionsskolen Metropol i København.

Følelsen af ikke at blive anerkendt var så stærk hos ham, at han undlod at se sine forældre i et halvt år, da han som 19-årig gymnasiestuderende flyttede på kostskole.

»På kostskolen følte jeg, at jeg fik noget frihed. Jeg begyndte også at få SU, så jeg fik mit eget økonomiske råderum og ikke behøvede at spørge mine forældre om lov til alting. Jeg kunne selv bestemme. Så jeg tog simpelthen afstand fra mine forældre og følte, at jeg havde levet i et fængsel,« fortæller Alexander, der i dag har det bedre med forældrene, men gerne vil have en endnu bedre relation til dem hver især.

Eksistentielle følelser

Konfliktvejleder og mægler Vibeke Thorsen fra Center for Konfliktløsning oplever stadigt flere voksne børn og forældre, der søger hjælp til forsoning. Det kan for eksempel være en mor og datter fra en helt almindelig og ellers velfungerende familie, som kun har sporadisk eller ingen kontakt i flere år, fordi en masse konflikter fra teenagetiden stadig ulmer.

»Det, der kendetegner lige præcis familiemæglingerne er, at det er dybt sårede og eksistentielle følelser, det handler om. Elsker du mig? Kan jeg få lov at være mig, som jeg er? Det er de ting, der er i spil i hvert fald fra børnenes side. Fra forældrenes kan det ofte være sorg, frustration og skyldfølelse,« fortæller Vibeke Thorsen.

Kate Horslund spørger da også sig selv, om det virkelig kun handler om telefonregningen, når hendes datter har brudt kontakten til hende. En tanke har været, at datteren måske tror, at Kate ikke anerkendte hendes udenlandske mand, fordi hun skændtes med ham.

»Men jeg har haft ham boende i to år. Hvis ikke det er accept, så ved jeg ikke, hvad det er. Så det passer ikke. Jeg tager jo netop skænderiet med ham, fordi jeg anser ham som en del af familien. Men derfor kan hun godt have den følelse,« siger Kate Horslund.

For godt en uge siden viste DR udsendelsen »Rod i familien«, hvor en TV-vært forsøgte at genetablere kontakten imellem mor og datter. Det lykkedes ikke. Og hun ville ønske, at der var bedre muligheder i samfundet til at få hjælp til at løse den type konflikter. Det vil godt kunne betale sig, for de, der ikke har en familie som netværk, bliver også lettere socialt udsatte og psykisk sårbare, mener hun.

»Det er ikke et problem, man kan lukke øjnene for. Uanset hvad man kommer med af problemer, hvis folk har brug for hjælp, så er et velfærdssamfund et sted, hvor man bør kunne få den hjælp,« siger Kate Horslund.

Selv har hun ikke opgivet håbet om en dag igen at blive forenet med datteren.

»På sin vis har min datter ikke en følelse af tab, fordi hun ved, at kærligheden er betingelsesløs hjemme hos mig. Man kan ikke gøre noget, som gør, at man ikke kan komme og drikke en kop te igen,« siger Kate Horslund.

Kate Horslunds datter har ikke ønsket at medvirke i artiklen.